Ved valgene i Frankrig i 2022 var der ifølge medierne en del vælgere, der afstod fra at gøre brug af deres demokratiske rettighed, nemlig at afgive deres stemme.
Det er blevet begrundet med, at nogle vælgere føler, at der ikke eksisterer et politisk parti eller en præsidentkandidat, der ville en politik, som de pågældende kunne identificere sig med.
Denne konklusion kan nogle vælgere i Danmark komme frem til, når de konstaterer, at det parti, som de før har stemt på, har bevægede sig så markant, at det ligger så fjernt fra det samfund og sameksistens med andre mennesker på denne jord, som de pågældende vælgere ønsker.
Danmark hylder det repræsentative demokrati, hvor vælgerne stemmer på det parti, hvis politik tilnærmelsesvist stemmer bedst med deres overbevisning. Og som forsøger at gennemføre denne politik via den lovgivende forsamling.
Det et lidt naivt at tro på repræsentativ demokrati, dels på grund af at en fortrinsvis stor del af lovgivningen hidrører fra EU, som borgerne har meget lille indflydelse på, dels har de folkevalgte i Folketinget ifølge grundloven ret til at følge deres personlige overbevisning.
Derfor kan der ikke gives juridisk bindende aftaler, ej heller bindende politiske forskrifter for politikeren og dermed partiet til at føre en bestemt politik ud i livet.
I 1970’erne og 1980’erne var der røster i Folketinget, der arbejdede for freden, fremførte de mange vælgeres og folkebevægelsers ønske om militær nedrustning og var kritiske over for NATO.
Politikerne undlader heller ikke at gøre vælgerne opmærksom på det, når de har ført en anden politik, end den de havde lovet deres vælgere at arbejde for og er gået på valg for at gennemføre.
Der ville formentlig være indvendingen fra nogle, at politikerne kan blive stillet til politisk ansvar ved det kommende valg – men argumentet forekommer ikke overbevisende, idet det er meget sjældent, at en sag eller et område afgøres af en vælgers valg (bortset tilsyneladende flygtningespørgsmål), og at der kan være mange andre årsager, når vælgeren træffer sit valg.
Det er måske den eneste udvej, vælgeren har, når partiet har flyttet sig så langt, at vælgeren ikke længere kan identificere sig selv i forhold til den politik, partiet vil, eller undlade at afgive sin stemme til et folketingsvalg.
Enhedslisten har taget et mærkbart holdskifte til højre, som kan ses i relation til NATO og EU.
Sidstenævnte har negativ indflydelse på blandt andet økonomisk politik, demokrati, på fred og våbenoprustning og fordelingspolitik, velfærd, socialt sikkerhedsnet samt sundhedsområdet.
Enhedslisten har underlagt sig EU’s traktatbestemte økonomisk politik, der er baseret på en yderliggående liberalistisk økonomisk politik, der har vist sig at have meget negativ indvirkning på fordelingen af samfundskagen, velfærd, social sikkerhed og sundhedsområdet.
Man kunne fortolke Pernille Skippers udsagn i Deadline i juni 2022 således, at når der ikke kunne findes flere økonomiske midler til psykiatriområdet, blandt andet på grund af øgede militære udgifter på 18 milliarder kroner, var der en accept af den liberalistiske økonomiske politik.
I 1970’erne og 1980’erne var der røster i Folketinget, der arbejdede for freden, fremførte de mange vælgeres og folkebevægelsers ønske om militær nedrustning og var kritiske over for NATO.
Det har Enhedslisten nu vendt helt på hovedet og begrunder det med Ruslands påståede aggression – og i den fortælling glemmes belejligt, at NATO bevidst var med til at fremprovokere den meget kedelige krig.
USA har sammen med andre NATO-lande ikke lagt skjul på, at det gælder om, som det noget malende blev beskrevet af den amerikanske forsvarsminister, at Rusland skulle kasteres. Det leder tankerne hen til Nazitysklands mål om at udrydde blandt andre russerne på denne jord.
NATO og herunder den danske regering er villig til at gå så langt, selv om det kan smadre økonomien, velfærden og øge uligheden og fattigdommen også i Danmark.
Ifølge de sidste udmeldinger fra NATO, så er der ikke længere tale om en forsvarsalliance – men en alliance, der vil i krig med Rusland i første omgang.
Det er svært at få øje på Enhedslisten som et parti, der kæmper og argumenterer for fred, selv om Enhedslisten påstår at gøre noget andet, når det er tilhænger af NATO og er fuldstændig tavs over den foruroligende udvikling af NATO’s krigeriske indstilling.
Det forekommer, at Enhedslisten følger den udvikling, som S og SF har taget først fra at ville omvælte det kapitalistiske system til at reformere det under begrebet demokratisk socialisme for helt til sidst at tilslutte sig et kapitalistisk system – og i denne proces droppes både det demokratiske og socialistiske af Enhedslisten.
Da det kun er borgerlige partier (indbefattet SF og Enhedslisten), der kæmper om pladserne i Folketinget med alle de dårligdomme, det medfører, så afstår jeg fra min demokratiske rettighed til at stemme, idet det er svært at se, at der er nogen, der repræsenterer, fremfører og arbejder for socialisme, hvilket blandt andet er at arbejde for fred, en anden økonomisk politi, en mere retfærdig fordeling af samfundskagen, et ægte og reelt opgør med uligheden og fattigdommen – samt at mennesker uanset etnisk oprindelse og social baggrund behandles ordentligt og værdigt.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
