Rød kulturpris
Daggryet er ved at bryde frem, og solens første spæde stråler i orange, lilla og violet er ved at bryde frem. Jeg iklæder mig rumdragten og træder ind i tidsmaskinen, der skal bringe mig til kongressen i den 1. Internationale.
Jeg indstiller panelet til den 25. september 1864 og et sted i nærheden af London, hvor maskinen ikke vækker alt for stor opsigt. På en skærm kan jeg følge, hvordan seklerne flyver forbi, som en film der spoles baglæns. Panelet begynder at blinke, og skærmbilledet fokuserer på en øde egn uden for London.
Landskabet er meget forskelligt fra det, vi kender, det er uden brede veje og med store skovarealer, alt emmer af idyl. Jeg finder et passende sæt tøj frem og begynder at trave ind mod London, hvor jeg skal overvære den stiftende kongres i den 1. Internationale.
Da jeg træder ind i St. Matins Hall i Covent Garden, lyder der en summen af stemmer på mange forskellige sprog. Det er garvede arbejdere og fagforeningsledere, der kommer fra Tyskland, Schweiz, Frankrig, Holland, Belgien og England.
Jeg kan se, at flere kender hinanden, fordi de har været navere og vandret fra land til land, hvor de var medlemmer af de samme klubber.
Det er en broget skare rent holdningsmæssigt; der er socialister, kommunister, utopiske socialister og idealister. De skal nu forsøge at blive enige om et fælles program og statutter.
Dagen afsluttes med optræden af et arbejderkor, opera og med dans. Kom ikke og sig, at Internationalen ikke har sans for livets glæder!
Vi gennemlever en kritisk fase i menneskehedens historie, men med forenede kræfter vil vi overvinde vanskelighederne og igen gøre arbejderbevægelsens idealer til de bestemmende for fremtiden!
Kongressen i 1864 blev startskuddet på en enestående historie. Stærke brydninger prægede den 1. Internationale, og den måtte opløses på grund af anarkisternes forsøg på at overtage kontrollen med Internationale.
II. Internationale var også præget af stærke brydninger gennem årene. På kongresserne i Stuttgart, København og Basel var der enighed om at afvise deltagelse i den imperialistiske krig, men da det kom til stykket, viste det sig, at Eduard Bernstein og andre havde ormædt den stolte tyske arbejderbevægelse.
Et flertal af socialdemokrater stemte for krigsbevillingerne i 1914.
Som en konsekvens heraf blev den III. og kommunistiske Internationale stiftet i 1919. Den var blevet muliggjort af Oktoberrevolutionen i 1917, og det er bemærkelsesværdigt, at det første dekret, som den nye Sovjet-regering vedtog, var Dekretet om Freden.
Den III. Internationale var også præget af interne brydninger. Det var først med de franske kommunisters appel om enheds- og folkefront, at der kom retning på tingene. Den store succes, som Folkefronten oplevede i en række lande, betød, at Komintern på den 7. verdenskongres vedtog at sætte alle kræfter ind på at forsvare demokratiet gennem enheds- og folkefrontspolitikken.
Civilisationens redning
Det er de færreste, der i dag har forstået, hvor betydningsfulde beslutningerne fra den 7. verdenskongres i Komintern var.
Sejren over fascismen var civilisationens redning og betød, at Sovjetunionen og andre lande kunne genoptage arbejdet på at virkeliggøre socialismen. Det er klart, at det voldte vanskeligheder at finde de rette former for socialisme i hvert land. Det blev ikke lettere af, at imperialismen blandede sig med intervention, boykot og truslen om atomar udslettelse.
Med enestående ihærdighed lykkedes det kommunisterne at genoptage ideerne fra 1930’erne om enhedsfront for at sikre freden. Stockholm-appellen fra 1950 betød, at vi undgik katastrofen, som USA og andre i Vesteuropa var på vej til at realisere. De enorme profitter i det militær-industrielle kompleks var den virkelige drivkraft i både økonomi, politik og militær i USA, med ødelæggende virkninger for verdensfreden.
Atomvåbenfri zone
Med vedtagelsen af Helsinki-erklæringen så det ud til, at denne dødsspiral var blevet brudt. Fredskræfterne fik en stor tilslutning i mange lande, og det betød et reelt venstreskred i befolkningerne.
For eksempel blev der vedtaget at gøre Norden til en atomvåbenfri zone – til glæde for USSR og til stor irritation for NATO, der fortsatte med at føre atomvåben på deres skibe i nordisk farvand.
Den manglende anerkendelse og det reelle modarbejde af Helsinki-erklæringen fra USA medførte, at der opstod ny spænding, som kulminerede med stjernekrigsprogrammet i 1980’erne.
Sovjetunionen skulle endnu engang trækkes ind i en oprustningsspiral, som truede landets socialistiske økonomi. Alle udgifter til militæret var en belastning og betød reduktioner i den offentlige økonomi.
I midten af 1980’erne indledte Sovjetunionen et reformprogram, der blev kendt som Perestrojka og Glasnost. Det fik imperialismen til at skifte kurs fra konfrontation til ”fredeligt samarbejde”. Man tilbød omfattende subsidier og lån til en række lande i Østeuropa, først og fremmest Polen, Ungarn og Tjekkoslovakiet.
Det var en snedig kurs, som kan formuleres som ”killing with kindness”. Imperialismen havde ikke opgivet sit mål om at rulle kommunismen tilbage, men havde indset, at de ikke kunne gøre det militært på grund af fredsbevægelserne.
USSR’s sammenbrud
Da det kom til stykket, afviste USA og NATO at gå ind på de forslag, som Gorbatjov havde stillet om nedrustning og troppereduktioner i Europa. Sovjetunionen valgte at fortsætte ad den vej alligevel, til ubodelig skade for hele Østeuropa og verdensfreden.
Vi har set, hvordan USSR’s sammenbrud betød en ny og omfattende aggression fra imperialismen over alt i verden, Pax Americana skulle virkeliggøres for enhver pris! Internationales idealer om fred og nedrustning var blevet afløst af kapitalismens stræben mod krig og oprustning!
Jeg har her skildret udviklingen siden Internationales kongres i 1864. Den er præget af sejre og nederlag for arbejderbevægelsen og de kommunistiske partier. Vi må aldrig male historien i sort og hvidt, men forstå den indre dialektik i udviklingen, og hvordan det nye vokser lovmæssigt ud af det gamle.
Vi gennemlever en kritisk fase i menneskehedens historie, men med forenede kræfter vil vi overvinde vanskelighederne og igen gøre arbejderbevægelsens idealer til de bestemmende for fremtiden!
En ny internationale –
er det andet end en drøm?
Jorden trues af kriser og krig,
hvis vi skal overleve
kræver det enighed –
enhed i handling!
Marx’ og Engels’ vision
blev virkelighed.
Proletarer i alle lande
forener eder!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
