Tirsdag morgen offentliggjorde SAS, at de vil genoptage forhandlingerne med piloterne. Keld Bækkelund Hansen, der er forbundssekretær og leder af forhandlingssekretariatet i Dansk Metal, fortæller til Arbejderen, at det var noget, han var nødt til at læse på Ritzau, fordi de ikke blev kontaktet af SAS selv.
Keld Bækkelund Hansen fortæller i en hurtig kommentar til Arbejderen, at de har fået at vide, at forhandlingerne skal foregå i Stockholm onsdag, men man har endnu ikke fået at vide hvornår.
Jacob Pedersen, der er luftfartsanalytiker, siger til DR, at grunden til, at ingen af parterne officielt har talt sammen, siden strejken brød ud, er, at ingen af dem har lyst til at påtage sig skylden for konflikten. Begge parter ønsker ifølge Jacob Pedersen at vinde offentlighedens sympati og ikke være dem, der er skyld i, at danskerne er strandet på deres feriedestinationer eller overhovedet ikke er kunnet komme afsted.
Har strejket siden 4. juli
Mandag den 4. juli påbegyndte piloterne i SAS en strejke, der resulterede i, at de officielle forhandlinger mellem ledelsen i SAS og piloterne ophørte. Parterne har på papiret været meget enige om gerne at ville redde SAS, der har været i problemer siden coronanedlukningen, men har ikke kunnet nå til enighed. Henrik Thyregod, der er formand i Dansk Pilotforening, har tidligere udtalt til Arbejderen, at det undrer ham, at det har været så svært, når man egentlig sidder med de samme mål.
– Under forhandlingerne gik vi med til besparelser for 600 millioner svenske kroner. Det er rigtig mange penge i et år med omfattende inflation. Vi var klar til at gå langt for at få genansat vores kollegaer, i stedet for at SAS ansatte udenlandske piloter. Men SAS-ledelsen blev ved med at finde på nye krav. Det virker, som om SAS hele tiden har ønsket en konflikt og blot har ført skinforhandlinger, sagde pilotformanden til Arbejderen.
Piloterne har tilbudt SAS at gå 25 procent ned i løn op imod SAS’ krav om 30 procents lønnedgang. Det tilbud kan Henrik Thyregod ikke forstå, at man ikke har taget imod.
Læs også
Pilot-formand: "Det virker, som om SAS hele tiden har ønsket en konflikt"
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.