Kommentar
Dansk erhvervsliv ser stort på menneskerettighederne
Der er masser af gode grund til, at vi snarest skal have regler, som forpligter danske virksomheder på menneskerettighederne og på at undgå miljøødelæggelser, også når de opererer i udlandet.
|
Rana Plaza i Bangladesh i 2012 var lidt af et wakeupcall for fagbevægelsen, også i både Europa og Danmark. Dengang faldt en bygning sammen over hovederne på tusinder af tekstilarbejdere, og omtrent 1.100 af dem mistede livet. Årsag: Misligholdelse. De umiddelbare arbejdsgivere var så opsat på hurtig profit, at de så stort på risikoen. Og i baggrunden stod hele 20 modebrands, som havde nydt godt af lave priser på bangladeshisk producerede tekstilvarer, herunder to danske.
Det kunne være rart, hvis der kunne opstå en koalition af især miljøorganisationer, menneskerettighedsorganisationer og fagforeninger, som vil tage handsken op.
Denne og lignende begivenheder førte til en ny indsats globalt for regler om virksomheder og menneskerettighederne. Flere internationale initiativer blev vedtaget for at få de enkelte lande til at vedtage nationale forholdsregler, så de hjemlige virksomheder tog forholdsregler, når de opererer i udlandet, og når de søger leverandører.
Men det er klart, at der altid er lande, som er særligt fodslæbende. Lande hvor erhvervslivet formår at holde aktiviteten og forpligtelserne nede på et minimum, dernede hvor det er tvivlsomt, om det har nogen effekt.
Sådan et land er Danmark. Flere europæiske lande har indført national lovgivning, og hvor det er bredt anerkendt politisk, at der skal mere handling til end lidt rapportskrivning og opmuntring til at opføre sig pænt. Men i Danmark sker der ikke rigtig noget. Eller for at være mere præcis: I Danmark sorterer den slags under Erhvervsministeriet, og dér kører de parløb med Dansk Industri (DI).
Med Erhvervsministeriets opbakning
Parløbet er nok mest tydeligt i forbindelse med et EU-forslag på området, som blev fremlagt i februar. Under forarbejdet havde erhvervslivets lobbyister travlt med at trække i alle tænkelige håndtag for at få et så lavt ambitionsniveau som muligt. Snesevis af firmaer og brancheorganisationer var på spil – alle med omtrent samme mål for øje. Men i det landskab var DI særligt succesrige – blandt andet fordi de nød Erhvervsministeriets fulde opbakning.
Ministeriet var med, da Dansk Industri forsøgte at sammensætte en europæisk koalition af regeringer og arbejdsgivere, ligesom ministeriet i deres henvendelser til EU-kommissionen viderebragte omtrent samme budskab som DI. Dette og mere af samme kaliber fremgår af Corporate Europe Observatory og miljøorganisationer i Friends of the Earths nye rapport, An inside job.
Forslaget handler både om menneskerettigheder og miljøødelæggelser. Medlemslandene skal sikre, at virksomhederne tager forholdsregler, og gør de det ikke ordentligt, risikerer de sanktioner. Desværre endte DI med at triumfere i sådan en grad, at det ser sort ud med EU-forslaget. Kun få virksomheder er dækket, kun få af deres leverandører er dækket, og forpligtelserne er nogle overskuelige procedurer uden de store konsekvenser i virkelighedens verden. DI har nok svært ved at få armene ned.
Danske virksomheder smyger sig udenom
Man kan da godt få den tanke, at her i Danmark er det måske ikke så nødvendigt endda med obligatoriske forholdsregler – at det er et land med så stor respekt for menneskerettighederne, at det kommer helt af sig selv. Men faktisk er danske virksomheder jævnligt tæt på både overgreb på menneskerettighederne, for ikke at sige faglige rettigheder og miljøødelæggelser.
Det er en faktor i konkurrenceevnen, om man kan smyge sig uden om de store ting, og danske virksomheder er ikke anderledes end alle andre. Vagthunden Danwatch’ hjemmeside er faktisk spækket med rystende historier om for eksempel miljøbelastende svinefarme i Chile, forurenende kraftværker ved libanesiske ’turistperler’, seksuelle krænkelser af Carlsberg-piger i Cambodia, miljøskadelige miner med FL Smidths fingeraftryk, danske pensionspenge i miner i Tanzania, hvor politistyrker beskyldes for drab på lokale for at ’beskytte’ minen. For bare at nævne nogle få meget aktuelle eksempler.
Brug for lovgivning
Der er mange gode grunde til, at Danmark skal have lovgivning, som pålægger virksomheder at indføre procedurer og forholdsregler, så de holder sig langt væk fra overgreb og miljøødelæggelser. I den kommende tid er det EU-reglerne, som er den mest presserende udfordring. Den består blandt andet i at sikre, at den danske regering ikke forvolder mere skade, end den allerede har gjort. Når der en gang er en EU-lov, vil det dog under alle omstændigheder være dansk lov, som vil være det afgørende. Man skal ikke forestille sig, at alle den type problemer kan løses med en lov, men det ville for eksempel gøre en forskel, hvis danske virksomheder kan trækkes for en dansk domstol for overgreb og ødelæggelser, de er ansvarlige for andre steder.
Derfor kunne det være så rart, hvis der kunne opstå en koalition af især miljøorganisationer, menneskerettighedsorganisationer og fagforeninger, som vil tage handsken op. Der er næppe tvivl om, at også på den hjemlige scene vil erhvervslivet gøre sit til, at der sker så lidt som muligt. Og får de det, som de vil, vil der ikke være meget, der står i vejen for flere Rana Plaza’er.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
18. juni 2022 | 06:26
