Blandt landets sygeplejersker er der en udbredt og massiv vrede, utilfredshed og frustration over den mæglingsskitse, som Dansk Sygeplejeråd underskrev i tirsdags.
Mæglingsskitsen giver ikke sygeplejerskerne mere i løn, men stiller i udsigt, at der vil blive nedsat en komité, der skal se nærmere på de offentlige lønstrukturer.
Fagbevægelsens Hovedorganisation opfordrer sammen med Danske Regioner og Kommunernes Landsforening regeringen til at nedsætte en sådan komité. Regeringen har tilkendegivet, at det er de indstillet på at gøre, når overenskomstforhandlingerne på det offentlige område er slut.
En komité vækker ikke stor begestring blandt medlemmerne i Dansk Sygeplejeråd, hvor der var forventninger om mere i løn.
47,3 procent af sygeplejerskerne stemte nej til overenskomstresultatet med en lønramme på 5,02 procent over tre år. 46,5 procent stemte ja.
Stemmer nej igen
– Folk er klar til at stemme nej igen. Jeg har ikke hørt andet end folk, der vil stemme nej igen. Det er fint nok med en komité, men der er ingen lovning på, hvad der kommer til at ske. Folk er skuffede over, at der ikke kom noget økonomisk ud af det i Forligsinstitutionen, siger Lærke Holm Sø, der er tillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på afdelingen OK Anæstesi på Aalborg Universitetshospital.
– Der var en forventning til, at der nu endeligt ville ske noget, når vi stemte nej. Men der er ingen lovning på, at vi får noget ud af det her. Jeg stemmer også selv nej igen, tilføjer hun.
Jeg oplever frustration og skuffelse blandt medlemmerne over, at der ikke var en større velvilje og anerkendelse i Forligsinstitutionen til en lønmæssig udvidelse.
Kristina Robins, kredsformand DSR Hovedstaden
Samme melding om stor utilfredshed lyder fra den anden ende af landet.
– Jeg oplever frustration og skuffelse blandt medlemmerne over, at der ikke var en større velvilje og anerkendelse i Forligsinstitutionen til en lønmæssig udvidelse. Jeg tror, at mange vil stemme nej igen. Samtidig lytter mange til den mulighed, der er i, at Fagbevægelsens Hovedorganisation er kommet på banen og sammen med vores arbejdsgivere i Danske Regioner og Kommunernes Landsforening anbefaler en komite, der skal se nærmere på lønstrukturerne på det offentlige område, siger Kristina Robins, kredsformand for DSR Hovedstaden.
– Jeg forstår sygeplejerskernes vrede, men selv ser jeg ikke nogen anden vej end, at vi går videre ad det politiske spor og får gjort op med de strukturelle uligheder i lønnen. Men vi skal kæmpe for at fastholde, at komiteen ikke bliver en syltekrukke, som mange er bange for, tilføjer hun.
Frustration over nedregulering
Kristina Robins fortæller, at det har givet ekstra frustration, at sygeplejerskerne, efter at mange af dem har knoklet med overarbejde og ekstra vagter under coronaepidemien, har oplevet at få en mindre lønudvikling på grund af den eksisterende reguleringsordning, der betyder, at det offentlige område ikke må stige mere end det private.
De ekstra penge, sygeplejerskerne har tjent på grund af tillæg for en massiv ekstra arbejdsindsats, bliver regnet med i lønnen og udløser en efterfølgende modregulering.
– Sygeplejersker har knoklet som sindssyge for at holde sundhedsvæsenet oppe under pandemien. Men på grund af reguleringsordningen har alle efterfølgende oplevet nedregulering af deres løn. Det oplever de som en stor og principiel uretfærdighed, som de havde håbet, at der blev fundet en løsning på i Forligsinstitutionen, forklarer forkvinden for DSR Hovedstaden.
Over 600 vrede kommentarer på Facebook
På Dansk Sygeplejeråds facebookside har over 600 medlemmer de seneste dage udtrykt deres store utilfredshed og vrede med mæglingsskitsen.
“Nu stopper det. Det er en ommer. Det forslag, der kommer fra forligsmanden, er da håbløst. Spise os af med endnu en komité der skal “undersøge” det, alle ved! Det bliver sgu et klart nej herfra. Nu må vi stå sammen og få alle til stemmetasterne, så DSR kan forstå, at dette IKKE er acceptabelt. Jeg er vred”, skriver for eksempel Lotte Bjerre.
Læs også
Radiograferne har også stemt nej til overenskomstresultatet og er omfattet af mæglingsskitsen. Blandt radiograferne stemte 48 procent nej og 43,4 procent ja.
Nu skal både sygeplejersker og radiografer stemme om mæglingsskitsen. Resultatet af den afstemning offentliggøres den 14. juni ved middagstid.
Før en strejke endeligt kan udelukkes, kræver det, at et flertal af Dansk Sygeplejeråds godt 80.000 medlemmer og Radiograf Rådets cirka 2500 medlemmer stemmer ja til mæglingsforslaget.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.