Læserbrev
Terroren i Ungarn satte ind efter en sejrrig, om end kortvarig, revolutionær kamp fra proletariatets side. Borgerskabet havde midlertidigt skælvet for proletariatets magt. Horthy-terroren kom som en hævn over revolutionen. Og det var en lille kaste af feudale officerer, der eksekverede hævnaktionen.
Kun hvis vi forstår, at fascismen tænder og opildner brede sociale masser, som har mistet deres tidligere eksistensgrundlag og dermed ofte deres tro på systemet, vil vi være i stand til at bekæmpe den.
Det er anderledes med fascismen. Den er på ingen måde borgerskabets hævn over proletariatet, fordi det har rejst sig til kamp. Historisk set, objektivt set, kommer fascismen snarere som en straf for proletariatets manglende evne til at fortsætte og videreføre den revolution, der blev indledt i Rusland. Og bæreren af fascismen er ikke en lille kaste, men det er brede sociale lag, store masser, der endda når ind i proletariatet.
Vi må gøre os disse væsentlige forskelle klart, hvis vi vil gøre op med fascismen. Vi vil ikke overvinde den med militære midler alene – for at bruge det udtryk – vi må også besejre den politisk og ideologisk. (…)
Clara Zetkin (1857-1933) var en tysk revolutionær og kommunist. Hun var blandt initiativtagerne til at gøre 8. marts til Kvindernes Internationale Kampdag.
Da det tyske socialdemokrati blev splittet i forbindelse med Første Verdenskrig, gik Clara Zetkin sammen med Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg med i Spartakusforbundet. Fra 1920 til 1933 var hun medlem af den tyske rigsdag for Tysklands Kommunistiske Parti, KPD.
Fascismen er et udtryk for systemets forfald
Reformisterne betragter fascismen som et udtryk for det borgerlige klasseherredømmes urokkelighed, for dets altoverskyggende magt og styrke, som proletariatet ikke kan hamle op med, og som det er forkert og nytteløst at tage kampen op imod. Derfor er der ikke andet tilbage for proletariatet end at træde stille og beskedent til side og ikke provokere det borgerlige klassestyres tiger eller løve ved at kæmpe for sin egen befrielse, for sit eget diktatur. Kort sagt: Proletariatet skal give afkald på nutiden og fremtiden og tålmodigt vente på, om det dog ikke kan komme blot en smule fremad ved at følge demokrati- og reformvejen.
Jeg – og vel alle kommunister med mig – er af den modsatte opfattelse. Nemlig at fascismen, uanset hvor meget den måtte spille med musklerne, er en udløber af den kapitalistiske økonomis nedbrydning og forfald og et symptom på den borgerlige stats opløsning. Kun hvis vi forstår, at fascismen tænder og opildner brede sociale masser, som har mistet deres tidligere eksistensgrundlag og dermed ofte deres tro på systemet, vil vi være i stand til at bekæmpe den. Opløsningen af den kapitalistiske økonomi og den borgerlige stat udgør faktisk den ene rod til fascismen.
Allerede i førkrigstiden finder vi symptomer på, at kapitalismen proletariserer borgerlige lag. Siden har krigen revet den kapitalistiske økonomi op med rode. Det viser sig ikke kun i proletariatets uhyre forarmelse. Det viser sig i lige så høj grad ved, at også de bredeste små- og mellemborgerlige masser proletariseres, i småbøndernes nød og i de dystre udsigter for intelligentsiaen.
Intelligentsiaens nød er så meget desto større, fordi kapitalismen i førkrigstiden gjorde sig umage med at skabe en overproduktion af den. Kapitalisterne skabte et masseudbud af arbejdskraft inden for intellektuelt arbejde for derved at kunne slippe den beskidte konkurrence løs og presse lønningerne i bund. Det var netop fra disse kredse, at imperialismen og den imperialistiske verdenskrig rekrutterede mange af deres ideologiske forkæmpere.
I øjeblikket oplever alle disse lag, at deres håb for krigen lider skibbrud. Deres situation er voldsomt forværret. Tungest belastes de af, at det eksistensgrundlag, de stadig havde i førkrigstiden, nu er væk.
Jeg har ikke nået til dette synspunkt alene på baggrund af forholdene i Tyskland, hvor navnlig de borgerlige intellektuelle oplever en nød, der ikke sjældent er større end arbejdernes elendighed. Nej, tag til Italien! Jeg vil senere komme ind på, at rystelser i økonomien også dér var afgørende for, at de sociale masser sluttede sig til fascismen.
Men lad os se på et andet land, som i sammenligning med andre europæiske lande ikke kom så rystet ud af verdenskrigen, nemlig England. Her taler man i både pressen og det offentlige liv lige så meget om de mange “nyfattiges” elendighed som om de få “nyriges” enorme luksus og profit. I Amerika indvarsler bondebevægelsen stigende nød for en meget stor social klasse.
I alle lande er mellemlagenes situation forværret betydeligt. I nogle lande sker der tilmed det, at disse sociale lag pulveriseres, tilintetgøres. Som følge heraf søger tusinder og atter tusinder efter nye muligheder i livet, de søger brød og social sikkerhed. Der bliver flere af dem, fordi statslige og andre offentligt ansatte embedsmænd på lavt og mellemniveau slutter sig til dem. De får ligeledes følgeskab – også i de sejrende lande – af officerer, underofficerer og andre, som har mistet deres erhverv og udkomme. Sådanne sociale elementer danner et betydeligt underlag for fascismen og er udslagsgivende for, at den i nogle lande har en udpræget monarkistisk karakter.
Men vi ville ikke forstå fascismens natur fuldt ud, hvis vi udelukkende betragtede dens udvikling ud fra denne ene årsag, som i vid udstrækning forstærkes af staternes økonomiske situation og deres svindende autoritet.
Fascismen udnytter manglen på tro på socialismen
Fascismen har også en anden rod: Det er stagnationen, det langsomme tempo i verdensrevolutionen som et resultat af forræderiet fra arbejderbevægelsens reformistiske ledere.
En stor del af de proletariserede eller proletariseringstruede småborgerlige og mellemborgerlige lag, embedsmænd, borgerlige intellektuelle havde erstattet krigspsykologi med en vis sympati for reformistisk socialisme. De håbede på, at reformistisk socialisme med dens “demokrati” kunne forandre verden. Disse forventninger er blevet bittert skuffet.
Reformsocialisterne fører en blød koalitionspolitik, hvis omkostninger ikke kun betales af proletarerne og funktionærerne, men også af embedsmænd, intellektuelle, små- og mellemborgere af enhver art. Disse lag mangler generelt set teoretisk, historisk og politisk uddannelse. Deres sympati for reformsocialismen var ikke dybt forankret.
Derfor har de ikke blot mistet troen på de reformistiske ledere, men også på selve socialismen. “Socialisterne lovede os, at vores byrder og lidelser ville lettes, de lovede alle mulige smukke ting, en omorganisering af samfundet efter retfærdighedens og demokratiets principper”, sagde de. “Men de store og rige fortsætter med at styre og regere og dét endnu hårdere end før.” Proletariske elementer slutter sig til de borgerlige, der er skuffede over socialismen.
Og alle disse skuffede mennesker – uanset om de er af borgerlig eller proletarisk herkomst – oplever tilmed tabet af en værdifuld åndelig kraft, som ellers ville gøre det muligt for dem at fatte håb for fremtiden i en dyster tid: De mister tilliden til proletariatet som samfundsforandrende klasse. De reformistiske lederes forræderi vejer ikke så tungt for de skuffede elementer som det andet faktum, nemlig at de proletariske masser tolererer forræderiet, at de fortsat, uden oprør, bærer det kapitalistiske åg, ja, at de tilmed finder sig i hårdere pinsler end før.
Når sandt skal siges, må jeg tilføje, at selv kommunistpartierne – hvis jeg ser bort fra Rusland – ikke er uden skyld i, at der i proletariatet er desillusionerede mennesker, som kaster sig i armene på fascismen. Disse partiers aktioner har ikke altid været kraftfulde nok, deres aktivitet utilstrækkelig, og de har ikke grebet masserne dybt og stærkt nok. Jeg ser her bort fra taktiske fejl, som måtte have ført til nederlag.
Der er ingen tvivl om, at nogle af de mest aktive og energiske revolutionært indstillede proletarer ikke har fundet vej til os, eller de er vendt om på vejen hen imod os, fordi de har følt, at vi ikke var energiske eller aggressive nok, og fordi vi ikke har forstået at gøre dem tilstrækkeligt bevidste om, hvorfor vi nogle gange – berettiget men ufrivilligt – har måttet vise tilbageholdenhed.
Den autoritære stat er fascismens middel
Tusindtallige masser strømmede til fascismen. Den blev et asyl for de politisk hjemløse, for de socialt rodløse, for de fattige og de desillusionerede. Og hvad de ikke tiltroede proletariatets revolutionære klasse og socialismen, tiltror de “de dygtigste, stærkeste, mest beslutsomme, modigste elementer” fra alle klasser, forenet i et fællesskab.
For fascisterne er dette fællesskab nationen. De mener, at en ærlig vilje til at skabe en ny og bedre social orden er stærk nok til at bygge bro over alle klasseforskelle. Midlet til at realisere det fascistiske ideal er for dem staten. En stærk, autoritær stat, som de skaber i deres eget billede, og som er deres villige redskab. Højt hævet over alle partiforskelle og klassemodsætninger vil denne stat sidde på tronen og forme omverdenen i overensstemmelse med deres ideologi, deres program.
Det er indlysende, at fascismen, alt efter hvordan den er sammensat socialt, også indeholder elementer, som kan blive overordentligt ubehagelige, endda farlige, for det borgerlige samfund. Videre: Jeg hævder, at de må blive farlige for det borgerlige samfund, hvis de forstår deres alleregentligste interesser. Faktisk! Hvis det er tilfældet, må de gøre deres for at sikre, at det borgerlige samfund knuses så hurtigt som muligt, og kommunismen realiseres.
Kendsgerningerne har imidlertid hidtil vist, at revolutionære elementer i fascismen er blevet overhalet indenom af reaktionære elementer. Et fænomen tilsvarende andre revolutioner gentager sig. De småborgerlige og mellemste lag i samfundet vakler først ubeslutsomt mellem proletariatets og borgerskabets enorme historiske hære. Deres livs trængsler, til dels også de bedste længsler, de højeste idealer i deres hjerter, får dem til at sympatisere med proletariatet, så længe sidstnævnte ikke blot optræder revolutionært, men synes at have udsigt til sejr. Under indtryk af masserne og deres behov, under indflydelse af denne situation, må selv de fascistiske ledere i det mindste flirte med det revolutionære proletariat – selv om de ikke inderst inde sympatiserer med det.
Men så snart det viser sig, at proletariatet selv afstår fra at fortsætte revolutionen, at det under indflydelse af de reformistiske ledere trækker sig tilbage fra slagmarken, sky for revolutionen og fromme for kapitalismen, har fascisternes brede masser stillet sig der, hvor de fleste af deres ledere stod fra begyndelsen – bevidst eller ubevidst – nemlig på borgerskabets side. (…)
Det er indlysende, at fascismen har forskellige karakteristika i forskellige lande, afhængigt af de konkrete omstændigheder. Men to karakteristika er fælles for alle lande: Et pseudorevolutionært program, som er usædvanligt dygtigt til at appellere til de brede sociale massers stemninger, interesser og krav, og brugen af den mest brutale, voldelige terror. (…)
Fascismen må overvindes politisk og ideologisk
Den resolution, jeg har fremlagt, opstiller forskellige midler, som vi skal bruge, forskellige opgaver, som vi skal udføre for at besejre fascismen. Jeg vil ikke gå i detaljer med dem, jeg tror, de er selvindlysende. Jeg vil blot understrege, at de alle går i to retninger:
Fascismen blev et asyl for de politisk hjemløse, for de socialt rodløse, for de fattige og de desillusionerede.
Det ene sæt opgaver sigter mod den ideologiske og politiske overvindelse af fascismen. Disse opgaver er af enorm betydning. De kræver til en vis grad en ændring eller en mere præcis holdning til visse sociale fænomener, som er iboende i fascismen, og den kræver et højt aktivitetsniveau.
Vi må være bevidste om, at fascismen, som jeg sagde i begyndelsen, er en bevægelse for de sultne, de nødlidende, de fattige og de desillusionerede. Vi må stræbe efter enten at integrere de sociale lag, der nu falder for fascismen, i vores kamp eller i det mindste neutralisere dem for kampen. Med den største klarhed og styrke må vi forhindre dem i at levere tropper til borgerskabets kontrarevolution.
For så vidt som vi ikke kan vinde disse lag for vores parti, for vores idealer, ikke kan trække dem ind i de revolutionære proletariske kamphæres rækker, må det i stedet lykkes os at neutralisere dem, gøre dem sterile, eller hvordan man ellers kan udtrykke det. De må ikke længere udgøre en trussel for os som bourgeoisiets landsknægte. Forudsætningerne for vores succes ligger i de livsbetingelser, som borgerskabets klasseherredømme på det nuværende stadie af den historiske udvikling påtvinger disse lag.
Jeg lægger meget stor vægt på, at vi målbevidst og med stor konsekvens tager den ideologiske og politiske kamp om sjælene blandt medlemmerne af disse lag, herunder i den borgerlige intelligentsia. Vi må gøre os klart, at der her er tale om, at de ubestrideligt voksende masser søger en vej ud af tidens frygtelige trængsler.
Det er på ingen måde kun et spørgsmål om at fylde maven. Nej, de bedste elementer af dem leder efter en vej ud af dyb åndelig nød. De ønsker nye faste håb, nye urokkelige idealer, et verdensbillede, på hvis grundlag de kan forstå naturen, samfundet, deres eget liv, et verdensbillede, som ikke er en gold formel, men som virker skabende, dannende.
Vi må ikke glemme, at fascisternes voldelige flokke ikke udelukkende består af krigsbøller, af mennesker med en mentalitet som landsknægte, for hvem terror er en fornøjelse, og af pjalte, der kan købes for hvad som helst. Blandt dem finder vi også de mest energiske elementer i de pågældende kredse, dem, der er mest i stand til at udvikle sig.
Med alvor og med forståelse for deres situation og deres brændende ønske må vi begynde at arbejde blandt dem og vise dem, at vejen ud ikke fører baglæns, men snarere forlæns, til kommunismen. Kommunismens enorme storhed som et verdenssyn vil vinde deres sympati for os.
Den Tredje Internationale er, i modsætning til Anden Internationale, ikke kun en internationale for eliten af hvide proletarer i Europa og Amerika. Den er en internationale for de udbyttede af alle racer. Derfor må det kommunistiske parti i alle lande nu ikke kun være forkæmper for lønarbejderne i ordets snævre forstand, ikke kun forkæmper for den del af proletariatet der udfører håndens arbejde, men også forkæmper for intellektuelle arbejdere, leder af alle sociale lag, der gennem deres livsinteresser, deres længsel efter at tilegne sig en mere fremskreden kultur, kommer i stigende opposition til den kapitalistiske orden. (…)
Læs også
Kommunismen er det nye livs flamme
Vi må ikke begrænse os til at kæmpe med masserne og for masserne blot for vores politiske og økonomiske program. Det er klart, at de politiske og økonomiske krav presser sig på. Men hvordan kan vi tilbyde masserne mere end forsvaret af deres brød? Vi må samtidig give dem hele det ædle, indre indhold af kommunismen som et verdenssyn.
Hvis dette gøres, vil vores bevægelse slå rod i alle sociale lag, især blandt de borgerlige intellektuelle, der som følge af de seneste års historiske udvikling er blevet usikre i deres tænkning og vilje, som har mistet den gamle verdensanskuelse uden i tidens storme at have fundet en ny, fast verdensanskuelse. Lad os ikke lade de søgende blive vildfarne.
Når jeg ud fra denne tankegang siger: “Gå ud til masserne!” så lad mig understrege, hvad der er forudsætningen for succes. Vi må ikke glemme Goethes ord: “Getretener Quark wird breit, nicht stark.” (2) Vi skal holde vores kommunistiske ideologi meget stærk, meget klar. Jo mere vi nærmer os masserne, desto mere nødvendigt er det, at det kommunistiske parti er en organisatorisk og ideologisk sammenhængende enhed.
Vi må ikke flyde ud i masserne på en bred, gopleagtig måde. Det ville føre til den mest skadelige opportunisme, og vi ville også lide skammeligt nederlag i vores bestræbelser på at nå masserne. Fra det øjeblik vi opgiver vores sande eksistens som parti og giver indrømmelser til “massernes uforstand” – nye og gamle masser – mister vi det, der er det vigtigste, det mest forpligtende for de søgende: Det nye historiske livs flamme, som skinner og varmer, giver håb og kampkraft.
Noter:
1) Horthy-navnet henviser til lederen af det kontrarevolutionære regime i Ungarn. Horthy og Co. omstyrtede den ungarske sovjetrepublik, der eksisterede fra marts til august 1919.
2) “Getretener Quark wird breit, nicht stark.” Et berømt Goethe-citat, der direkte oversat betyder: “Hvis man tramper på en ost, bliver den flad, ikke stærk”
Clara Zetkins tale blev holdt den 20. juni 1923 på et udvidet møde i Kommunistisk Internationales eksekutivkomité. Den bringes her i uddrag, blandt andet er et længere afsnit om fascismen i Italien udeladt. Oversættelsen er sket på baggrund af Clara Zetkin, Selected Speeches and Writings, vol. 2, Berlin 1960, ligesom den tyske version (bragt i Marxistische Blätter 2, 2023) er konsulteret. Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
