Vrede og utilfredshed
Shahin Aakjær, der i det danske hiphop-miljø er kendt under navnet Fabeldyret, har med bogen, “RapTilHjernen: Sådan lærer du at rappe”, udgivet en alsidig fagbog til dig, der drømmer om at blive rapper.
Med historiske indblik og udtalelser fra over 60 af de mest anerkendte rimsmede i landet har Shahin produceret en bog af høj kulturhistorisk værdi – især hvis du spørger en rapnørd som jeg selv.
Jeg vil vove den påstand, at alle rapppere vil lære noget nyt ved at læse bogen.
Bogen tager dig fra de første simple rim gennem studiet og hele vejen til koncerten. Her bliver du gradvist præsenteret for mere og mere avancerede rimmønstre, metoder til at flyde på et beat, samt hvordan du skriver den hårde punchline, holder på en mikrofon og kommer helt ud over scenekanten.
Et vigtigt afsnit i bogen er “Budskaber”. Her fortæller Shahin om, hvordan rap historisk er blevet brugt som et talerør og “som soundtrack til protester og demonstrationer verden over”. Man må aldrig glemme, hvad rap har betydet – og fortsat betyder – for sociale bevægelser mod racisme, fattigdom, politivold, krig og meget andet.
Ikke kun for nybegynderne
Som rapper, der går op i at skrive gode tekster med avancererede rimskemaer og politiske budskaber, kan det, i en verden af store pladeselskaber, streamingtjenester og pengeinteresser, være enormt svært at gøre kunsten til sin levevej.
Foruden at udgive musik og spille koncerter, forsøger mange rappere at få enderne til at mødes ved at undervise i rap. Men det kan være udfordrende at undervise i noget, som du aldrig selv er blevet undervist i. Modsat de fleste guitariser har mange rappere bare været nødt til at prøve sig frem, da undervisning i rap først er blevet mere udbredt i de senere år.
Også hér bliver RapTilHjernen yderst relevant. Bogen er nemlig også til dig, der vil blive bedre til at undervise i rap. Shahin Aakjær beskriver en række gruppelege og inspirationsøvelser, der kan sparke undervisningen i gang, ligesom afsnittet om “Takter” kan være god baggrundsviden for en rapunderviser, der selv har været vant til bare at “føle” et beat.
På den måde er RapTilHjernen altså ikke kun en bog for nybegynderne. Jeg vil vove den påstand, at alle rapppere vil lære noget nyt ved at læse bogen.
Jeg har skrevet raptekster i over 10 år, men har eksempelvis aldrig forsøgt mig med at skrive “trackets kerne og sidste linje” først, sådan som Mund De Carlo anbefaler det i bogen. Jeg skriver stort set altid mine tekster på PC eller mobil, men har heller aldrig tænkt over, at der ville være færre forstyrrelseselementer ved at skrive med en kuglepen på en papirblok.
Sådan åbner bogen op for nye muligheder for en lyriker.
Et savnet opgør
Dét du læser nu er en anmeldelse. Alle anmeldelser er udtryk for subjektive holdninger typisk fra en enkeltperson. Det minder jeg dig om, da jeg nu vil komme med en kritisk bemærkning.
I afsnittet “Hvorfor taler de så grimt?” giver Shahin Aakjær udtryk for, at rap altid har “måttet høre for meget”, og det giver han flere eksempler på. Et eksempel omhandler Den Gale Poses nummer “Flere Ho’s” fra 1996, der blev anklaget for at være sexistisk.
Da RapTilHjernen inkluderer flere historiske tilbageblik, der skaber en forståelse for rap og hiphop, savner jeg den kritiske vinkel. Jeg savner blandt andet spørgsmålet om, hvorvidt genren må kigge indad og anerkende, at rap historisk set har været præget af en grad af diskrimination mod kvinder og andre grupper som eksempelvis homoseksuelle – i et fag domineret af heteroseksuelle mænd.
Det skal på ingen måde lyde som om, at jeg opfatter bogens forfatter som en person, der ikke tager problemer med sexisme eller hvilken som helst form for diskrimination alvorligt. Shahin har tydeligvis gode, progressive værdier som menneske, og dette kommer både til udtryk i bogen og i hans musik.
Jeg vil blot anfægte bogens argument om, at man som rapper kan opbygge en karakter i sine tekster og på den måde slippe afsted med at sige det meste på et beat. Jeg mener stadig, at man har et ansvar for den karakter, man opbygger. Det er nemlig ikke altid til at vide, hvem, der er en karakter, og hvem, der taler for sig selv.
Det kan godt være, at det senere viste sig, at den danske rapgruppe Odense Assholes faktisk bare var karakterer, da de udgav numre som “Kælling Du Ka’ Ik Køre Bil” og “Bøsser Bløder Lyserødt”. Men jeg skulle hilse fra 00’erne i Esbjerg og sige, at mange af deres fans mente det dødalvorligt, når de skrålede med på teksterne i bussen til Brøndby away.
Og hvem ved om den amerikanske rapper DMX var en karakter, da han i 2003 udgav det populære nummer “Where The Hood At?”. Her rapper han, at han nægter at “røre din hånd”, hvis du er homoseksuel. Selvom nummeret udkom før YouTube-tiden, har musikvideoen fået over 135 millioner views på hjemmesiden.
Jeg savner generelt et opgør med de sexistiske og homofobiske tendenser, der – ligesom i resten af samfundet – har gjort sig gældende i rapgenren. Men lige dét tilbyder RapTilHjernen mig ikke. Bogen er en hyldest til hiphop, og det er sådan, den må læses.
Velfortjent hyldest
Og det er uden tvivl en velfortjent hyldest! For selvom rap ikke har været en fejlfri genre – disse findes naturligvis ikke – så har rap en helt speciel evne til at sætte ord på alt fra indre følelser og sociale problemer.
Det gælder også for flere og flere kvinde- og LGBT-rappere, der gør sig gældende på den danske rapscene.
Det er ikke længere unormalt at tage til et hiphop-jam, hvor der er flere kvinder på scenen end mænd. Her kan de netop bruge rappen til at fortælle om de udfordringer, de er blevet stillet overfor – i og udenfor hiphop-kulturen.
Rap er en måde at udtrykke sig på. En kunstform, der giver en stemme til folk, der ofte er blevet overhørt i samfundet.
Med RapTilHjernen giver Shahin Aakjær en stor og alsidig hjælpende hånd til dem, der vil gøre deres stemme hørt. Og det er i sig selv hæderligt.
Med 18 albums og EP’er i bagagen er der ingen tvivl om, at hans erfaring vil komme enhver spirende MC til gode.
Der skal hermed lyde en kæmpestor anbefaling til at få fingre i bogen. Den kan købes i alle bogbutikker til en pris mellem 150 og 200 kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
