Vestlige våbenfirmaer, der har bestukket politikere og skabt korruption i det globale syd, profiterer nu på at forlænge krigen i Ukraine. Våbenfirmaerne sender nemlig våben til Ukraine, efter firmaerne igennem flere år også har bevæbnet den russiske hær.
Dét kritiserer Andrew Feinstein, tidligere medlem af Sydafrikas parlament for partiet African National Congress (ANC) og forfatter til bogen The Shadow World – Bag om den internationale våbenhandel, der er blevet filmatiseret som dokumentar.
– Krigen i Ukraine er endnu et eksempel på, hvordan våbenfirmaer skaber den perfekte grobund for en konflikt ved at bevæbne begge sider af konflikten. Og det vil selvfølgelig kun gøre konflikten meget mere brutal og blodig, og mange flere mennesker vil dø, siger Feinstein til Arbejderen.
Han advarer imod, at Vestens regeringer forlænger krigen ved at sende flere og flere våben til Ukraine. Prisstigninger som følge af krigen fører i forvejen til fattigdom verden over, og situationen i det globale syd er “fuldkommen desperat”.
Introduktion
Ngo’en Global Aktion har inviteret Andrew Feinstein til København, hvor dokumentaren Shadow World blev vist i Cinemateket den 17. maj.
Feinstein, der er vokset op som hvid under apartheid i Sydafrika, blev medlem af ANC, da det stadig var et ulovligt parti, fordi det ville afskaffe apartheid.
Feinsteins politiske aktivisme gjorde, at han i 1986 måtte forlade Sydafrika “med meget kort varsel”. Apartheidstyret ville nemlig tvinge ham i hæren, putte ham i en uniform og udstationere ham i de selv samme områder for sorte mennesker, hvor han før havde udøvet nødhjælpsarbejde.
Derfor boede han i fire år i Storbritannien, hvor han lige var begyndt på sin ph.d. i økonomi, da ANC endelig blev erklæret for et lovligt parti, og Nelson Mandela blev løsladt fra fængslet.
Fra sejr over apartheid til korrupt våbenhandel
– Så snart jeg kunne, vendte jeg tilbage til Sydafrika. Her fungerede jeg som facilitator i forhandlingerne mellem Sydafrikas politiske partier op til vores første parlamentsvalg i 1994, fortæller Andrew Feinstein.
Efter ANC havde væltet apartheidstyret og vundet regeringsposten, blev Feinstein en del af Sydafrikas parlament som medlem af ANC. Her arbejdede han under præsident Mandela og senere præsidenten Thabo Mbeki. Det var under Mbekis ledelse, at Feinstein måtte forlade parlamentet.
– Mbeki accepterede alt, der kom partiet til gode inklusive korruption. Den mest afgørende sag var i 1999, da Mbeki som leder af ANC købte våben til en værdi af 10 milliarder dollars. Det skete, selv om Sydafrika ikke havde nogen fjender, og det har vi stadig ikke, understreger Feinstein.
Ifølge den tyske medieorganisation Deutsche Welle viser en rapport, at det tyske våbenfirma MAN Ferrostaal bestak Mbeki med over fire millioner dollars for at få gennemført en våbenhandelsaftale.
– En stor andel af betalingen gik desuden til vores parti. Ved ANC’s andet valg i 1999 blev vores kampagne finansieret gennem våbenhandlen, oplyser Feinstein.
Han sad dengang i en komité, der blev bedt om at undersøge regeringens våbenhandel for korruption. Men da Mbeki fandt ud af dette, “blev han rasende” og prøvede at lukke undersøgelsen ved at fortælle Feinstein, at resultatet kunne blive “pinligt for partiet”.
– Jeg svarede, at da jeg blev medlem af parlamentet, svor jeg en ed på at opretholde grundloven. Og det var landets grundlov, ikke partiets, og partiet havde brudt den grundlov, fortæller Feinstein.
Da Sydafrikas demokrati blev korrumperet
Som følge af Andrew Feinsteins insisteren på at gennemføre undersøgelsen af regeringens våbenhandel blev han “sparket ud af komiteen”. Senere fik Feinstein at vide, at partiets ledelse ville tage hans plads i parlamentet fra ham, hvorefter han selv forlod parlamentet.
Feinstein anser i dag ANC-regeringens våbenhandel i 1999 som et vendepunkt for Sydafrika.
Læs også
– De våbenhandelsaftaler, som vi indgik med britiske, franske, tyske, spanske og italienske våbenfirmaer, markerer det tidspunkt, hvor mit parti mistede sit moralske kompas. Det var tidspunktet, hvor Sydafrikas demokrati blev korrumperet, siger Feinstein og fortsætter:
– Og det er politiske ledere og Vestens våbenfirmaer, der er ansvarlige for at korrumpere Sydafrika. Så når folk i Vesten kritiserer det globale syd for korruption, glemmer de, at langt størstedelen af korruptionen kommer fra vestlige lande.
Ifølge den tværfaglige forskningsgruppe The Global Justice Program udgør korruption i forbindelse med våbenhandel over 40 procent af al korruption i verden.
Våben skaber ikke huse, skoler eller medicin
Andrew Feinstein forklarer, at bestikkelse i forbindelse med våbenhandel foregår ved, at våbenfirmaerne forhøjer prisen på en handel for så at betale det ekstra beløb tilbage til de givne politikere. Det var ifølge Feinsten det, der fandt sted, da Sydafrikas regering købte våben for 10 milliarder dollars i 1999.
Og korruption, der får regeringer i det globale syd til at bruge enorme mængder penge på våben, har hårde konsekvenser for folk i et land som Sydafrika.
Hvis ikke det var for våbenfirmaer som Lockheed Martin, ville den royale familie i Saudi-Arabien være blevet væltet for længe siden.
Andrew Feinstein, forfatter og tidligere medlem af Sydafrikas parlament for ANC
– Vi endte med at betale en 35 procents bonus på alle de våben, vi købte. Og hvad kunne vi ellers have gjort med de penge, siger Feinstein og fortsætter:
– Vi kunne have bygget to millioner huse i et land, hvor befolkningen mangler 2,5 millioner huse. Vi kunne have bygget over 1100 skoler og betalt lærere på disse skoler i over 10 år. I et land, der i dag har en formel arbejdsløshed på 37 procent, kunne vi have skabt 100.000 nye stillinger om året og finansieret dem i 10 år frem.
– Men vigtigst af alt: På et tidspunkt, hvor regeringen brugte 10 milliarder dollars på våben, sagde præsidenten Thabo Mbeki til de seks millioner sydafrikanere, der levede med hiv eller aids, at regeringen ikke havde råd til at forsyne dem med antiretroviral medicin for at holde dem i live.
Ifølge Harvard Universitets Skole for Offentlig Sundhed Harvard T.H. døde over 330.000 sydafrikanere af hiv/aids mellem 2000 og 2005 som følge af regeringens mangel på medicin og behandling. Mindst 35.000 babyer blev født med hiv-infektioner, der kunne have være undgået.
Fra Chile til Saudi-Arabien
Andrew Feinstein finder det vigtigt at pointere, at Sydafrika blot er ét eksempel på, hvordan våbenfirmaer har korrumperet lande i det globale syd.
Han peger først på Chile, hvor USA’s våbenfirmaer nød godt af, at fascisten Augusto Pinochet kuppede sig til regeringsmagten og etablerede et militærdiktatur i 1973.
– Det var USA’s våbenfirmaer, der bevæbnede Pinochet og forsynede ham med torturredskaber, så han kunne gennemføre sine forfærdelige handlinger i 30 år, oplyser Feinstein.
Han peger herefter på verdens største våbenfirma Lockheed Martin, der så sent som i marts indgik en aftale om at investere en milliard dollars i at fremstille våben i det enevældige kongedømme Saudi-Arabien, efter landet gennem mange år har været en af verdens største våbenimportører, oplyser Reuters.
– Hvis ikke det var for våbenfirmaer som Lockheed Martin, ville den royale familie i Saudi-Arabien være blevet væltet for længe siden. Den er hadet af en stor del af deres befolkning, pointerer Feinstein.
Ukraine
Andrew Feinstein fortæller, at de vestlige våbenfirmaer “er meget tætte med deres regeringer”, selvom firmaerne ofte begår korruption.
– Meget af den korruption består i at korrumpere politikere og tilbyde penge til politiske partier, både på lovlig vis som i USA og på ulovlig vis som i Europa, siger han og fortsætter:
– Så først og fremmest mener jeg, at dét får vores regeringer til at være meget militaristiske og fokusere på militære løsninger på konflikter. Og krigen i Ukraine er til dels en konsekvens af denne militarisme. Vi bliver nødt til at spørge os selv, om vores regeringer har gjort nok for at forhindre konflikten.
Hvis du kaster våben ind i en konflikt, vil den selvfølgelig vare i længere tid.
Andrew Feinstein, forfatter og tidligere medlem af Sydafrikas parlament for ANC
Feinstein finder det vigtigt at pointere, at han “på ingen måde støtter invasionen af Ukraine”.
Men han kritiserer stadig NATO-landene og den ukrainske regering for at ville optage Ukraine i NATO, blandt andet fordi at USA’s daværende statssekretær James Baker i 1990 lovede Rusland, at NATO ikke vil udvide sig med “én tomme østpå”, fremgår det af Det Nationale Sikkerhedsarkiv i USA.
– Men NATO har udvidet sig langt østpå. Og med den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskijs udtalelse om, at Ukraine planlagde at tilslutte sig NATO, ville Rusland have udsigt til USA’s militærbaser og missilsystemer på den russiske grænse, siger Feinstein.
– Behøvede vi at nå til dette punkt? Burde vores regeringer ikke have rejst sig op og sagt, at Ukraine ikke ville komme i betragtning til at være medlem af NATO, fordi dette ville være antagonistisk, fortsætter han.
En god forretning
I modsætning til at skabe mere fred i verden mener Andrew Feinstein, at vestlige regeringer “fokuserer på at skabe mere krig”. Han peger i den forbindelse på våbenfirmaers lobbyisme.
– En af grundene til, at vestlige regeringer fokuserer på at skabe mere krig, er, at det er en god forretning for politikere, siger Feinstein.
Han kritiserer i den forbindelse, at vestlige lande inklusive Danmark har besluttet at sende våben til Ukraine angiveligt for at hjælpe det ukrainske militær med at besejre Rusland.
– Hvis du kaster våben ind i en konflikt, vil den selvfølgelig vare i længere tid. Især når du i realiteten bevæbner begge sider af konflikten. For lad os ikke glemme, at flere af de vestlige lande, der i dag sender våben til Ukraine, også har forsynet Rusland med våben i årene før, påpeger Feinstein.
Ifølge det europæiske forskningsmedie Investigate Europe har 10 medlemslande af EU solgt missiler, fly, bomber og raketter til en værdi af 346 millioner euro til Rusland efter 2014, da Rusland ellers blev underlagt embargo. Disse våben kan nu blive brugt mod Ukraine.
Feinstein oplyser i den forbindelse, at international lov sikrer, at vestlige lande kan tilbagekalde de våben, som de har solgt til Rusland.
– Men det vil regeringerne selvfølgelig aldrig gøre, for så vil Rusland jo kræve sine penge tilbage, tilføjer Feinstein.
Øger forsvarsbudgettet
En af hans bekymringer for krigen i Ukraine er, hvilke motiver der har ligget bag de vestlige lande, når de har skabt grobund for en konflikt mellem Ukraine og Rusland ved at bevæbne begge sider.
– Når du har en konflikt som denne, så øger lande deres forsvarsbudget, siger Andrew Feinstein.
Efter Ruslands invasion af Ukraine har et land som Tyskland besluttet at øge sit forsvarsbudget for 2022 med 100 milliarder euro, oplyser Deutsche Welle.
Ligeledes har den danske regering besluttet at betale 18 milliarder kroner mere til Danmarks militær hvert år.
Økonomiske konsekvenser
Andrew Feinstein anser det som dybt problematisk, at vestlige lande øger deres forsvarsbudgetter i en tid, hvor verden står over for klimaforandringer, inflation og den globale covid-19-pandemi. Han peger i den forbindelse på Storbritannien, hvor han selv er bosat.
– Det er værd at huske starten af coronapandemien, da Storbritannien ikke engang kunne skaffe masker og handsker til sundhedsarbejderne. Men vi øger vores militærbudget med 17 milliarder pund, kritiserer Feinstein.
Konsekvenserne for de fattigste mennesker er massive.
Andrew Feinstein, forfatter og tidligere medlem af Sydafrikas parlament for ANC
På grund af mangel på beskyttelsesudstyr var britiske sygeplejesker tvunget til at iklæde sig skraldesække, da covid-19 overvældede landets hospitaler, oplyser BBC.
Men imens pandemien i dag virker afdæmpet, står verden over for inflation. I Storbritannien ramte inflationen ni procent i april, hvilket er det højeste inflationsniveau siden 1982. Især prisen på elektricitet og fødevarer er røget i vejret, oplyser Al Jazeera.
– Størstedelen af de arbejdsløse og selv mange folk, der har et arbejde i Storbritannien, har ikke råd til at brødføde deres familier. Der er i dag flere mennesker, der bruger fødevarebanker, end på noget andet tidspunkt siden Anden Verdenskrig, oplyser Feinstein.
Ifølge den britiske ngo The Trussell Trust udleverede Storbritanniens fødevarebanker 2,5 millioner nødhjælpsmadpakker i 2020, hvilket var en stigning på 128 procent sammenlignet med 2015.
Situationen er desperat i det globale syd
– Så når folk i rigere lande ikke er i stand til at brødføde sig selv, hvad tror du så, der sker i fattigere lande? Situationen er fuldkommen desperat, siger Andrew Feinstein.
– Der kommer til at være større arbejdsløshed. Flere af disse lande er afhængige af turisme, hvilket vil kollapse i løbet af de næste par år. Så konsekvenserne for de fattigste mennesker er massive, fortsætter han.
Et land som Sri Lanka, hvis økonomi i høj grad afhænger af turisme, oplever i øjeblikket en historisk krise, hvor blandt andet prisstigninger som følge af krigen i Ukraine skaber akut mangel på fødevarer, benzin og medicin, skriver Washington Post.
Ligeledes har Kenya set prisen på fødevarer stige med 20 procent som følge af klimaforandringer og inflation, hvilket betyder, at over tre millioner mennesker har behov for fødevarehjælp, oplyser FN’s Fødevareprogram.
Derfor bekymrer det Feinstein, når vestlige politikere og våbenfirmaer samarbejder om at forlænge krigen i Ukraine ved at sende våben til konfliktzonen fremfor at satse på diplomatiske løsninger.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.