Ny chikanesag
Imperier følger ofte en græsk tragedie, der frembringer præcis den skæbne, som de forsøger at undgå. Det er med sikkerhed tilfældet for det amerikanske imperium, der afmonterer sig selv i alt andet end slowmotion.
Den grundlæggende antagelse indenfor økonomiske og diplomatiske prognoser er, at hvert land handler ud fra sin egen interesse. Et sådant ræsonnement er ikke til nogen hjælp i dagens verden. Observatører på tværs af det politiske spektrum bruger sætninger som “at skyde sig selv i foden” for at beskrive USA’s diplomatiske konfrontation med både Rusland og allierede.
I mere end en generation har de mest fremtrædende amerikanske diplomater advaret om, hvad de troede ville repræsentere den ultimative eksterne trussel: En alliance mellem Rusland og Kina der dominerer Eurasien. USA’s økonomiske sanktioner og militære konfrontationer har drevet dem sammen og driver andre lande ind i deres nye eurasiske kredsløb.
Tvinger lande væk fra dollaren
USA’s økonomiske og finansielle magt var forventet at kunne afværge denne skæbne. I løbet af det halve århundrede, siden USA droppede bindingen til guldet i 1971, har verdens centralbanker opereret med dollarstandarden og holdt deres internationale pengereserver i form af amerikanske statspapirer, amerikanske bankindskud og amerikanske aktier og obligationer.
Dette system af statslige gældsbeviser, der kom ud af dette, har gjort det muligt for USA at finansiere sine militære udgifter i udlandet og økonomiske dominans over andre lande blot ved at skabe gældsbeviser i dollars. Det amerikanske betalingsbalanceunderskud ender i centralbanker i lande med betalingsoverskud som deres reserve, mens debitorer i det globale syd har brug for dollars til at betale deres obligationsejere og drive udenrigshandel.
De amerikanske konfiskationer kan således endelig få Rusland til at afslutte den nyliberale monetære filosofi.
Dette monetære privilegium – dollarbeholdning – har gjort det muligt for amerikansk diplomati at påtvinge resten af verden nyliberal politik uden at skulle bruge meget militær magt på andet end at få fat i Mellemøstens olie.
Den nylige eskalering af USA’s sanktioner, der blokerer Europa, Asien og andre lande fra handel og investeringer med Rusland, Iran og Kina, har påført USA’s allierede enorme omkostninger – omkostninger i form af tabte muligheder.
Og den nylige konfiskering af guld og udenlandske reserver fra Venezuela, Afghanistan og nu Rusland sammen med den målrettede beslaglæggelse af velhavende udlændinges bankkonti (i håb om at vinde deres hjerter og sind sammen med generhvervelse af deres beslaglagte konti) har gjort en ende på ideen om, at dollarbeholdninger – eller dem i pund og euro placeret hos NATO-allierede – er en tryg investeringshavn, når verdens økonomiske forhold bliver ustabile.
Giver Rusland muligheder
Så jeg er noget skuffet over den hastighed, som dette USA-centrerede finansielle system er blevet af-dollariseret i løbet af blot et år eller to. Grundtemaet for min [bog, red.] Superimperialisme har været, hvordan USA’s statslige system med gældsbeviser gennem de sidste 50 år har kanaliseret udenlandsk opsparing til USA’s finansielle markeder og banker, hvilket har givet dollar-diplomatiet en gratis tur i gyngerne.
Jeg havde forventet, at af-dollariseringen ville blive anført af Kina og Rusland, ved at de ville tage kontrol over deres økonomier for at undgå den form for finansiel polarisering, der pålægger stramninger på USA. Men USA’s embedsmænd tvinger dem til at overkomme hvilken som helst tøven, de måtte have for at af-dollarisere.
USA’s diplomati har tværet i Europas ynkelige underkastelse ved at fortælle dets regeringer, at de skulle få deres erhvervsliv til at sælge ud af deres russiske aktiver for småpenge.
Jeg havde forventet, at afslutningen på dollarimperiet ville ske ved, at andre lande befriede sig fra den. Men det er ikke det, der er sket. USA-diplomater har valgt selv at standse international dollarisering og samtidig valgt at hjælpe Rusland med at opbygge sine egne midler til selvstændig landbrugs- og industriproduktion.
Denne globale proces har faktisk stået på i nogle år nu, begyndende med sanktionerne der blokerede USA’s NATO-allierede og andre økonomiske satellitstater fra at handle med Rusland. For Rusland havde disse sanktioner den samme effekt, som beskyttelsestold ville have haft.
Rusland var forblevet for betaget af frimarkedsideologi til at tage skridt hen mod beskyttelse af sit eget landbrug eller industri. USA ydede den hjælp, der var nødvendig, ved at påtvinge Rusland indenlandsk selvtillid (via sanktioner). Da de baltiske lande mistede det russiske marked for ost og andre landbrugsprodukter, skabte Rusland hurtigt sin egen oste- og mejerisektor – samtidig med at det blev verdens førende korneksportør.
Rusland opdager (eller er på nippet til at opdage), at det ikke har brug for amerikanske dollars som støtte for rublens valutakurs. Dets centralbank kan skabe de nødvendige rubler til at betale indenlandske lønninger og finansiere kapitaldannelse. USA’s beslaglæggelser kan således endelig få Rusland til at afslutte den nyliberale monetære filosofi, ligesom Sergei Glaziev [russisk politiker og økonom, red.] længe har talt til fordel for MMT [Modern Monetary Theory, red.].
Russiske oligarker vender hjem
Den samme dynamiske underminering af USA’s mål har fundet sted gennem sanktionerne mod de førende russiske milliardærer. Den nyliberale chokterapi og privatiseringerne i 1990’erne gav kun russiske kleptokrater en måde at tjene penge på de aktiver, de havde frarøvet regeringen: Det var ved at stifte et selskab og notere det som børsnoteret og sælge aktierne i London og New York. Den indenlandske opsparing var blevet udslettet, og amerikanske rådgivere overtalte Ruslands centralbank til ikke at udstede sine egne rubler.
Resultatet var, at Ruslands nationale olie-, gas- og mineralsektor ikke blev anvendt til at finansiere rationalisering og fornyelse af russisk industri og boligmasse. I stedet for at indtægterne fra privatiseringen blev investeret for at skabe økonomisk sikkerhed for Rusland, blev de brændt af på nyerhvervelser af britiske luksusejendomme, yachter og andre globale flygtige kapitalaktiver.
Men effekten af at holde de russiske dollar-, pund- og eurobeholdninger som gidsler har for oligarkerne betydet, at London er blevet et alt for risikabelt sted at opbevare sine formuer.
Ved at indføre sanktioner mod de rigeste russere, der er tættest på Putin, håbede amerikanske embedsmænd at få dem overtalt til at modsætte sig Putins brud med Vesten og dermed effektivt tjene som NATO’s indflydelsesagenter. Men russiske milliardærer begynder at se deres eget land som sikrest.
Fra dollar til guld
I mange årtier har USA’s centralbank og finansministerium kæmpet imod, at guld genvinder sin rolle i internationale reserver. Men hvordan vil Indien og Saudi-Arabien se på deres dollarbeholdninger, når Biden og Blinken forsøger at tvinge dem til at følge den amerikanske “regelbaserede orden” i stedet for deres egen nationale interesse?
De seneste amerikanske diktater har nærmest ikke efterladt andet alternativ end at begynde at beskytte deres egen politiske autonomi ved at konvertere dollar- og eurobeholdninger til guld som et aktiv fri for politiske forpligtelser i forhold til at blive holdt som gidsel for de stadigt dyrere og mere forstyrrende amerikanske krav.
USA’s diplomati har tværet i Europas ynkelige underkastelse ved at fortælle dets regeringer, at de skulle få deres erhvervsliv til at sælge ud af deres russiske aktiver for småpenge, efter at Ruslands valutareserver blev blokeret, og rublens valutakurs faldt. Blackstone, Goldman Sachs og andre amerikanske investorer flyttede hurtigt for at opkøbe, hvad Shell Oil og andre udenlandske virksomheder solgte ud.
Ny international økonomisk orden
Ingen troede, at verdensordenen efter krigen 1945-2020 ville vige så hurtigt. En helt igennem ny international økonomisk orden er ved at opstå, selvom det endnu ikke er klart, hvilken form den vil antage. Men at “tirre bjørnen” med USA/NATO-konfrontationen mod Rusland over Ukraine er nået til et punkt, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage.
Det handler ikke længere kun om Ukraine. Det var blot udløseren, en katalysator til at drive store dele af verden bort fra USA’s og NATO’s kredsløb.
Det endelige brud med NATO’s eventyrlyst skal komme inde fra selve USA.
Det næste opgør kan komme inde fra selve Europa. Nationalistiske politikere kunne forsøge at bryde med det altoverskyggende amerikanske magtgreb over dets europæiske og andre allierede i et forgæves forsøg på at holde dem afhængige af USA-baseret handel og investeringer. Prisen for deres fortsatte lydighed er at påtvinge deres industri omkostningsbestemt inflation, mens de opgiver deres demokratiske valgløfter ved at underordne sig USA’s NATO-prokonsuler.
Disse konsekvenser kan ikke rigtig betragtes som “utilsigtede”. Alt for mange iagttagere har påpeget præcis, hvad der ville ske – med præsident Putin i spidsen og udenrigsminister Lavrov, der forklarede, hvad deres svar ville være, hvis NATO insisterede på at trænge dem op i et hjørne, mens de angreb østukrainske russisktalende og flyttede tunge våben til Ruslands vestlige grænse.
Konsekvenserne var forudset. De neokonservative, der havde kontrol over amerikansk udenrigspolitik, var simpelthen ligeglade. At anerkende dets bekymringer blev anset for at være en Putin-støtte.
USA’s neokonservative bande
Det generede ikke europæiske embedsmænd at fortælle verden om deres bekymringer om, at Donald Trump var skør og stak en kæp i hjulet på det internationale diplomati. Men de ser ud til at være blevet forblændet af Biden-administrationens enorme Rusland-had anført af udenrigsminister Blinken og Victoria Nuland-Kagan.
Trumps udtryksmåde og manerer kan have virket uhøflige, men USA’s neokonservative bande er meget mere besat af globalt truende konfrontation. For dem var det et spørgsmål om, hvis virkelighed der ville komme sejrrigt ud: “Virkeligheden” som de troede, de kunne skabe, eller økonomisk virkelighed uden for amerikansk kontrol.
Det, udenlandske lande ikke har gjort for sig selv – at erstatte IMF, Verdensbanken og andre af USA’s diplomatiske våben – tvinger amerikanske politikere dem til at gøre. I stedet for at lande i Europa, Mellemøsten og i det globale syd bryder væk baseret på en vurdering af deres egne langsigtede økonomiske interesser, driver USA dem væk, som det har gjort det med Rusland og Kina.
Flere politikere søger vælgerstøtte ved at spørge, om de ville være bedre tjent med nye monetære ordninger til at erstatte dollariseret handel, investeringer og også afdrag og renter på udenlandsk gæld.
Det endelige brud på NATO’s eventyrlyst
Energi- og fødevarers prisklemme på det globale syd rammer ekstra hårdt. Det falder sammen med deres egne problemer med at takle covid-19-krisen og den truende dollariserede gældsfælde. Nogen må sige stop. Hvor længe vil disse lande pålægge befolkningerne nedskæringer og stram økonomisk politik for at tilbagebetale udenlandske obligationsejere?
Hvordan vil de amerikanske og europæiske økonomier klare sig under deres sanktioner mod import af russisk gas og olie, kobolt, aluminium, palladium og andre basismaterialer? Amerikanske diplomater har lavet en liste over råvarer, som deres økonomi har desperat brug for, og som derfor er undtaget fra de handelssanktioner, der bliver pålagt.
At forsøge at tvinge Rusland til at reagere militært og dermed se dårlig ud for resten af verden viser sig at være et stunt.
Dette giver hr. Putin en praktisk liste over trykpunkter, der skal bruges til at omforme verdensdiplomatiet, og i processen hjælper europæiske og andre lande med at bryde væk fra det jerntæppe, som USA har påtvunget for at fastholde sine satellitstater i afhængighed af dyre amerikanske forsyninger.
Men det endelige brud med NATO’s eventyrlyst må komme inde fra selve USA. Når dette års midtvejsvalg nærmer sig, vil politikere finde grobund for at vise amerikanske vælgere, at inflationen ledet af benzin og energi er et politisk biprodukt af Biden-administrationen, der blokerer russisk olie- og gaseksport.
Gas er ikke kun nødvendig til opvarmning og energiproduktion, men også til fremstilling af gødning, som der allerede er verdensmangel på. Dette forværres af blokaden af russisk og ukrainsk korneksport, hvilket får amerikanske og europæiske fødevarepriser til at skyde i vejret.
At forsøge at tvinge Rusland til at reagere militært og dermed stå i et dårligt lys i resten af verden viser sig at være et stunt, der blot har til formål at demonstrere Europas behov for at bidrage mere til NATO, købe mere amerikansk militært hardware og binde sig dybere til handel og monetær afhængighed af USA.
Ustabiliteten, som dette har forårsaget, viser sig at have den effekt, at USA ser lige så truende ud som Rusland.
Michael Hudson er leder af The Institute for the Study of Long-Term Economic Trends (ISLET), en finansanalytiker på Wall Street og en anerkendt forskningsprofessor i økonomi ved University of Missouri, Kansas City.
Artiklen blev først publiceret på Michael Hudsons egen hjemmeside.
Oversættelse, mellemoverskrifter, trompet og fremhævede citater er udarbejdet af redaktionen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
