Læserbrev
Den 28. marts var Arbejderen i Paris for at deltage i den 10. store protestdag mod regeringens nye pensionsreform, der vil hæve pensionsalderen i Frankrig fra 62 til 64 år.
Jernbaneskinner invaderet, øjne skudt ud af politiet, butikker plyndret, bål i gaden, tåregas, kanonslag, fællessang og solidaritet er en del af den virkelighed, der fortsat udspiller sig på frontlinjen af den europæiske klassekamp i Frankrig.
Her anfører landets største fagforbund brede dele af befolkningen, der er stærkt utilfredse med præsident Emmanuel Macron og hans regering, som på udemokratisk vis har trumfet pensionsreformen igennem uden først at lade den komme til afstemning i det franske parlament.
Fra København til Paris
Fredag den 24. marts mødes Arbejderen med de franske jernbanearbejdere Suzy Lenoíne og Axel Persson samt den britiske metroarbejder Phil Rowan.
Som medlemmer af henholdsvis det venstreradikale franske fagforbund CGT og den britiske fagforening for transportarbejdere RMT, er alle tre arbejdere i strejke, da Arbejderen møder dem i Københavns Lufthavn. De er blevet inviteret til Danmark af netmediet Solidaritet, som rejser rundt med dem i landet for at skabe opmærksomhed om strejkerne.
Regeringen er dybest set bange for den igangværende mobilisering.
Suzy Lenoíne, organiseret jernbanearbejder, CGT
Imens Phil er med i den landsdækkende strejkebevægelse for at bevare reallønnen under inflationen i Storbritannien, strejker Suzy og Axel imod en pensionsreform, som den franske præsident Macron trumfede igennem den 16. marts. Macron gjorde brug af Artikel 49,3 i landets forfatning, der gør det muligt for en regering at indføre en lov, uden at lade den komme til demokratisk afstemning i parlamentet.
Så imens Phil kan berette om, at flere og flere britiske fagforeninger på tværs af sektorer stemmer ja til overenskomstforlig og vender tilbage på arbejde oven på en omfattende kamp for at bevare reallønnen, kommer Suzy og Axel fra et Frankrig i oprør med strejker, der fører til skrald i gaden, tankstationer uden brændstof, tomme klasselokaler, stillestående toge og vrede kampe mellem politi og demonstranter.
– Der er en meget kompliceret situation i Frankrig. Regeringen vil tvinge lovgivning igennem på en måde, der går imod alle demokratiske standarder, uden at de overhovedet gider at stemme om det i parlamentet, fordi at de ved, at der ikke vil være flertal for det, siger Suzy Lenoíne.
– Men regeringen er dybest set bange for den igangværende mobilisering, fordi at folk kan se, at regeringen ikke tager deres krav seriøst og udviser mangel på respekt. Folk er vrede og føler sig ikke respekteret, fortsætter hun.
Det er efter denne samtale, at Arbejderen beslutter sig for at rejse til Frankrig.
Øje skudt ud
Den franske jernbanearbejder Axel Persson, der er vokset op i Sverige og i dag er generalsekretær for CGT i byen Trappes, fortæller Arbejderen om to protester den 28. marts i Paris.
Den første foregår ved banegården Gare de Lyon, hvor det syndikalistiske fagforbund SUD har kaldt til demonstration for at hædre deres kollega Poul Sébastien, hvis øje blev skudt ud af en gummikugle affyret af politiet under en tidligere demonstration.
Rettighedsgruppen Den Franske Menneskeretsliga har for nyligt anklaget Frankrigs politistyrke for at “underminere borgernes ret til at protestere ved at gøre uforholdsmæssig og farlig brug af offentlig magt”.
Fem kilometer væk fra mit hostel med bløde Bob Marley-melodier, chill-lounge, gymnasieklasser på studietur og et WiFi med kodeordet “Lev dit liv”, stiger tung røg op fra et bål af paller og skraldespande ved siden af spor 23 på Gare de Lyon. Forvirrede turister på stationen henvender sig spørgende til strejkevagter og viser deres billetter til tog, der nu er blevet aflyst.
Foto: Arbejderen
Arbejderen er blandt de første 50 mennesker ved bålet, men flere og flere strømmer til. Fagforbund som SUD og CGT er stærkt repræsenteret med flag og veste, mens flere kamerahold gør klar til at at rapportere om begivenheden. Da flammerne er på sit højeste, har omkring 500 mennesker, mange af dem med ansigtet gemt bag halsedisser, elefanthuer og solbriller, slået ring om bålet.
– Vi er nødt til at opbygge en militant front for at bekæmpe denne regering, siger en mand, der giver Arbejderen et eksemplar af avisen Le Bolchevik. På dagens forside står: “Fabrikker, togstationer, universiteter, gymnasier… Nu skal vi af sted: Besættelser overalt!”
Besættelse af jernbanen
Der er slagsange om bålet ved spor 23, hvor der til tider lyder brag fra kanonslag, mens fagforeningsfolk løfter romerlys i vejret. Arbejderen er ikke god til fransk, men det er tydeligt, at navnet “Macron” er en genganger i de fleste vrede kampråb.
Da bålet er brændt ned vifter en mand iklædt elefanthue og gul vest med armene for at signalere, at vi nu skal videre. I samlet flok går demonstranterne ned langs spor 23, hvor vi kommer til en lille åbning, der gør det muligt at gå ud på skinnerne.
Forbipasserende på de små broer over togskinnerne stopper op og kigger på de hundredvis af demonstranter, der kommer marcherende ned af jernbanen i rødt skær fra romerlys, der fylder luften med røg.
– Vi bruger ikke kun romerlys for at protestere. Det er via romerlys, vi normalt signalerer til togchauffører, at de skal stoppe, så vi bruger dem også til at sikre, at vi ikke bliver kørt ned, når vi demonstrerer på skinnerne, siger Axel Persson senere.
Kampen fortsætter
På vej hen til protesten blev jeg overhalet af 15 politivogne fyldt med kampklædte betjente, så det undrer mig nu, at vi kan gå fredeligt ned langs skinnerne uden en eneste betjent i syne.
– Politiet ved, at vi er på hjemmebane her. Vi kender jernbanen bedre end dem, så de er mere trygge ved at operere inde i byens gader, forklarer Axel Persson.
Efter at have vandret på skinnerne i 45 minutter, bliver vi budt velkommen af to mindre skraldecontainere i brand foran en lagerhal, hvor der hænger et banner med teksten: “Politiet dræber – vi tilgiver ikke”.
Medlemmer af fagforbundet SUD bærer klistermærker og skilte med et portræt af deres kollega Poul Sébastiens ansigt sammen med teksten: “Kampen fortsætter – Poul Sébastien vi giver ikke op”.
Ved lagerhallen holder repræsentanter af forskellige fagforbund på skift korte taler. Arbejderen behøver ikke kunne forstå, hvad der bliver sagt, for at føle vreden mod regeringen men også sammenholdet mellem arbejderne, der bryder ud i højlydt fællessang, hver gang en tale afsluttes.
Bunker af skrald
Den anden protest, som den hjælpsomme Axel Persson fra CGT har fortalt Arbejderen om, starter i indre Paris ved Place de la République.
Arbejderens skridttæller har en formidabel dag, da jernbanearbejdernes strejke jo betyder, at metrolinjen er sat i stå, så jeg må gå gennem storbyen fra den ene protest til den anden. Store bunker af skrald på min vej minder mig om, at skraldemændene er blandt de faggrupper, der har haft nedlagt arbejdet som en del af kampen mod pensionsreformen.
Ifølge det franske dagblad Le Monde har skraldemændenes strejke ført til, at titusinder tons af affald har hobet sig op på gaderne i Paris, efter skraldemændene havde strejket i blot tre uger. De store bunker af skrald i hovedstadens gader er blevet et symbol på arbejderklassens kamp. Skraldet bliver også brugt som brænde til bål under protester og optøjer.
Foruden skraldemænd og jernbanearbejdere har ansatte i olieraffinaderier, havnearbejdere, lærere, gymnasieelever, universitetsansatte og arbejdere på tværs af den private sektor tilsluttet sig strejkebevægelsen mod pensionsreformen i Frankrig, fortalte Axel Persson, da vi mødtes i Københavns Lufthavn.
– Du kan føle konsekvenserne ved strejkerne. Skraldet hober sig op, der er begyndt at være mangel på brændstof, og flere steder er transportnetværket komplet lammet, og der er massive demonstrationer på tværs af Frankrig, fortsatte han.
Samme dag som jeg bevidner de store affaldsbunker, beslutter de franske skraldemænd dog at suspendere strejken. Strejken er blevet suspenderet for at muliggøre koordinering med arbejderne, “så vi kan strejke endnu stærkere igen”, da færre arbejdere til sidst var med i strejken, forklarede fagforeningen CGT.
Ifølge Axel Persson har regeringen gjort brug af lovgivning, der minder om undtagelsestilstand, idet skraldemænd, havnearbejdere og olie-arbejdere er blevet truet med fængsel, hvis ikke de vender tilbage til arbejde. Axel beretter om havnearbejdere i det sydlige Frankrig, der fysisk må slås mod politiet for ikke at blive tvunget tilbage på job.
Rekordmange betjente
Da jeg nærmer mig Place de la République i indre Paris, står det klart for mig, hvad der blev af de 15 politivogne, som med udrykning stormede forbi mig tidligere på dagen.
Men her er ikke længere tale om blot 15 politivogne. Flere rækker af vogne fylder hele gader fra ende til anden, hvor kampklædte betjente ryger den sidste smøg og spiser feltrationer, før vagten for alvor går i gang. Jeg har aldrig set så mange politifolk på ét sted.
Gerald Darmanin, Frankrigs indenrigsminister, fortalte da også efterfølgende, at en rekordhøj politistyrke på 13.000 betjente var blevet indsat på tværs af Frankrig for at inddæmme protesterne den 28. marts. Alene i Paris blev demonstranter mødt af 5500 bevæbnede betjente gemt bag panserskjolde og med albuebeskyttere ned langs arme og ben.
Foruden kampklædte betjente viser telte, der er blevet opsat langs fortovet af miljøbevægelser og kommunistiske partier, at jeg er på rette vej mod demonstrationen. I horisonten ses også noget, der minder om en blå luftballon, som reklamerer for det mere moderate fagforbund UNSA.
Foto: Arbejderen
Alle Frankrigs store fagforbund er gået sammen i kampen mod pensionsreformen – også de mere moderate forbund, der normalt tøver med at strejke og kalde til protest. Dét har lagt et pres på Macron.
De vilde scener, der udspiller sig på gaderne, har fået Macron til at aflyse et besøg fra Storbritanniens Kong Charles, der ellers havde planlagt at rejse til Paris på sin første udlandstur som monark.
Mangfoldig bevægelse
Da demonstrationen begynder, bliver det hurtigt tydeligt, at den her protest skiller sig ud fra de oftest fredelige demonstrationer, jeg har deltaget i derhjemme.
Kolonner af betjente går foran den store vrede folkemasse, der synger slagssange og ofte er ved at komme i sammenstød med betjentene. Mindst fem gange giver det et sæt i mig, da kanonslag bliver kastet ind og springer mellem benene på politistyrken.
En mand med Baskerlandets flag i hånden går helt op i ansigtet på en betjent og råber ham ind i hovedet med sin megafon, før betjenten vredt skubber ham væk. Skubbet ser ikke ud til at have den ønskede effekt på demonstranten, der kort efter fortsætter sine vrede tilråb med fornyet energi.
Vi er mange tusinde mennesker på gaden i Paris i dag – præcist hvor mange er umuligt at sige. Mens Frankrigs politi efterfølgende vurderede, at 93.000 demonstrerede i hovedstaden, satte fagforbundet CGT tallet betydeligt højere på 450.000.
Bevægelsen går på tværs af aldre, køn og etnicitet. Her flages der med Cubas og Palæstinas flag, logoet for Extinction Rebellion flagrer i luften, og Che Guevara kigger på demonstranterne fra et stort flag i Afghanistans farver. Det her handler om mere end en højere pensionsalder.
“Hvis jeg ville kneppes af regeringen, havde jeg valgt Pedro Pascal”, står der på et skilt båret af to unge kvinder, der virker gladere for den chilensk-amerikanske skuespiller, end de gør for den franske præsident Macron.
Efter timers march gennem indre Paris, hvor folk har stået på taget af busstoppesteder, kravlet op i lygtepæle og trafiklys, sat ild til skraldespande, sunget antikapitalistiske slagssange og kastet kanonslag mod betjente, kommer vi til parken Place de la Nation. Her er unge demonstranter hurtige til at kravle op på den berømte statue ved navn Republikkens Triumf, mens andre sætter sig ned og tager en pause efter flere timers gang.
Powershopping
I min naivitet tror jeg nu, at protesten er ved at være slut for i dag, og jeg er allerede meget tilfreds med, hvad jeg har fået mulighed for at opleve i Frankrig. Men det viser sig, at jeg kun har fået en forsmag på klassekampen.
Fra den grønne og fredelige park kan jeg pludselig se en kraftig sort sky af røg stige op i det fjerne. Flere gestikulerer, at vi nu skal tilbage på gaden.
En brandbil er blevet tilkaldt, men brandmændene dropper tilsyneladende at få slukket det store bål, da demonstranter igen vælter frem. Et nyt stort bål tændes på den modsatte side, og det undrer mig, hvordan sortklædte unge mænd kan blive ved med at finde nyt brænde til at holde bålet i gang.
Jeg går over til det nystartede bål, hvor det går op for mig, at de stole og skabe der brændes, kommer fra en elektronikbutik på hjørnet, som de sortklædte demonstranter har smadret ruden på og plyndret totalt. Knust glas dækker butiksgulvet, jeg ser en ung mand svinge en barstol for at smadre kameraet ved loftet, mens en anden ung gut med solbriller og elefanthue løber jublende ud med en iPad i hånden.
Jeg har set videoer af disse hændelser i nyheder og på YouTube, men det er noget helt andet, at stå midt i det.
Trækker sig tilbage
Rundt om hjørnet fra den smadrede elektronikbutik kan man pludseligt skimte et panserskjold. En kollektiv adrenalinpumpen breder sig, mens en gruppe på 50 betjente gør sig klar til at gå til kamp.
Sten, flasker og kanonslag flyver gennem luften mod det gadehjørne, som politiet gemmer sig bag. I et par minutter regner det simpelthen med forskellige projektiler mod lovens lange arm.
Ud af de franskmænd, der støtter op om protesterne mod pensionsreformen, “godkender” 25 procent brugen af voldelige midler. Dét oplyser den statsejede franske radiostation Radio France Internationale.
Jeg står blandt de forreste demonstranter, da betjentene pludselig løber frem fra deres skjul og stormer imod os. Vi er samlet i en så tæt flok, at det er svært at stikke af fra de betjente, der med skjold og hævede knipler kommer farende målrettet og i høj fart.
I kaosset bliver min sko trådt af, og jeg har da valget mellem at bukke mig ned for at samle den op men blive maltrakteret af bevæbnede politifolk – der med knipler slår på alle, de kommer i nærheden af – eller at efterlade skoen til sin egen skæbne. Jeg vælger den sidste mulighed.
Løbende på en kold sort sok bliver jeg og hundredvis af andre mennesker ramt af politiets tåregas, der svier i øjnene og får folk til at hoste. Jeg forstår nu, hvorfor jeg har set flere demonstranter iklædt dykkerbriller, mens også corona-maskerne giver endnu mere mening. Folk er – i modsætning til Arbejderen – godt forberedte og hiver øjendråber frem for at fjerne smerterne på hinanden.
Amatørmedics, der selv har malet de røde stjerner på deres hjelme, hjælper tilskadekomne pressefolk og demonstranter, og deler slik ud til folk, så de ikke går sukkerkolde under den mange timer lange demonstration. Det her har franskmændene prøvet før.
Talrige eksplosioner kan høres ved den store gruppe af betjente, der nu står i en cirkel midt på gaden. Fyrværkeri bliver ved med at springe om ørerne på dem, og for første gang i mit liv ser jeg en politistyrke, der bliver presset til at trække sig tilbage, mens folk højlydt buher af dem.
Solidaritet
Med en dundrende hovedpine oven på tre omgange med tåregas finder jeg heldigvis min sko, og efter at have protesteret fra klokken 11.00-17.30 går turen tilbage til chill-lounge og 12-mandsværelset på mit hostel.
En blanding af jernbanestrejke og sporarbejde gør, at jeg, for ikke at misse mit fly tilbage til Danmark, vil finde en måde at komme til lufthavnen på, natten før at mit fly letter fra Paris.
Men det er ikke så let at finde den rette togbus. Og jeg er heller ikke sikker på, at jeg har hævet nok kontanter til at komme frem.
Den franske jernbanearbejder Axel Persson, som jeg er i selskab med, forklarer min situation til en buschauffør, hvis bus egentlig ikke var i rute. Buschaufføren siger, at han faktisk skal til lufthavnen, og at han gerne vil tage mig med til det første stop på hans rute, hvor andre passagerer vil stå på.
Den flinke buschauffør ender med at køre mig hele vejen til lufthavnen gratis. “Merci”, var det eneste jeg kunne sige på fransk – men det var en perfekt afslutning på et hæsblæsende arbejdereventyr.
En speciel tak skal også lyde til Axel Persson fra CGT. Du kan støtte jernbanearbejdernes strejke ved at donere til CGT’s strejkekasse via dette link:
Foto: Arbejderen
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
