Nekrolog
Husk at tage toiletpapir og tandpasta med, de mangler alt i Venezuela! Sådanne advarsler er ikke sjældne, når man fortæller, at man er på vej til Venezuela. Men er der hold i disse vedholdende rygter i 2022?
Da Arbejderens udsendte besøgte Venezuela i anledning af 20-året for kuppet mod den folkevalgte præsident Hugo Chávez i dagene op til påske, var der toiletpapir, tandpasta, fødevarer og andre fornødenheder i rå mængder.
Rygterne kommer ikke bag på Carlos Ron, viceudenrigsminister for Nordamerika, som Arbejderen møder under besøget.
Han erkender, at Venezuela som alle andre lande i Latinamerika har forskellige strukturelle problemer, som stammer fra kolonialismen og fra mange år med nyliberal økonomisk politik. Og spørgsmål som kriminalitet og mangel på forsyninger er i bred forstand en del af de stereotyper, som lande i nord fortæller om Latinamerika – især om Venezuela og Cuba.
Hver gang vi finder en vej til at købe eller importere noget, forsøger de at blokere det, så vi er nødt til at finde nye veje.
– Vi benægter ikke, at der er fattigdom, den er en del af de strukturelle problemer. Men i et land som Venezuela har der været mange forandringer i kølvandet på de politiske processer i de seneste 20 år. Efter at præsident Hugo Chávez vandt valget i 1999, udarbejdede vi en ny forfatning med en mere deltagende form for demokrati, og måske er det vigtigste i hele denne proces, at regeringen ville føre en politik for at løse disse sociale spørgsmål, siger Carlos Ron.
At overvinde fattigdom blev en prioriteret målsætning for Venezuelas regering og i flere andre regeringer i regionen, som kom til senere. Samme målsætning havde Lulas regering i Brasilien og Evo Morales’ regering i Bolivia.
– Denne transformation under venstrebølgen var i bund og grund et svar på behovene hos store dele af befolkningerne, som var ekskluderet, som krævede grundlæggende rettigheder, og at deres basale behov blev opfyldt.
Det kræver, at man går imod de multinationale selskaber, imod frihandel, privatiseringer og nedskæringer, alt det som USA, valutafonden IMF og Verdensbanken prædiker.
– Så vi er blevet skurkene, fordi vi ikke følger alle deres regler, konstaterer Carlos Ron.
Stigende velfærd bremset af sanktioner
Fra årene omkring 2002, efter kuppet mod Chávez, blev det klart, at socialpolitik, der opfylder folkets behov, blev mere presserende. Og Venezuela udvidede sit samarbejde med Cuba, som blandt andet omfattede uddannelse og sundhed.
– Fra 2002 til 2014 tog vi virkelig fat på disse problemer og forbedrede levevilkårene for mange venezuelanere. Uligheden blev mindre, vi overvandt analfabetismen, hvilket blev anerkendt af UNESCO. Vi havde folk, der for første gang i deres liv fik behandling af en læge. Både i Caracas og i landdistrikterne var der venezuelanere, der aldrig havde mødt en læge, siger Carlos Ron og tilføjer:
– Vi kunne fremvise meget positive resultater, og der var økonomisk stabilitet, fordi der også var høje priser på olie, som er Venezuelas hovedindtægtskilde. Alt balancerede, og der var velstandsfremgang.
- Areal: 912.050 kvadratkilometer.
- Hovedstad: Caracas
- Indbyggere: 28,8 millioner
- Føderal republik med præsidentielt styre.
- Præsidentvalg afholdes hver 6. år. Parlamentet, Nationalforsamlingen vælges for 4 år.
- Præsident: Nicolás Maduro, senest valgt i 2018.
- Markedsbaseret økonomi.
- Hovedindtægtskilde: Olie- og gasproduktion som tegner sig for 85 til 90 procent af landets valutaindtægter.
- I mere end 15 år har Venezuela været udsat for USA’s sanktioner.
- Både USA’s daværende præsidenter Barrack Obama og især hans efterfølger Donald Trump har indført lammende sanktioner, som siden 2017 også har omfattet landets olieproduktion.
- Sanktionerne rammer statslige virksomheder i Venezuela samt alle virksomheder, amerikanske såvel som ikke-amerikanske, der handler med Venezuelas statslige virksomheder og institutioner.
Kilde: Venezuelanalysis
Kurven knækkede på grund af USA’s sanktioner og de faldende oliepriser. I mere end 15 år har USA haft sanktioner imod Venezuela. USA’s Kongres vedtog i 2014 en lov, der pålagde daværende præsident Barack Obama at indføre sanktioner – et år efter Hugo Chávez’ døde. I marts 2015 udstedte Obama en præsidentiel ordre med sanktioner mod Venezuela. Og da Donald Trump kom til magten i januar 2017, blev sanktionerne intensiveret voldsomt.
Carlos Ron understreger dog, at Venezuela ikke anerkender dem som sanktioner, men beskriver dem som økonomisk krigsførelse – en form for hybridkrig.
– Disse tiltag imod Venezuela var målrettet netop der, hvor vi havde succes. De startede med at angribe områder, som ville skade offentlige forsyninger som vand og elektricitet, de gjorde det vanskeligt at få medicin til landet, ja selv affaldshåndtering blev ramt af sanktioner.
– Indkøb af skraldebiler og reservedele til bilerne blev ramt af sanktioner. Når vi ikke kan forny vores skraldebiler, så får man det indtryk, at landet overvældes af fattigdom, og det skyldes socialismens fejl. Det er fortællingen. Man kan lægge skylden for alle disse problemer på den socialistiske regering i stedet på den indblanding, som kommer udefra.
Fornærmet elite
Ifølge Carlos Ron blev USA’s angreb særligt fjendtlige, da Nicolás Maduro overtog præsidentposten efter Hugo Chávez’ død i 2013.
– Det er også et klassespørgsmål. Venezuelas overklasse havde indset, at den ikke kunne gøre noget imod præsident Chávez, fordi han var meget populær. Men at få endnu en præsident, som også har en folkelig baggrund og endda endnu værre – har været buschauffør, det var en fornærmelse mod Venezuelas elite, forklarer Carlos Ron.
– Deres reaktion var endnu hårdere imod præsident Maduro, end den havde været mod præsident Chávez. Så angrebene begynder der.
Foto: Arbejderen
Da Donald Trump kommer til magten i USA, intensiverer han angrebene yderligere. I 2017 indleder han en politik for maksimalt pres mod Venezuela, som betyder blokade af handlen med olie og det statslige olieselskab PDVSA, som aldrig tidligere har været omfattet af blokade under præsident Chávez.
– Vi blev frarøvet vores hovedkilde til indkomst – at kunne handle frit og have adgang til oliemarkedet. Vi blev frarøvet en vigtig kilde til udenlandsk valuta, nemlig Citgo, som er en del af PDVSA i USA. Citgo var en hurtig metode til at skaffe udenlandsk valuta, fordi betalingen skete hurtigt og i kontanter. Så hele denne indkomst, som skulle være kommet fra USA, mistede vi helt og aldeles, forklarer Carlos Ron.
Der er megen vrede i det venezuelanske folk og selv i oppositionen mod de ledere, der er rejst til Washington eller Bruxelles for at opfordre til tiltag imod Venezuela.
USA’s daværende præsident Donald Trump forærede i 2019 Citgo til Juan Guaido, der i januar 2019 udråbte sig selv til præsident i Venezuela.
– Vi fik omkring syv milliarder dollars indefrosset på vores konti i hele Europa og i USA. Vi kan ikke få fat i pengene, som tilhører det venezuelanske folk. Det er penge, som vi kunne have købt alle de nødvendige vacciner til at vaccinere hele befolkningen omgående. Vi var nødt til at købe via COWACS-systemet i FN for at forsøge at få fat i nogle af de vacciner. Og selv da, da 90 procent af betalingen var på vej, blev den også blokeret under transaktionen af USA’s banker.
USA’s sanktioner rammer nemlig ikke kun Venezuelas statslige selskaber, men også landets centralbank og alle statslige selskaber – men også amerikansk ejede selskaber som udenlandske selskaber.
Internationale partnere og solidaritet
Trods de hårde odds har Venezuela overlevet den økonomiske krig. De skyldes først og fremmest solidaritet og venskab med andre lande, som blev opbygget i årene op til Chávez’ død. Han stod i spidsen for at oprette forbindelser med andre dele af verden – til “utraditionelle” partnere som Rusland, Kina, Tyrkiet, Indien, Cuba, Iran, som Carlos Ron formulerer det.
– Da USA’s blokade blev gennemført, havde vi folk, som vi kunne regne med, og som kunne hjælpe os. Kina sendte vacciner og læger tidligt i pandemien, Cuba sendte en mission til Venezuela, som sammen med venezuelanske læger tog ud til lokalsamfundene for at gennemføre forebyggende foranstaltninger mod pandemien, Rusland gav os også vacciner og så videre.
Også det multilaterale system er meget vigtigt, og det er vigtigt at forsvare FN-systemet, mener Venezuela. For uden Verdenssundhedsorganisationen (WHO) havde de venezuelanske myndigheder ikke adgang til medicin.
– Vi forsøgte at finde udveje gennem vores egen lovgivning for at gøre det muligt at tage nogle initiativer, som åbenlyst kan diskuteres, fordi det igen er et forsøg på at undgå blokaden.
Ja, der er en masse pragmatisme, men det er ikke de nyliberales pragmatisme eller en socialdemokratisk, som vil ofre befolkningens velbefindende.
– Hver gang vi finder en vej til at købe eller importere noget, forsøger de at blokere det, så vi er nødt til at finde nye veje. Og modstandskraften i det venezuelanske folk gennem alle disse år sammen med regeringens politik har betydet, at vi ikke endte i den krise, som USA forventede.
USA’s mål har hele tiden været at skabe tilstrækkelig lidelse og smerte i det venezuelanske folk, så det ville vende sig imod regeringen, så militæret ville vende sig imod regeringen, og USA ville få et regeringsskifte, mener Carlos Ron.
– Det er ikke sket på grund af det høje bevidsthedsniveau, som er udviklet over de sidste 20 år, som har fået folket til at indse, hvem der er fjenden. Der er megen vrede i det venezuelanske folk og selv i oppositionen mod de ledere, der er rejst til Washington eller Bruxelles for at opfordre til tiltag imod Venezuela. Folk ved, at de ikke er deres venner som eksempelvis Juan Guiadó og hans samarbejdspartnere, derfor er deres popularitet nærmest på nulpunktet.
– Det betyder ikke, at der ikke er kritik, eller at alle kan lide præsidenten. Som i alle demokratier er der folk, som kan lide en eller ikke, men der er forskel på dem, som har forskellige holdninger, bare fordi der er ideologiske forskelle, og dem, der aktivt agerer imod deres eget land. Og folk er klar over denne skillelinje. Det har været en lang proces, det har været en hård proces, men i dag står vi i en meget bedre situation end i de sidste fire eller fem år.
Afviser kritik fra kommunister
Venezuelas præsident Nicolás Maduro og det socialistiske regeringsparti PSUV, som Carlos Ron selv er medlem af, er blevet skarpt kritiseret for den førte politik. Blandt kritikerne er en række venstrefløjspartier samt PCV, Venezuelas Kommunistiske Parti. De kritiserer regeringens politik for at have en klar nyliberal orientering, især efter 2018, som de mener har skabt betingelser for maksimalprofit for private aktører og begrænset statens rolle.
Siden 2018 har PSUV-regering kæmpet for at få den galoperende inflation under kontrol og samtidig omgå USA’s ødelæggende sanktioner. Den har blandt andet afskaffet kontrollen af priser og udenlandsk valuta, indført skattestop på import og øget den private sektors engagement i statslige virksomheder og dollariseret landets økonomi. Dollars kan bruges som betalingsmiddel overalt, det vil sige, at man kan betale i dollars, men får tilbage i landets egen valuta.
Carlos Ron er ikke overraskende uenig i kritikken.
– Der er ingen køreplan, for alt er nyt. Vores socialisme er ny i den forstand, at den bygger på forhold i fortiden og den nye situation, som vi befinder os i nu. Vi er i en krig med utraditionelle metoder, en hybridkrig som underminerer regeringen og befolkningens levevilkår, siger Carlos Ron og henviser til flere rapporter, som anslår, at over 100.000 mennesker har mistet livet under USA’s sanktioner.
– Når man står i en sådan situation, er man nødt til at træffe nogle beslutninger, som ikke nødvendigvis er dem, man måtte ønske. Det er ikke de ideelle valg, men det er de valg, som kunne opretholde vores socialistiske orientering. Det er de valg, som kan garantere, at vi opfylder de grundlæggende behov i befolkningen på trods af disse angreb.
– Det vil eksempelvis være meget svært for os at garantere, at befolkningen har brændstof til biler, hvis vi ikke har partnerskaber med den private sektor, som ikke er pålagt sanktioner, og som kan importere de komponenter, som vi har brug for.
– Er det at opgive suverænitet? Nej. Der er stadig kontrol, men vi har været nødt til at gøre det for at opfylde garantierne til befolkningen. Hvis bliver for idealistiske og mindre pragmatiske og ikke ændrer noget – ikke ville tillade en eneste cent til privat ejendom, havde vi været færdige nu.
– Så ja, der er en masse pragmatisme, men det er ikke de nyliberales pragmatisme eller en socialdemokratisk, som vil ofre befolkningens velbefindende. Det er en pragmatisme, der har garanteret de grundlæggende rettigheder for befolkningen. Samtidigt har vi fortsat uddybet den folkelige deltagelse, folkelig organisering, lokal organisering.
Ifølge Carlos Ron har regeringen og PSUV stor støtte i befolkningen, som identificerer sig med en præsident, der selv er arbejder – ikke som klasseforræder. Han erkender, at Venezuela ikke befinder ikke på det optimale sted i forhold til den løn, som staten kan betale.
Den statslige sektor er den del af landets økonomi, som er hårdest ramt af sanktioner. Den statslige sektor er samtidig også den største arbejdsgiver. Så regeringen kæmper for at skaffe tilstrækkeligt med indtægter til at aflønne de ansatte. Men Carlos Ron afviser, at regeringen har overladt almindelige mennesker til deres egen skæbne, selv om priserne på dagligvarer er skudt i vejret i de seneste år.
Det vil eksempelvis være meget svært for os at garantere, at befolkningen har brændstof til biler, hvis vi ikke har partnerskaber med den private sektor, som ikke er pålagt sanktioner, og som kan importere de komponenter, som vi har brug.
– Vi har en række sociale programmer som CLAP. CLAP-programmet udleverer kasser en til to gange om måneden, som indeholder basisvarerne ris, mælk, bønner til en meget, meget lav pris, som hjælper familierne med at klare sig igennem, forklarer Carlos Ron om programmet, som blev sat i værk i 2016.
– Prisen på offentlig service er meget, meget lav. Prisen på vand, elektricitet og også kogegas ligger langt, langt under prisen i andre af regionens lande. Benzinprisen er steget, men den er stadig lavere end i andre lande i regionen. Så Venezuelas arbejderklasse har så at sige noget at falde tilbage på. Det er selvfølgelig ikke så behageligt, som før præsident Trumps kampagne for maksimalt pres på Venezuela.
– Men som jeg sagde tidligere, var årene mellem 2006 og 2014 måske de bedste i forhold til velstand, fordi vi ikke havde alle disse angreb. Vi er endnu ikke på det niveau, men du kan være sikker på, at hvis disse angreb var blevet sat ind imod vores nabolande, med de priser de har på offentlig service, på brændstof og med manglende offentlig støtte til sundhedsydelser og uddannelse, ville det være uholdbart. Og det, der beviser dette, er, at vi ikke har haft en social eksplosion.
Kræver beslaglagte værdier tilbage
Mange andre mennesker klarer sig også på anden vis. Regeringen opfordrer til at sælge ting, som man selv kan producere, så folk ikke kun er afhængig af deres løn, hvis de er statsansatte, tilføjer han.
Kort før besøget i Venezuela havde USA’s præsident Joe Biden sendt en delegation til Venezuela. Men Carlos Ron understreger, at regeringen ikke er i forhandlinger med USA, der har været samtaler.
Vi er villige til dialog og en konstruktiv relation til USA, så længe det er baseret på gensidig respekt, og så længe der ikke føres en aktiv politik for regimeforandring. Bolden ligger på deres banehalvdel, hvis de vil købe Venezuelas olie, som de indikerede, så må jeg bare sige, at det er ikke os, der har indstillet oliesalget, det er dem, der har blokeret for salg af Venezuelas olie.
- Født 25. juli 1979.
- Venezuelas viceudenrigsminister med ansvar for Nordamerika siden maj 2018.
- Charge d’affaire ved Venezuelas ambassade i USA fra februar 2017 til maj 2018.
- Leder af Simón Bolívar-instituttet for Fred og Solidaritet mellem Folkene.
– Hvis de fjerner sanktionerne, hvis de betaler os for olien, kan vi handle igen. Men vi har mange krav, vi skal have de værdier tilbage, som tilhører det venezuelanske folk. Vi skal have kontrol over vores konti og selskaber som Citgo, vi skal have vores guld tilbage fra Storbritannien, som har stjålet vores guldreserver.
Listen over krav til USA er længere. Landet kræver sin ambassade i USA tilbage, som de amerikanske myndigheder overleverede. Vi ønsker vores ambassade tilbage. For i dette galskab med at anerkende en anden regering overtrådte USA Wien-konventionen og gav vores ejendom til de andre folk, og vi vil også have frigivet den venezuelanske diplomat Alex Saab, som sidder fængslet i USA, som bliver ulovligt tilbageholdt.
Skal forholdet forbedres, kræver det ikke bare samtaler, men reel forhandling. Carlos Ron mener, at USA’s politik over for Latinamerika i årevis også har haft et indenrigspolitisk element i USA.
– Jeg tror, at USA’s udenrigspolitik over for Latinamerika i mange år har været kidnappet af det sydlige Florida, og især i forhold til Venezuela som Cuba og måske også Nicaragua er det ikke kun et spørgsmål om udenrigspolitik. De er nødt til at tage hensyn til denne konservative og højreorienterede befolkning, som hælder mod at angribe progressive regeringer. Vi kunne have langt bedre relation, hvis de ikke var så fokuseret på at tilfredsstille denne befolkning og faktisk tænkte mere på, hvad der gavner begge vores lande.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
