VORDINGBORG: Mød Preben Wilhjelm: En personlig beretning om Israel
Palæstina-gruppen i Vordingborg inviterer til en eftermiddag med forfatteren, tidligere medlem af Folketinget, Preben Wilhjelm. Det er søndag den 16. marts klokken 14-16 på Vordingborg Bibliotek, Sydhavnsvej 6, Vordingborg.
Preben Wilhjelm er aktuel med bogen Smertensbarnet Israel – en personlig beretning. Bogen er hans beretning om en personlig rejse, som han selv kalder “en smertefuld, men påtvunget ændring af holdningen til staten Israel”.
Wilhjelm fortæller i bogen, hvordan han – som mange andre danskere – er vokset op med en “ukritisk og blåøjet” holdning til staten Israel. Og hvordan han har været nødt til at revidere sit syn ad flere omgange i årenes løb, også før Israels reaktion på Hamas’ terroraktion 7. oktober 2023 og den efterfølgende sønderbombning af Gaza.
I bogen fortæller Wilhjelm om sine egne besøg i Israel og om situationen efter mere end et års konflikt. Han tager blandt andet hul på at diskutere begreberne terrorisme, zionisme og antisemitisme. Og han tager også hul på en diskussion af, hvordan det hele vil ende: Enstats-løsning, tostats-løsning eller …
Preben Wilhjelm er uddannet atomfysiker og er også lic.jur. Han var i tidernes morgen folketingsmedlem for Venstresocialisterne (1975-1984), hvor han ikke mindst var en markant retspolitiker. Efter årene i Folketinget har han blandt andet været leder af DR’s dokumentargruppe og lektor på Roskilde Universitet, hvor han blandt var med til at oprette journalistuddannelsen.
Nu er han lokal med bopæl i Stege og netop fyldt 90 år. Kom og hør hans oplæg. Der er åbent for spørgsmål og debat. Og der er gratis adgang.
Preben Wilhjelm: ”Smertensbarnet Israel – en personlig beretning”, Solidaritet, 2024.