KØBENHAVN: Vær med i aktion mod krig og krigsproduktion
Endnu en gang afholdes der årsmøde for våbenindustrien i Industriens Hus, her holder våbenindustriens lobbyorganisation DDAC til på øverste etage.
Våbenindustrien har de største aktiestigninger af alle andre markeder siden 2. Verdenskrig. Det er ikke en hemmelighed, at krig er en god forretning for den danske våbenindustri.
Politikerne fortæller os, at der ikke er penge nok til et anstændigt socialt netværk, og velfærdssamfundet er beskåret til ukendelighed, skønt der er rigeligt med penge til krig og rigeligt profit til de rige.
Det er vigtigt, at alle borgere i samfundet forholder sig til denne udvikling.
Krig slår mennesker ihjel, ødelægger hele samfund, og de miljømæssige konsekvenser er fatale. Militæret i sig selv på verdensplan med baser og militærøvelser er også et kæmpe meningsløst miljøsvineri, der bør stoppes, hellere i dag end i morgen.
Du kan i denne anledning være med til at aktionere sammen med TID TIL FRED – aktiv mod krig og FredsVagten både mandag den 22. august klokken 17-18 og igen tirsdag klokken 7:45-9:45, hvor vi møder op ved Industriens Hus ved Rådhuspladsen med bannere og veste BLOOD ON YOUR HANDS – GO TO ENTRANCE, og uddeler flyers til forbipasserende.
H. C. Andersens Boulevard 18, København
Hilsen fra FredsVagten ved Christiansborg
FredsVagten ved Christiansborg har været på Christiansborg Slotsplads hver dag i snart 21 år i protest mod de forskellige regeringers beslutning om, at Danmark skal være et krigsførende land.
Den 19. oktober er det 21 år siden, at Danmark gik i krig, og FredsVagten har været en aktiv fredsbevægelse siden.
Den 22. og 23. august vil FredsVagten som andre gange tidligere være foran Industriens Hus på Rådhuspladsen i København for med bannere og løbesedler vise vores afsky for de planer, der her skal drøftes våbensmedene imellem. Krigen i Ukraine har gjort krigsiveren større.
Unge ukrainere og unge russere skal dø. Rusland skal ned med nakken, og Ukraine – ja, det skal vel genopbygges – engang, og så er det vel blevet et EU-land? I hvert fald er det et vinderland med ødelagte byer, forgiftede marker, tusindtals enker og yderligere en masse døde og forkrøblede civile.
Den 22. august klokken 17 til 18 er FredsVagten, sammen med TID til FRED, aktiv mod krig foran Industriens Hus. Da ankommer de inviterede våbenmagere til en ‘Icebreaker’ til morgendagens konference. HYGGELIGT!`
Den 23. er vi der fra tidlig morgen.
Venlig hilsen, FredsVagten ved Christiansborg