SVENDBORG: Anerkend Palæstina
Endnu engang bliver der i Svendborg gået på gaden for at vise solidaritet med det palæstinensiske folk.
Palæstinainitiativet Svendborg inviterer den 20. juni til markering af solidaritet med det palæstinensiske folk.
Fra Torvet afgår klokken 17 en demonstration rundt i Svendborg centrum under parolen Anerkend Palæstina. Der vil være musik og taler undervejs, og demonstrationen er børnevenlig.
Om baggrunden for demonstrationen udtaler Johan fra Palæstinainitiativet:
“Som mange andre ser vi hver dag forfærdelige billeder, der kommer ind fra et belejret Gaza og af fordrivelsen af palæstinenserne. Det føles derfor vigtigt sammen at kunne reagere og vise, at også på sydfyn gør det indtryk”.
Demonstrationen slutter på Frederiksø, og her vil der være folkekøkken, hvor alle er velkomne til at spise med.
“Vi er klar over, det kan virke lidt paradoksalt at invitere til fællesspisning, mens folk sulter, og nødhjælp tilbageholdes. Men vi mener, at det er vigtigt at mødes og snakke sammen om det, der sker i Palæstina”, udtaler Mattias, der er frivillig i folkekøkkenet.
Efter fællesspisningen er der filmvisning. Her vises den prisbelønnede dokumentarfilm “The Encampments” fra 2025. Filmen er et sjældent indblik indefra i de hundredvis af universitetsbesættelser i USA, der startede en global bevægelse.
“At det er lykkedes os at få lov til at vise The Encampments, er lidt af et scoop. Endnu engang viser Svendborg, at vi er verdens mindste storby”, udtaler Jesper fra Palæstinainitiativet.
Arrangørerne håber på godt vejr og en god dag, hvor vi sammen kan lægge afmagten fra os og vise vores solidaritet og sammen anerkende Palæstina.
Anerkend Palæstina – demonstration, folkekøkken og filmvisning.
Program:
Klokken 17:00 Demonstration fra Torvet, Svendborg
Klokken 18:30 Folkekøkken, Frederiksø 18f
Klokken 20:30 Filmvisning: The Encampments, Frederiksø 18f.
Mere information på palæstinainitiativet.ukrudt.net og dukop.dk/8034
