SAMSØ: Folkedybet fester – vær parat til at blive overrasket!
Fredag den 11. og lørdag den 12. august indtager Folkedybet Strandengen ved Ballen med 2 dages debat, dialog, oplæg, musik, og aktiviteter. Programmet ligger klart og byder på en række spændende aktiviteter, som alle inviteres med til.
For andet år i træk afholder Energi Akademiet, i samarbejde med Samsø Kommune, Landdistriktspuljen, SEMK og Inforse, ”Folkedybet” på Energi Akademiets jord, lige nord for Ballen Havn. Folkedybet er ikke bare en fest, men et begreb eller fænomen, som foregår på Samsø hele året, og som beskæftiger sig med vigtige emner, der ikke bare kommer Samsø ved, men i virkeligheden hele verden.
Global klimaleder
Samsø er internationalt anerkendt som et sted, der kan forandre både teknik og adfærd. Øens udnævnelse og forvandling til vedvarende energi-ø har inspireret andre lokalsamfund i hele verden til at skabe klimahandling. Samsø er udråbt af FN til at være World Climate Leader, og Energi Akademiet modtager året rundt delegationer fra hele verden, som er nysgerrige efter, hvordan Samsø har lykkedes med sin særlige model for samarbejde.
Lokalt mødeforum
Folkedybet er med til at holde dialogen mellem de mange forskellige aktører på – og omkring – Samsø i live. Både på Samsø og i mange andre lokalsamfund oplever Energi Akademiet, at der mangler rum til at mødes og blive oplyst om de mange forandringer, der skal ske, hvis vi skal blive ved med at kunne forvandle og udvikle os. Folkedybet fremmer og inspirerer til det fælles. Vi der får vores lokale nysgerrighed til at spire.
Folkedybets fest
I forlængelse af de mange samtaler og i forventningen om de udfordringer, der ligger foran Samsø og os alle, har Energi Akademiet sammensat et program, som rummer alt fra bærekraft og klimaplaner til energioptimering og det gode liv. Vi har både hverdagsaktivister, frilandsbeboere, lydekvilibrister, professorer, økologer og lokale ildsjæle på tapetet. Man kan blandt andre møde Jytte Abildstrøm, Signe Wenneberg, Steen Møller, Kåre William Wullf, Helle Solvang, Kjeld Hansen, Nadja Pass, Brian Marx Gibson, Ulla Holm, Erica Löfström, Gunnar Boye Olesen, Stig Nielsen og selvfølgelig alle os fra Energi Akademiet.
Mere end samtaler
Folkedybet er mere end de vigtige samtaler. Det er også håndgribeligt og sjovt. Vi har plantet en hør-mark, og vi laver tovtrækning, og vi slår græs på nye måder. Der er musik, mad og pop op-aktiviteter for børn og voksne, og fredag aften er der gallamiddag med afsæt i Tolkien og Samsø, og der er lørdag aften lørdagstaffel med mad fra lokale. Vi glæder os.
Folkedybet afholdes på Strandengen ved Energi Akademiet fredag og lørdag klokken 11-20 og er åbent for alle.