ROSKILDE: Fernisering på CORNER-udstilling i Kapellet – Sct. Hans Have 2021
Det er med stor glæde, at vi kan meddele, at der alligevel bliver en CORNER-udstilling i år.
I en anden form – og i andre rammer – end det har været i det sidste årti.
Man kan næsten sige, at det var med et coronastik i hjertet at CORNER måtte aflyse den årlige traditionelle udstilling på Sophienholm.
Der var sendt indbydelser ud, trykt kataloger, planlagt artist-talk, omvisninger og koncerter.
Samt inviteret 4 gæsteudstillere … alt sammen til ingen verdens nytte.
Alt var som bekendt nedlukket i starten af året på grund af corona. Vi håbede til det sidste, at der blev åbnet op, så vi kunne gennemføre udstillingen alligevel. Det gjorde der desværre ikke.
Der var ingen vej udenom, vi måtte aflyse. Noget som ikke er sket før i CORNERs 89 år lange historie, ikke engang under Anden Verdenskrig med mørklægning og udgangsforbud.
Samarbejde og fællesskab er kernen i CORNER, og i år har det krævet en ekstra indsats for at få alt til at lykkes.
Godt og vel halvdelen af CORNERs medlemmer udstiller over 4 weekender i det tidligere Kapel i Sct. Hans Have i Roskilde. Vi skylder tak til daglig leder Lars Fenger og tidligere udstillingsleder Jeppe Kruse for samarbejde og tilbuddet om at udstille i de smukke omgivelser ned til Roskilde Fjord.
Følgende medlemmer af CORNER udstiller:
Martin Askholm, Elisabeth Bergsøe, Linda Bjørnskov, Jens Bohr, Mia-Nelle Drøschler,
Alba Enström, Bente Hansen, Claus Handgaard, Finn Heiberg, Lars Heiberg, Tove Hummel,
Jens Peter Kellermann, Pontus Kjerrman, Egon Bjerg Nielsen, Anita Viola Nielsen,
Mogens Nørgård, Leif Madsen, Anne Marie Mejlholm, Christian Schmidt-Rasmussen og
Lars Ravn.
Værkerne kan opleves i kapellet på Bistrup Allé 36, 4000 Roskilde.
Fra den 04.09.21 – 26.09.21.
Fernisering lørdag den 4. september kl. 12 -17.
Åbent lørdage og søndage kl.12 -17.
www.scthanshave.dk

Kunstnersammenslutningen Corner stiftet i 1932 er i dag Danmarks næststørste kunstnersammenslutning med medlemmer fra ind- og udland. Corners aktiviteter kan året rundt følges på www.corner.dk, Corner-udstillingen på Facebook og corner_udstilling på instagram.
Corner 2021 er muliggjort ved støtte fra en række sponsorer: Tak til Toyota Fonden, Augustinusfonden, William Demant Fonden, Knud Højgårds Fond og tak til Corners Venner.