ROSKILDE: En ny verdensorden – krig eller fred?
Nu har krigen i Ukraine varet i over to år og kostet titusindvis af menneskeliv og omfattende ødelæggelser. Og der er ikke udsigt til våbenhvile endsige fredsforhandlinger. Rusland har uretmæssigt startet krigen, blandt andet provokeret af nye NATO-medlemskaber langs Ruslands vestlige grænse.
I Danmark og de fleste europæiske lande har invasionen ført til en massiv oprustningsvilje – der ud over den nødvendige støtte til Ukraine – også udmøntes i milliardstore forøgelser af forsvarsudgifterne. Spørgsmålet er, om udgiftsforøgelserne vil medvirke til at skabe fred, eller om de tværtimod medvirker til at eskalere krigen? At vi mere sigter på “afskrækkelse” end på legale sikringsmidler – “defensiv magt”, for eksempel ikke-angrebsaftaler? Måske er udgiftsforøgelserne nærmere et udtryk for en bredere, mental oprustning?
Under emnet: En ny Verdensorden – krig eller fred? har Fredsinitiativet i Roskilde arrangeret en paneldebat mellem tre forskere, der ser krigen i Ukraine som en konflikt i “spillet” om en ny verdensorden, der handler om en rivalisering om det globale overherredømme, hvor USA’s dominans er udfordret af Rusland og ikke mindst af Kina.
Søren Riishøj vil tale om Rusland og Vesteuropa set geo- og magtpolitisk, Lars Erslev Andersen om USA og Mellemøsten, og Jørn Boye Nielsen vil tale om det globale syd og den nye indflydelse, disse lande udgør.
Paneldebatten finder sted den 28. maj klokken 19:00-21:00 i den gamle byrådssal på Stændertorvet 1.
For Fredsinitiativet i Roskilde, Per Kristensen og Per Karlsson.