RØSNÆS: Kom til happening i Naturrummet
Landsdækkende demonstrationsdag lørdag den 13. maj 2023 mod klima-, natur- og miljøskadelige projekter.
Demonstrationsdagen skal bruges til at vise, at rigtig mange foreninger og grupper over hele landet arbejder for en fremtid, der er værd at leve i og er mod klima-, natur- og miljøskadelige anlægsprojekter. Samtidig med, at de mange foreninger arbejder sammen i kampen mod disse byggerier.
Demonstrationsdagen ligger i direkte fortsættelse af konferencen den 29. april på Christiansborg “Hvorfor trumfer store anlægsprojekter natur, klima og demokrati” og indirekte i fortsættelse af høringen den 8. maj med Kattegatkomiteen og modstandsforeningerne, som krydser klinger om trafik, klima & miljø samt økonomi.
I Nej til Motorvej på Røsnæs inviterer bestyrelsen jer til at deltage i vores foto-happening med sang og drone lørdag den 13. maj kl. 13 på bakketoppen ved Naturrummet, Røsnæsvej 233, 4400 Kalundborg.
Her på det smalleste sted på Røsnæs samles vi på bakketoppen, hvor vi kan se til begge sider af Røsnæs.
Foreningen byder velkommen, og vi danner en stor cirkel med banneret “Nej til motorvej på Røsnæs” mellem os og kigger op i luften, hvor en drone vil filme det hele, så alle kan se, hvor ødelæggende det – med Martin Damms ord – vil være at “flække Røsnæs på langs” med en motorvej som led i Kattegatforbindelsen.
Mens vi kigger op, synger vi et par kampsange under ledelse af lokale sangere med Hans Jakob Madsen og John Wilken i spidsen.
Hele seancen optages med film og lyd og deles på de sociale medier med videre.
Vi håber, at rigtig mange af jer vil afse en times tid til at være med til at gøre denne demonstrationsdag så kraftfuld som muligt.
VI VIl IKKE HAVE EN MOTORVEJ PÅ RØSNÆS!
Så mød op og tag gerne jeres familie, venner, naboer med videre med!
Efter happeningen er bestyrelsen vært ved en forfriskning i Naturrummet.
