RØNNE/ONLINE: Borgerhøring om fremtidens Europa
Folkebevægelsen mod EU på Bornholm arrangerer borgerhøring med bornholmske politikere om fremtidens Europa.
Lørdag den 9. oktober klokken 14-16.30 på Rønne Bibliotek afholder Folkebevægelsen mod EU på Bornholm en borgerhøring om fremtidens Europa med bornholmske politikere. Temaet er, hvor meget EU skal blande sig i Bornholms kommunale budget. Folkebevægelsen mod EU’s formand Susanna Dyre-Greensite indleder mødet med et oplæg om EU’s finanspagt og Danmarks implementering af den.
Derefter følger en debat mellem kommunalvalgskandidater på Bornholm. Deltagere: Morten Riis (EL), Per Ole Petersen (S), Niels Chresten Andersen (KD), Ralf Marcoux Skovgaard (KF) og Heidi Burgedahl Kristiansen (V). Der vil være mulighed for spørgsmål fra publikum.
Mødet indgår i EU-initiativet “Konferencen om Europas Fremtid” og er støttet af Europa-Nævnet.
”Bornholms Regionskommune er ligesom landets øvrige kommuner underlagt reglerne for EU’s finanspagt via den såkaldte budgetlov. Det bliver ofte glemt i debatten her på Bornholm. Vi glæder os derfor meget til borgerhøringen”, udtaler Jens Kristiansen, der er formand for Folkebevægelsen mod EU på Bornholm.
Susanna Dyre-Greensite, formand for Folkebevægelsen mod EU på landsplan er enig og tilføjer: ”Danmark kan, fordi vi har sagt nej til euroen, selv bestemme, om vi vil være med i EU’s finanspagt eller ej. Det er ikke muligt for de lande, der har indført euroen. I Folkebevægelsen mod EU ser vi gerne, at Danmark frigør sig fra EU’s finanspagt. Det vil kunne give Bornholms Regionskommune en højere grad af kommunalt selvstyre over egne finanser og styrke demokratiet”.
Mødet afholdes på Rønne Bibliotek, Pingels Allé 1, Rønne – og det er muligt at deltage digitalt via Facebook-siden Folkebevægelsen mod EU – Bornholmskomitéen