KØBENHAVN: Tjenestemandstirsdag
Vi inviterer hermed til den 13. Tjenestemandstirsdag – der er folketingsvalg, og ligeløn er højt på dagsordenen!
Program følger. Talere bekræftet indtil videre:
BUPL (navn følger)
Martina Jürs, formand Danske Bioanalytikere
Ditte-Marie Post, formand Danske Psykomotoriske Terapeuter
Elisabeth Gregersen, formand Danske Tandplejere
Mads Bilstrup, formand Dansk Socialrådgiverforening
Anni Pilgaard, 1.næstforkvinde Dansk Sygeplejeråd
Lis Munk, formand Jordemoderforeningen
Socialpædagogernes Landsforbund (navn følger)
Vær med til at gøre politikerne på Christiansborg opmærksom på, at tiden nu er inde til et opgør med Tjenestemandsreformen af 1969, der har fastholdt adskillige kvindedominerede fag på det offentlige arbejdsmarked i et forældet lønhierarki.
Baggrundsinfo:
Folketinget vedtog med Tjenestemandsreformen i 1969 et lønhierarki, der placerede kvindedominerede faggrupper på det offentlige arbejdsmarked lavt i forhold til fagenes uddannelseslængde og ansvar.
Tjenestemandsreformen blev i sin tid vedtaget ud fra en antagelse om, at kvinder ikke var forsørgere, og at deres løn derfor kun skulle indgå som en slags “lommepengeløn” til husholdningen og mandens indtægt.
Tjenestemandsreformen skulle have været justeret hvert 5. år. Men det løfte blev aldrig indfriet!
I 2022 bæres Tjenestemandsreformen videre i nutidens offentlige lønsystem, hvor traditionelt kvindedominerede fag den dag i dag lider under det historiske lønefterslæb, imens længden på de pågældende uddannelser er vokset.
Vi er mange faggrupper, hvis lønforhold er berørt af Tjenestemandsreformen. Tiderne har ændret sig, og i 2022 skal vores løn ikke længere hænge fast i en forældet værdisætning af vores arbejde.
Politikerne må nu påtage sig ansvaret og rette op på den strukturelle uligeløn, som deres forgængere grundlagde i 1969.