KØBENHAVN: Stop masseovervågning
Vi minder Folketinget om, at vi stadig siger stop for masseovervågning!
Regeringen vil gennem både ændring af PET-loven og indførelse af online ChatControl og obligatorisk digitalt ID-verifikation i EU masseovervåge os. Masseovervågning er uproportionelt med de påståede formål og truer vores menneskeret til privatliv og frihed.
Regeringens lovforslag om ændring af PET-loven (L 218), vil give PET adgang til informationer om hospitalsbesøg, skatteforhold, kontakt til sociale myndigheder, lån på biblioteket, civil status, likes, opslag og kommentarer på sociale medier med mere.
Det bliver sandsynligvis den amerikanske virksomhed PALANTIR og deres AI-værktøj, som skal samkøre vores private data, så PET kan forsøge at forudsige, hvem af os der måske en dag kunne begå kriminalitet. Eksperter vurderer, at sådan et værktøj faktisk slet ikke er brugbart eller vil føre til mere sikkerhed. Tværtimod.
Regeringen påbegyndte det danske EU-formandskab ved at prioritere et (i årevis kritiseret) lovforslag, som gennem obligatorisk (1) overvågning af selv krypteret kommunikation (såkaldt ChatControl) og (2) login-verifikation med digitalt ID skulle bekæmpe deling af børnemisbrugsmateriale og grooming online.
Forhandlingerne om denne regulering har i årevis været fastlåst, fordi initiativerne er i strid med både voksne og børns ret til privatliv og databeskyttelse. Obligatorisk skanning af alt indhold vil medføre en massiv mængde falske anklager, og login-verifikation med digitalt ID vil ekskluderer en stor gruppe EU-borger, der ikke har et digitalt ID samt underminere børn og unges ret til at udtrykke sig frit online.
Masseovervågning er forkert, fordi alle bliver mistænkeliggjort, hvis vi ikke længere er uskyldige, indtil det modsatte er bevist. Obligatorisk login med digitalt ID truer eller umuliggør anonymitet online og skaber falsk tryghed. Kriminalitet er et samfundsmæssigt problem, der ikke kan løses med teknologiske snuptag.
Vi demonstrerer for at beskytte vores privatlivs- og frihedsrettigheder og stoppe forslagene om masseovervågning. Vores menneskerettigheder er skabt for at begrænse statens magtbeføjelser, så politikere ikke bare kan gøre, hvad der passer dem!
Kom med til stående demonstration på Christiansborg Slotsplads søndag den 21. september klokken 14:00-16:00!
Program følger.
Organisatorer: Kritik Digital og Demokratisk Forum.