KØBENHAVN: Sommerdans i Fælledparken fejrer 25 års danseglæde og fællesskab
Sommerdans i Fælledparken har på 25 år udviklet sig til et af Københavns mest populære danseevents med 25.000 glade dansende københavnere i alle aldre.
Vil du være med, så sæt kryds i kalenderen fra den 23. juni til den 24. juli, hvor vi inviterer til fem ugers gratis dans for alle!
Stort åbningsevent sankthansaften. Mandag den 23. juni skyder vi dansesommeren i gang med et særligt afrikansk tema fyldt med energi, musik og fællesskab.
- Velkomsttale fra kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard
- Introduktion til urbane afrikanske dansestilarter med Colosal Titan fra World Dance Academy
- Sprudlende danseshow med Team Global Kidz
- Livekoncert med Pan-African All Stars Copenhagen – et stjernespækket band af afrikanske musikere med base i København, der fortolker legendariske numre fra blandt andre Miriam Makeba, Fela Kuti og Osibisa.
Det hele foregår på Dansepladsen i Fælledparken – lige ved hjørnet af Edel Sauntes Allé og Øster Allé – og som altid er alle velkomne, uanset alder og niveau.