KØBENHAVN: Samtale om fængselsafskaffelse
Forum for Fængselsafskaffelse og Colombia Solidaritet inviterer til paneldebat med Gustavo Gallardo fra det colombianske advokatkollektiv Lazos de Dignidad.
Vi vil diskutere forskelle og ligheder i de to landes fængselssystem og udveksle erfaringer om abolitionistisk arbejde og teori. For eksempel vil vi tale om fangeudvekslinger og amnesti i forbindelse med fredsprocesser, om genoprettende retfærdighed og om politiske fanger.
Lazos de Dignidad har arbejdet knap 20 år med politiske fanger: De ledsager aktivister, demonstranter og tidligere guerillasoldater, ikke kun i deres juridiske processer, men også i deres mentale helbred og sociale organisering.
Forum for Fængselsafskaffelse er en løst organiseret gruppe af forskere og aktivister, der er baseret i København. Forummet blev dannet som reaktion på de seneste 20 års konstante udvidelse af det danske fængselssystem og den stadig strengere retspolitik.
Gennem kampagner, uddannelser og aktioner forsøger Forum for Fængselsafskaffelse at skabe et alternativ til den fremherskende forestilling om det strafbaserede samfund og kæmpe mod indespærring af mennesker i alle former for fængsler, lejre, udrejsecentre og psykiatriske anstalter.
Der vil være oversættelse mellem dansk og spansk samt engelsk efter behov.