KØBENHAVN: Protest over Frihedsmuseet
Udstillingen på Frihedsmuseet påstår, at kommunisterne ikke kun kæmpede for et frit Danmark, men at kampen mod nazisterne var skridt på vejen mod en kommunistisk verdensorden. Det er der intet belæg for, og det er en hån imod de mange, der ofrede livet eller i bedste fald overlevede, mærket på krop og sjæl.
Horserød-Stutthof Foreningen, DKP og KPiD afholder protestmanifestation den 9. maj klokken 15:00 ved Frihedsmuseet, Esplanaden 13, København K.
Annette Mørk, formand for Horserød-Stutthof Foreningen, byder velkommen.
Martin Minka Jensen, DKP, taler.
Fællessang ved Horserød-Stutthof Foreningen.
Rikke Frydensbjerg Carlsson, formand for KPiD, taler.
Medlemmer af Oktoberkoret synger to sange.
Kranse-/blomsternedlæggelse.
Multikunstneren Kim Jezus spiller frihedssange.
Ester Christiansen, datter af en fange fra KZ Neuengamme, taler.
Afslutning ved Annette Mørk.
Der vil være mulighed for at købe øl og vand: 10,- kr. pr. stk.
Uddybning:
Frihedsmuseets misforståelse
Af Annette Mørk, formand for Horserød-Stutthof Foreningen
I et af de mange illegale blade, som udkom under besættelsen, er der fra 14. marts 1945 gjort opmærksom på, at frihedskæmperne ikke er partipolitiske i det omfang, Frihedsmuseet påstår, når det ikke gjaldt for alle at få stoppet besættelsen og smidt nazisterne ud af Danmark. Den tone gik igen blandt alle under besættelsen uanset partibog: Først befrielse, derefter den politiske kamp.
Fra det illegale blad:
“Det er tåbeligt at mene, at der skulle være et modsætningsforhold mellem Frihedsbevægelsen og de politiske partier. Inden for partierne findes mennesker, der har svigtet, men partierne i deres helhed er jo befolkningen, og befolkningen står bag modstanden. Det centrale må være at fjerne de, som har svigtet – og at undgå at de atter dukker op på ansvarsfulde poster. Modstandsbevægelsen er ikke noget “parti”, der vil udkonkurrere de øvrige. Modstandsbevægelsen omfatter alle partierne, og selv om vi selvfølgelig stadig ser forskelligt på en række samfundsmæssige problemer, der skal løses i fremtiden, så har vi lært at se ens på et bestemt punkt – lært at viljen til at hævde retten til frihed er det vigtigste af alt.
Efter krigen stemmer vi stadig socialdemokratisk, konservativt, kommunistisk og så videre, men vi er først og fremmest danske mænd og kvinder allesammen, der har lært, at partipolitik kommer i anden række i forhold til landets frihed og selvstændighed. Der er tale om kompromis! Der er tale om, at medlemmer af vores samarbejdsregering, der svigtede det bedste, landet ejede, skal fortsætte i den kommende regering.
SKER DETTE, HAR VI EFTERKRIGSTIDSPROBLEMER!”
Åbent brev
Åbent brev til direktør for Nationalmuseet, Rane Willerslev
Vi har løbende besøgt Frihedsmuseet, siden det nye “museum” blev oprettet. Vi er meget overraskede over, at man både på udstillingen og i udstillingskataloget sætter en modsætning op mellem de borgerlige og de kommunistiske modstandsfolk. Det er ikke sket før!
Man overser, at de arbejdede tæt sammen i Frihedsrådet, som for øvrigt næsten ikke nævnes nogen steder. Især er vi rystet over nedenstående tekst på udstillingen, da det tangerer historieforfalskning set i lyset af, at de, som var frihedskæmpere – kommunistiske eller borgerlige, ikke mere lever og kan protestere.
“De borgerlige kæmper for et frit Danmark. For kommunisterne er kampen mod nazisterne et skridt på vejen. De ønsker en kommunistisk verdensorden, og at Danmark på sigt bliver kommunistisk.”
Denne påstand om, at kommunisterne ikke kun kæmpede for et frit Danmark, men havde andre skumle hensigter, er der ikke noget belæg for, og den er en hån imod de mange, der ofrede livet eller i bedste fald overlevede mærket på krop og sjæl.
Vi vil derfor bede dig om, for museets anstændigheds skyld, at sørge for, at denne tekst bliver fjernet.
Desuden har museet fået karakter af et besættelsesmuseum og er ikke i den ånd, frihedskæmperne oprettede det i. Det er svært at få øje på de mange effekter samt den ånd, som frihedskæmperne havde fokus på, da de oprettede Frihedsmuseet.