KØBENHAVN: Protest mod tvangsudvisninger
Onsdag den 5. juli klokken 12:30 går Sit-in Bevægelsen, No Deportations og andre oprørte personer sammen i en protestaktion mod potentielle tvangsudvisninger af ikke-kriminelle flygtninge til Irak.
Protesten finder sted foran den irakiske ambassade, hvor det skal vurderes, om Nagham, en afvist flygtningekvinde som blot har søgt beskyttelse i Danmark, kan tvangsdeporteres til Irak.
Danmark har i årevis forsøgt at få en aftale med Irak om at modtage tvangsdeporterede, men Irak har hver gang afvist at modtage ikke-kriminelle under tvang. Men hvis den irakiske kommission godkender deportationen, åbner det for første gang døren for, at Danmark kan tvangsudvise ikke-kriminelle flygtninge til Irak.
Sagen er et nyt led i de danske myndigheders strategi om at kriminalisere ikke-dømte flygtninge og asylansøgere, så de kan rives væk fra deres familier, frihedsberøves og tvangsdeporteres. Med de utallige stramninger i opholds- og meldepligtssystemet har Danmark lykkedes med at få straffen for overtrædelser flyttet fra udlændingeloven til straffeloven, og dermed bliver man stemplet som kriminel, hvis man kommer for sent, når man bor på et udvisningscenter.
Mens hun venter, sidder Nagham frihedsberøvet i udvisningsfængslet Ellebæk sammen med mange andre afviste flygtninge og asylansøgere, og dette selvom Europarådets Torturkomite fastslår, at fængslet er uegnet for mennesker. Indespærringen er endnu en del af forsøget på at fremtvinge en underskrift på, at det hele foregår frivilligt.
Protestaktion stiller disse krav:
Vi kræver, at regeringen og myndighederne stopper deres kriminalisering af afviste flygtninge som et middel til at opnå tvangsdeportation.
Vi kræver, at Iraks ambassadør ser igennem Danmarks diskriminerende lovgivning og udviser solidaritet med de irakere, der ønsker at blive her i landet, og fortsætter med at afvise at modtage flygtninge, som ikke reelt er kriminelle, og som man tidligere har vurderet fra irakisk side, at man ikke kan garantere sikkerhed i Irak.
Vi kræver, at borgerne i Danmark fordømmer landets udvisningscentre og frihedsberøvelserne i Ellebæk og tager afstand fra det inhumane asylsystem, der splitter familier ad, og som indespærrer og tvangsudsender andre mennesker.
Aktionen finder sted foran den irakiske ambassade, Jens Kofods Gade 1, 1, 1268 København, 5. juli klokken 12:30.