KØBENHAVN: Mød læge og sygeplejerske fra Cuba
Nu kommer de to cubanere, lægen Nilda López og sygeplejersken Maribel González, til Danmark. Fra lørdag den 23. april til søndag den 8. maj rejser de fra by til by for at holde oplæg ved debatmøder og for at møde mennesker i og uden for den danske sundhedssektor.
Mandag den 25. april kan du møde dem i mødelokalet “Musikhuset” hos fagforeningen BJMF, Mølle Allé 26 i Valby.
I 2020 gennemførte Dansk-Cubansk Forening sit store årlige Cuba-lotteri for at skaffe penge til at invitere en cubansk læge og en cubansk sygeplejerske på foredrags- og mødeturné i Danmark.
Vi besluttede at gennemføre dette besøg midt under corona, blandt andet med det formål at få fortalt historien om, hvordan det blokaderamte Cuba har håndteret coronapandemien med relativt få døde. Vi ønskede også at udbrede den enestående beretning om Cubas udvikling af faktisk hele 5 covid-19-vacciner. Cuba er det eneste land i Latinamerika, som producerer en egen vaccine… og de deler den!!
Og ikke mindst vil vi oplyse om Cubas internationale solidaritet med udsendelse af læger og sundhedsbrigader til andre lande, der beder om hjælp. Under corona har Cuba udsendt over 4000 læger og sygeplejersker på cirka 50 brigader til op mod 30 lande.
Men denne internationale sundhedssolidaritet startede ikke med corona. Gennem årtier har Cuba sendt sine lægebrigader til fattige lande i nød og til områder, der blev ramt af naturkatastrofer.
I 2021 var Cubas “Henry Reeve”-sundhedsbrigader nomineret til Nobels Fredspris (de fik den dog ikke). Vores to gæster, Nilda og Maribel, er begge tilknyttet Henry Reeve-brigaderne og har været udsendt til lande som Honduras, Haiti og Qatar.
Nå, I skal ikke have hele historien her, for den får I, når I møder Nilda og Maribel.
Men lad os lige i disse tider med så meget krig og så store konflikter og uretfærdigheder slå fast, at Cubas sundhedssolidaritet og internationalisme står som et smukt bevis på og løfte om, at en bedre verden med fred og harmoni er mulig.
Så vær med både for at lytte til cubanernes beretninger – for at få svar på dine spørgsmål og for at hylde Cubas utrættelige internationale solidaritet.
Velkommen!