KØBENHAVN: Kunsten at flytte bjerge
Alle politikere er (eller burde være) fuldt bevidste om klimaforandringernes vidtrækkende konsekvenser. Og alle politikere er (eller burde være) klar over, hvad der skaber den globale opvarmning – samt hvor meget der er Danmarks bidrag.
For det er ingen hemmelighed, at vores livsstil og forbrug har en direkte sammenhæng med udledning af klimagasser. Også selvom en sejlivet myte påstår, at motoren for velfærdssamfundet bryder sammen, hvis ikke der er kontinuerlig vækst.
Det virker som om, der er en tys-tys overenskomst mellem de regeringsbærende partier om, at man i størst muligt omfang skal ignorere den faktuelle viden og fastholde den gammelkendte kurs. Man tror ikke rigtig på, at vælgerne vil honorere ansvarlighed, når først de står i stemmeboksene – og hvad er vel vigtigere i politik end de magtgivende mandater i Folketinget?
Derfor har man i over 20 år forsøgt at skubbe de uafviselige fakta om de kommende klimaforandringer ud af den politisk dagsorden – eller i det mindste skabe en illusion om, at der arbejdes på højtryk for at bremse en forestående katastrofe.
Det sidste er næsten værre end at benægte den globale opvarmning.
Det har ikke skortet på inspiration til en kursændring. Masser af mennesker er dybt engagerede i kollektive boformer med fælles faciliteter, delebiler, ny madkultur, energireducerende transport og fravalg af overflødige bekvemmeligheder. Samtidig støtter de en lang liste af nyttige afgiftsændringer, der kan fremme mere bæredygtige livsformer: CO2-skat på alle varer – fjerne moms på grøntsager og forhøje den på kød – langt højere flyafgift – (næsten) gratis kollektiv trafik – højere motorskat og et løft af prisen på benzin og diesel.
Men alle bestræbelser har været uden effekt. Alligevel påtager stadig flere borgere sig individuelle klimaløsninger, hvor de indretter deres liv efter klimaetiske principper – så godt det nu kan lade sig gøre.
Det politiske modsvar har i høj grad været at klappe i hænderne. Det sker ikke for at begunstige en grøn omstillingsproces. Men man vil gerne give det udseende af, at partiet er med på den grønne vogn – også selvom det i praksis handler stik modsat. Virkningen er tit følelsen af et dobbelt svigt.
For dem der resignerer, er den bedste medicin mod klimadepression at undgå alt, der rummer indsigt eller viden om klimatruslen. Blandt de trodsige, der vil vide, hvad der er i vente, findes der næppe nogen, der ikke først har befundet sig i et mørke af ensomhed og fortvivlelse – før de har mødt ligesindede, der også fornægter uvidenhed og vækstens forførende fatamorgana.
Visheden om et forudsigeligt klimakaos kan til en vis grad opvejes af de dybe venskaber.
Klimaakademiet vil gennem kurser, workshops og foredrag udbrede kompetencer til klimahandling. Man vil bygge bro mellem visioner og virkelighed og hjælpe en ny generation af lovgivere til målrettet at arbejde for at skabe de rammebetingelser, der støtter grønne initiativer og en bæredygtig omstilling.
Kunsten af flytte bjerge
Oplæg ved Mikael Madsen, Klimaakademiet
