KØBENHAVN: Kommunikationskrigen
Oplæg ved Ariel Storm Lokzinsky, kampagneleder Klimabevægelsen.
Politikernes væsentligste opgave er at tage vare på befolkningens ve og vel. Forudsætningen er at søge en objektiv analyse af udfordringernes omfang og en så realistisk perspektivering af konsekvenserne ved politisk indgriben som muligt. En stærk modpart er den reklamebranche, der for gode penge søger at vejlede/vildlede befolkningen til at tro, tænke og føle, som tilfældige virksomheder kan drage fordel af. Her er motivet ikke almenvellet – men alene indtjening.
Det er oftest ressourcestærke og privilegerede mennesker, der bruger deres kreativitet, viden og talent på blandt andet at forhale handlemuligheder over for klimaforandringerne. De tøver yderst sjældent med at underminere faktuelle kendsgerninger, hvis det kan øge fortjenesten for deres arbejdsgivere. Men deres løfter om et sorgløst happy go lucky-liv er perspektivløst nonsens, og deres griskhed er med til at understøtte et ukritisk, status qou-bevarende samfund. Etiske spørgsmål besvares med et skuldertræk.
I et samfund med ytringsfrihed er det svært at lovgive mod kulørte påstande, som også lover store her og nu-oplevelser. Der er vide rammer til at fordreje kendsgerninger og fremme en evig stræben efter øget forbrug. De fleste politikere frygter vælgernes reaktion og tør ikke begrænse selv de åbenlyst klima- og miljøskadelige produkter. Udadtil giver de udtryk for ønsket om en grøn dagsorden, men samtidig lader de reklamernes pseudovirkelighed indgå som fyldstof i deres politiske dagsordener. Reklamernes fortolkninger af lykke og tryghed bliver hurtigt partiernes varemærker.
Når politikere taler ud fra “holdninger”, har de en særlig licens til at markedsføre usandheder som teoretiske løsninger. De kan afvise krav om argumenter eller dokumentation, fordi en “holdning” blot er noget, man tror – en vision, hvor der tænkes ud af boksen. Derfor snydes vi for politiske debatter, der bygger på realiteter, og får i stedet en grød af forsikringer, der til forveksling kan ligne reklamebureauernes skruppelløse kamp om befolkningens opmærksomhed.
