KØBENHAVN: Klimakamp – hvordan?
Klimapåmindelsen
Christiansborg – ved trappen i Rigsdagsgården
Torsdag d. 20. februar – kl. 8.30-9.30
Det politiske segment har ikke været karrige med at uddele ros og anerkendelse til klimaaktivister. Det flugter med en velkendt magtstrategi: Først ignorere, siden latterliggøre, så bekæmpe for til sidst at omfavne. Men ingen har brug for applaus fra dem, som fravælger deres ansvar, når de har magt til at skabe de relevante og livsvigtige rammebetingelser.
Det er tæt på ubegribeligt, at regeringen kan acceptere løsninger, som den selv må kunne se, er helt utilstrækkelige. Der skal sættes en øjeblikkelig stopper for landbrugets ødelæggelse af havmiljøet, byggeriet må ophøre som storudleder af CO2, og transportsystemet skal ikke favorisere de mest energiforbrugende løsninger – herunder en kritikløs accept af unødvendig flytrafik. Den seneste trussel er en svækkelse af Golfstrømmen. Men reaktionen udebliver. Regeringsmedlemmerne må hade deres børn, når de giver op, på trods af at alle teknologier eksisterer for en omlægning til et bæredygtigt samfund.
Den nølende holdning er ikke ny, og i dag anerkender langt de fleste politikere, at deres forgængere tog mange fatale beslutninger. Men det undskyldes med datidens mangel på indsigt – og man tilføjer, at det jo har skabt et fantastisk rigt samfund. Dermed mener man åbenbart, at så kan de lige så godt fortsætte med påtaget uvidenhed for at få det hele til at hænge sammen. Man støtter sig til ønsketænkning – og holder forskernes utvetydige advarsler på afstand.
Når den nuværende generation af politikere forlader Christiansborg, venter en traumatisk alderdom med erindringer om svigt, frivillig fordummelse og manglende mod til stå imod presset fra lobbyister.
Klima- og miljøbevægelserne står på skuldrene af videnskaben. En af de organisationer, som gennem tiderne har spillet en kæmpemæssig rolle, er Klimabevægelsen i Danmark. Tilsyneladende har der været nederlag på nederlag på nederlag. Men set i et overordnet perspektiv har de skiftende regeringer igen og igen og igen måttet anerkende, at aktivisternes analyser var korrekte, og man har ændret politik. Det er sket løbende, men altid med 10-15 års katastrofale forsinkelser til følge.
Spørgsmålet er, om der er nogen, der kan forhindre, at der igen skal gå 10-15 år, før vores politiske ledere erkender, at Parisaftalens 1,5 grader er overskredet.
Klimakamp – hvordan?
Oplæg
Stine Bardeleben Helles
Klimabevægelsen i Danmark
Rigsdagsgården, torsdag d. 20. februar, kl. 8.30-9.30
