KØBENHAVN: Klimakamp – hvordan?
Det politiske segment har ikke været karrige med at uddele ros og anerkendelse til klimaaktivister. Især har man i høje toner fremhævet indsatsen fra en kritisk og højtråbende ungdom. Det flugter med en velkendt magtstrategi: Først ignorere, siden latterliggøre, så bekæmpe for til sidst omfavne. Men der er ikke brug for applaus fra dem, som har magt til at skabe relevante og livsvigtige rammebetingelser – der er brug for handling.
Det er tæt på ubegribeligt, at regeringen kan acceptere løsninger, som den selv må kunne se, er helt utilstrækkelige. Det er åbenlyst, at der skal sættes en øjeblikkelig stopper for landbrugets ødelæggelse af havmiljøet, byggeriet må ophøre som storudleder af CO2, og transportsystemet skal ikke favorisere de mest energiforbrugende løsninger – herunder en kritikløs accept af unødvendig flytrafik. Den seneste trussel er en svækkelse af Golfstrømmen. Men reaktionen udebliver. Regeringsmedlemmerne må hade deres børn, når de giver op på trods af, at alle teknologier eksisterer for en omlægning til et bæredygtigt samfund.
Den nølende holdning er ikke ny og i dag anerkende langt de fleste politikere, at deres forgængere tog ubegribeligt mange utilstrækkelige eller direkte forkerte beslutninger. Men det undskyldes med datidens mangel på indsigt – og man tilføjer, at de jo har skabt et fantastisk rigt samfund. Dermed mener man åbenbart, at så kan man lige så godt fortsætte med en påtaget uvidenhed for at få det hele til at hænge sammen. Man støtter sig til ønsketænkning – og holder faktuel viden på sikker afstand.
Når den nuværende generation af politikere forlader Christiansborg, venter en traumatisk alderdom med erindringer om svigt, frivillig fordummelse og manglende mod til stå imod presset fra lobbyister.
Klima- og miljøbevægelserne står på skuldrene af videnskaben. En af de organisationer, som gennem tiderne har spillet en kæmpemæssig rolle, er Klimabevægelsen i Danmark. Tilsyneladende har der været nederlag på nederlag på nederlag. Men set i et overordnet perspektiv har de skiftende regeringer igen og igen og igen måttet anerkende, at aktivisternes oplysninger var korrekte, og man har måttet ændre politik. Det er sket løbende, men altid med 10-15 års katastrofale forsinkelser.
Spørgsmålet er, om der er nogen, der kan forhindre, at der igen skal gå 10-15 år, før vores politiske ledere erkender omfanget af klimaforandringerne.
Klimakamp – hvordan?
Oplæg:
Stine Bardeleben Helles, forperson
Klimabevægelsen i Danmark
Rigsdagsgården, torsdag d. 12. december, kl. 8.30-9.30
Klimakamp – hvordan?
Oplæg
Stine Bardeleben Helles, forperson
Klimabevægelsen i Danmark