AARHUS: Katastrofal mangel på penge på de nødlidende bosteder – demonstration
Vi oplever forråelse på bosteder, der er veldokumenteret i pressen. Vi oplever hele område nord, altså cirka en tredjedel af alle kommunens bosteder der for anden gang er truet af lukning af socialtilsynet. Fordi borgerne ikke får den pleje og omsorg, der er nødvendig, og derved efterlader vi de mest sårbare borgere i kommunen i en situation, hvor lidelser forværres, og velfærd er truet.
Faktisk er der i seneste tilsynsrapport beskrevet tilfælde, hvor helbredet er livsfarligt truet.
Derfor må de kommunale politikere handle nu. Alt andet er uansvarligt.
”Det er katastrofalt for de nødlidende bosteder, at der ikke er fundet penge her og nu til at afhjælpe nogle af de store problemer. Vi kan altså ikke vente på budgetforhandlingerne til efteråret, for så kommer pengene først til næste år”, siger Lone Norlander-Smith, Enhedslistens politiske ordfører.
Enhedslisten bakker op om forslaget fra Venstre om at finde et flertal uden om Socialdemokratiet til at finde de nødvendige penge til bostederne i kommunekassen. Vi mener, det bør være muligt at finde et socialt ansvarligt flertal i byrådet, der vil dette.
Forhandlingerne mellem regeringen og KL endte som bekendt også i et stort nul. Dermed er det også nødvendigt, at kommunens politikere strammer sig gevaldigt op til de kommende budgetforhandlinger, ligesom det også er nødvendigt, at der bliver rejst økonomiske krav til den kommende finanslov.
Den 24. juni klokken 16:00 mødes vi til demonstration på Rådhuspladsen, med krav om at regeringen kommer til lommerne, hvis vi skal undgå, at mennesker med handicap bliver de store velfærdstabere.