KØBENHAVN: Kampen om Lynetteholm
Kan vi egentlig stole på grundlaget for Lynetteholm? Går staten for langt for at vinde retssagen mod dem selv? Og er demokratiet reelt sat ud af kraft, når det gælder store statslige anlægsprojekter?
Den nye dokumentarfilm Kampen om Lynetteholm går bag om retssagen for at stoppe den kunstige halvø Lynetteholm og giver et hidtil uset indblik i den juridiske kamp mod Danmarkshistoriens største anlægsprojekt.
Den danske stat og By & Havn mener ikke, at byggeriet af Lynetteholm påvirker miljøet i Østersøen – og at alt er grundigt undersøgt. Men da Klimabevægelsen anlægger en retssag for at stoppe byggeriet, lykkes det staten at få afvist flere eksperter fra at vidne i sagen, blandt andre en af Danmarks førende eksperter i havmiljø og rådgiveren ved Storebælts- og Øresundsbroerne.
Men hvis Lynetteholm ikke påvirker havmiljøet, hvorfor lod statens advokater så ikke bare eksperterne komme til orde i Østre Landsret?
Gælder alle kneb i juraens verden, eller er der et demokratisk problem? Og kan man overhovedet vinde over staten i sager om store anlægsprojekter?
I filmen er vi med bag linjerne hos Klimabevægelsens to advokater, Jonas Christoffersen og Eskil Nielsen, i deres forsøg på at få standset megaprojektet. Og vi hører, hvad de afviste vidner ville have sagt i vidneskranken … hvis de havde fået lov.
Filmen har premiere på dokumentarfilmsfestivalen CPH:DOX den 11. marts og vises desuden den 14., 15. og 21. marts.
Kampen om Lynetteholm er instrueret af Naja Andersen, der sagde sit gode Djøf-job op for at lave en dokumentarfilm om et af de mest kontroversielle byggeprojekter i Danmarkshistorien. Karen Stokkendal Poulsen er medinstruktør af filmen, som er produceret af Tambo Film.
Efter premierevisningen er der samtale med instruktørerne.