KØBENHAVN: Ja til en human flygtninge- og udlændingepolitik – nej til islamofobi og racisme
Lige nu er der en bølge af udvisningssager til Syrien. Det drejer sig hovedsageligt om unge syriske kvinder, som Danmark vil adskille fra deres familier og sende tilbage til det samme brutale regime, de er flygtet fra for få år siden.
Sammen med Ungarn er Danmark det eneste land i EU, der inddrager syriske opholdstilladelser. Den danske udlændingepolitik viser sig endnu en gang fra sin kyniske og umenneskelige side – uden at den nationale presse skriver eller beretter nævneværdigt om det.
Vi er vidner til en ufattelig ondskab, der har katastrofale følger for de berørte og deres familier. Og det sørgelige er, at der ikke udvises større modstand fra en stor del af den danske befolkning.
Tiden er inde til et forsvar for vores syriske medmennesker. Som borgere i Danmark vil vi ikke se stiltiende til, at vores stat udsætter mennesker, vi burde beskytte, for psykisk og fysisk nedbrydning på udrejsecentrene samt potentiel livsfare, hvis de vender tilbage til Syrien.
Mange partier bruger desværre en populistisk og racistisk retorik overfor især medborgere med muslimsk baggrund. Heller ikke det er acceptabelt, og det er vigtigt, at vi danner en bred front mod denne del og hersk-politik og forlanger, at Christiansborg tager fat på at løse alvorlige og reelle problemer i vores samfund med nedskæringer på velfærden, inflation, stigende fattigdom samt klimakrisen!
