KØBENHAVN: Hør om EU-militær
Hør oplæg ved Svend Erik Christensen fra Folkebevægelsen mod EU’s landsledelse. Der er god tid til spørgsmål og debat. Mødet er åbent for alle interesserede, og der er gratis adgang.
EU er i gang med en storstilet militarisering.
EU fik en ny forfatning i 2009, Lissabon-traktaten. Hermed blev det slået i med syvtommersøm, at EU også skal have en militær dimension. De første år gik udviklingen stille og roligt og uden den helt store opmærksomhed fra offentligheden.
Udviklingen tog for alvor fart med Ukrainekrigen i 2023. Herefter har EU haft fokus på opbygning af militæret og den europæiske våbenindustri. Efter at den nye EU-kommission trådte i arbejdstøjet i slutningen af 2024, fik oprustningsskruen nogle ekstra omdrejninger.
Der tales helt åben om en egentlig militær union – eller som det formuleres: “Europa skal træffe modige valg og opbygge en forsvarsunion gennem enhed og styrke. Det skylder vi vores NATO-allierede, Ukraine og først og fremmest os selv”.
Senest er EU-kommissionen kommet med planen ReArmEurope, der lægger op til yderligere oprustning for 6000 milliarder kroner. Den er fulgt op af hvidbogen “For det europæiske forsvarsberedskab 2030”.
En af hovedhjørnestenene i hvidbogen er opbygning af den europæiske våbenindustri, særlig i konkurrence til industrien i USA, som hidtil har leveret store dele af de våben, som EU-landene har købt.
Opbygningen af våbenindustrien skal ske gennem direkte økonomiske støtte, en langsigtet plan for landenes indkøb af våben og fælles indkøb af våben i EU. Hvidbogen peger også på en plan for finansieringen af medlemslandenes oprustning. Det skal blandt andet ske via optagelse af fælles lån og private investeringer fra eksempelvis pensionsfonde.
I de næste måneder vil vi se flere udspil fra Kommissionen om mere militær og opbygningen af våbenindustrien. Det bliver et af de emner, som det danske formandskab vil arbejde med i anden halvdel af 2025. Det militærindustrielle kompleks og krigsøkonomien er en realitet i EU.
Der er mere information om den militære opbygning i EU hos Folkebevægelsen mod EU.
Mødet er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvar for indholdet er alene tilskudsmodtagers.