KØBENHAVN: Grundlovsmøde i Rigsdagsgården
Næste gademøde rammer grundlovsdag den 5. juni.
Her får Bornholms Havvind overrakt Klimapåmindelsens Ærespris.

Begrundelsen: ”En forbilledlige indsats, som med folkeligt mandat sigter mod at gøre Bornholm selvforsynende med el”.
Dagen indledes naturligvis med en grundlovstale, som afholdes af Elise Sydendal fra Den Grønne Ungdomsbevægelse.
Hun vil blandt andet komme ind på de samtaler, hun på COP-møderne har haft med unge klimaaktivister fra lande, hvor forsamlings- og ytringsfrihed er et fatamorgana.
Prismodtageren bliver repræsenteret af Helle Munk Ravnborg.
Bornholms Havvind fandt for seks år siden ud af, at det ville være muligt at gøre øen selvforsynende med strøm. Det ’eneste’ det krævede, var etableringen af en 100 MW kystnær havvindmøllepark, bestående af 7-9 havvindmøller …
Gruppen kontaktede forskellige eksperter, og med støtte fra blandt andre EU fremlagde de i efteråret 2022 en storstilet plan, der hang sammen både teknisk og økonomisk. Sideløbende havde man involveret øens erhvervsliv og regionskommunen – og gennem mødeaktivitet og via lokalpressen havde man sikret sig en stor folkelig opbakning. Et enestående arbejde.
Men det skulle ikke være let. Der opstod juridiske spidsfindigheder, og det store folkelige pionerprojekt blev hældt af brættet af Energistyrelsen. Hypotesen er, at EU vil protestere, fordi de – måske – vurderer, at det indirekte modtager statsstøtte. Så for en sikkerheds skyld: Tak, men nej tak.
Hvorfor kan vores klima-, energi- og forsyningsminister – eller regering – ikke begribe, at det netop sådanne initiativer, som gennem tiderne – og helt i grundlovens ånd – har repræsenteret den folkelige ansvarlighed, der har skabt højskoler, andelsbevægelser, vindmøller og økologi – og i svære tider har banet vejen for nytænkning og fornyet håb?!
Hvis Bornholms Havvind havde fået grønt lys fra starten – og alt var gået planmæssigt – ville møllerne snurre allerede fra i år – og i de næste 40 år have leveret CO2-fri strøm til alle på Bornholm.
Mød op og vær med til et bevægende grundlovsmøde med fejring af nogle seje bornholmere!
Grundlovstale
Elise Sydendal
Den Grønne Ungdomsbevægelse
Modtager af Klimapåmindelsens Ærespris
Helle Munk Ravnborg
på vegne af Bornholms Havvind