KØBENHAVN: Find bogguld i Hillerødgade
Kom til antikvarisk bogsalg hos Kommunistisk Parti og Arbejderen! Det er to særlig bogskatte, som sælges, og de fortjener titlen ”Bog-guld i Hillerødgade”. Kig ind, få læsestof til sommeren og støt dermed Arbejderen!
Vi har fået syv store kasser med antikvariske bøger – og ikke hvilke som helst bøger, skal vi hilse og sige. Fire kasser fra Villia Olsen, der har været aktiv for Arbejderen og levet et langt liv tæt på den kommunistiske bevægelsen. Villia har ikke længere plads til sin bogsamlingen, som du nu kan købe fra. Og tre kasser fra familien Maass i Kolding – bøger som er arvet efter forældrene, der var kommunister et helt liv.
Søskendene Ole og Marianne Maass skriver kort sådan her om forældrene og bøgerne:
”Bogsamlingen stammer fra en politisk aktiv familie, og et hjem, hvor politiske diskussioner hørte til dagligdagen. Fritz og Kathrine Maass i Kolding var begge livslangt engagerede medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti.
Som ung sømand i 1941 var Fritz Maass én af de aktive kommunister, som blev taget af det danske politi og interneret i først Horserød og siden kz-lejren Stutthof, da et folketingsflertal på skændig vis brød den danske grundlov.
Efter krigen genoptog Fritz Maass sin politiske aktivitet i DKP, hvor han var aktiv frem til sin alt for tidlige død som 62-årig i 1979.
Kathrine Maass forblev tro mod sine idealer frem til sin død som 95-årig i 2012, og for hende var viden gennem bøgernes verden én af livets helt basale ting.
Bøger var ikke noget, som stod til pynt og udstilling, så de bøger, som her kommer til salg, er læst – i en hel del tilfælde mere end én gang.”
Men bøgerne fortjener at blive læst mange flere gange.
Der er virkelig mange gode og særlige bøger – en del af dem med dedikationer fra forfattere som Bidstrup og Scharnberg med flere.
Velkommen i Hillerødgade 30A på Nørrebro i København – fredag den 2. juli klokken 14 til 16.
Der er kaffe på kanden, kage på bordet, øl og vand i køleskabet og først og sidst ”guld i bogkasserne”.
Arrangeres af Kommunistisk Parti, Afdeling Syd København.