KØBENHAVN: CO2 under gulvtæppet
Nogle af de mest perspektivløse debatter opstår, når politikere lytter til forskerne med et halvt øre og tror, de har hørt løsningsmodeller, som lige passer ind i partiets handleplaner. Det er klart, at forskere går på opdagelse i mulighedernes verden og forsøger at konkretisere de ideer, som de tror kan komme samfundet til gavn. Men skaden sker, når politikere forsøger at oversælge deres visioner, fordi de erkender, at deres egen politik halter på centrale områder. For at dække over manglerne opfindes derfor fantasifulde løsninger for at få partiprogrammet til at hænge sammen.
En af disse “løsninger” er CO2-fangst og lagring. Det blev introduceret af som en interessant teknologi, der var under udvikling – men haps, så blev det pludselig den brik, der skulle få en ligningen til at gå op: At nedsætte CO2-udledningen uden at begrænse forbruget.
Med en kreativ fri fantasi fra det politiske segment blev der lanceret useriøse postulater, som blot skulle lukke munden på samfundsengagerede mennesker. Luftige teknologiske visioner blev med ét trylleslag gjort til forudsætningen for, at Danmark kan opfylde sine klimamål. Et ærgerligt spild af kostbar tid.
Selve teknikken er der ikke noget galt med. Den er en oplagt mulighed for at mindske skadevirkninger fra cementproduktion eller anden fossiltung virksomhed – og der er kun al mulig grund til at udvikle teknikken. Men helt ny er metoden nu ikke.
USA har flere års erfaringer med CO2-fangst og -lagring. Her har det vist sig, at teknologien aldrig har virket i den målestok, man forestiller sig. Dertil kommer faren for ulykker. Gassen er lugtløs og usynlig, og da den er tungere end luft, vil den samle sig i lavere liggende områder – for eksempel i kældre. Hvis der er læk i en rørledning, kan den i større mængder blive dødelig.
Det er blandt andet dette, der bekymre borgerne i Havnsø-Føllenslev-området. Her har “CO2 Storage, Kalundborg” – et konsortium med blandt andre Ørsted og norske Equinor – søgt om tilladelse til at lagre store mængder CO2 i undergrunden under deres boliger.
Dette konsortium er kun forpligtet til at holde øje med, at der ikke siver CO2 op i 20 år. Herefter overgår forpligtelsen til beboerne i området. Men ingen ved, hvor lang tid der går, før at CO2’en bliver til fast stof og ikke længere kan sive op fra undergrunden. Måske om 50 år – måske om 1000 år?
Disse beboere skal nu agere prøvekaniner i et hasarderet prestigeprojekt.
Oplæg ved Per Karlsson, cand. mag. i geografi.
