KØBENHAVN: Finale i EU-strid: Game over eller dansk sejr?
På tirsdag den 11. november klokken 9 afgør EU-domstolen, om Danmark og Sverige får medhold i den sag, de har anlagt om annullation af EU’s mindstelønsdirektiv. Noget der kan få afgørende betydning for det danske arbejdsmarked.
For hvis EU-domstolen ikke giver Danmark og Sverige medhold, er det dødsdommen over den danske model. Får vi derimod medhold, er det en yderst sjælden begivenhed, som der er grund til at fejre.
“En lovbestemt mindsteløn vil undergrave værdien af de overenskomster, som arbejdsmarkedets parter forhandler. Samtidig giver det politikerne et farligt værktøj, som de kan misbruge i krisetider, eller når statskassen fattes penge – præcis som vi så det med afskaffelsen af store bededag”, udtaler Henrik Juul Rasmussen, formand for Byggefagenes Samvirke og Rør- og Blikkenslagernes Fagforening i København.
Derfor har Byggefagenes Samvirke sammen med FH Hovedstaden planlagt en demonstration på Kultorvet klokken 14:30 til 16:00.
Både fagbevægelsen, DI, Dansk Erhverv og en lang række politikere venter i spænding på afgørelsen. For det er højest usædvanligt, at Danmark overhovedet har anlagt denne her type sag. Derfor bliver afgørelsen, uanset udfaldet, også historisk.
Under demonstrationen taler: Henrik Juul Rasmussen, formand for Byggefagenes Samvirke, Per Clausen (Ø), Karsten Hønge (SF), Marianne Vind (A), Flemming Grønsund, næstformand FH, Jesper Ettrup Rasmussen, formand FH Nordjylland.
Konferencier: Mikkel Andersen, formand FH Hovedstaden.