HILLERØD: Møde 2 i møderække – Ældrestyrken er til politik – ikke til banko
Ældrestyrken består af godtfolk, der af forskellige grunde har forladt arbejdsmarkedet, men er interesserede i politiske forhold – hvorfor er samfundet gået den vej, har taget den udvikling …
Vi vil ikke melde os ud af den politiske diskussion og kamp.
Ældrestyrken har eksisteret i mange år, og efter en pause på små tre år udsender vi hermed vores nye program, efterår – vinter 2022.
Vi holder politisk arrangement hver anden mandag klokken 11 i Røde Hus, Holmegårdsvej 2 i Hillerød. Vi starter mandag den 29. august med oplæg af Jørgen Tved ”Om besættelsestidens vendepunkt denne dag i 1943” og slutter sæsonen af mandag den 5. december med oplæg af Pelle Dragsted vedrørende ”Den politiske situation”. Som det fremgår af programmet, sætter Ældrestyrken den politiske diskussion øverst.
Alle interesserede er velkommen til arrangementerne, som er gratis.
Der bydes på kaffe/the og kage.
Program
29. august: Årsdagen – 29. august 1943 – hvorfor var modstanden vigtig! En vigtig historisk dag for ikke bare modstandskampens situation. Jørgen Tved fortæller om den historiske betydning for det efterfølgende forløb af besættelsestiden.
12. september: Hvordan skal Enhedslisten arbejde i Folketinget? Sinem Demir arbejder som tjener og er aktiv i fagbevægelsen. Hun er Enhedslistens kandidat i Nordsjælland til Folketinget.
26. september: Sundhedspolitik i et trængt sundhedsvæsen. Emilie Haug Rasch arbejder som sygeplejerske.
10. oktober: USA og Kina. Jacob Jensen har skrevet flere bøger, og denne bog giver en fortrinlig fremstilling af, hvorfor forholdet USA-Kina er, som det er i den nuværende situation.
24. oktober: Den faglige kamp i velfærdsstatens nedgang. Jan Hoby er næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS) og er aktiv i de offentlige ansattes organisationer.
7. november: Betydningen af et rødt dagblad. Anders Sørensen er ansvarshavende redaktør for Arbejderen.
21. november: Den økonomiske situation i det kapitalistiske Danmark. Frank Aaen er tidligere finansordfører for Enhedslisten i Folketinget. Er stadig politisk aktiv, blandt andet i Kritiske Aktionærer.
5. december: Den politiske situation. Pelle Dragsted har udgivet flere bøger og er mangeårig aktivist og politiker. Hør og diskutér om den politiske situation i Danmark.