FREDERIKSSUND: Inden du stemmer den 1. juni
Du inviteres til offentlig møde torsdag den 21. april klokken 19:30 i Langes Magasin, Østergade 3B, tæt på Frederikssunds Torv.
Mødet drejer sig om afstemningen den 1. juni, hvor vi skal stemme, om vi skal beholde eller afskaffe vores forsvarsforbehold i forhold til EU.
De partier der ønsker, at vi opsiger vores forbehold/undtagelse, kan ikke få sig selv til at nævne det, som afstemningen handler om, men det gør vi.
Vi har aftalt med næstformand for Folkebevægelsen mod EU, Niels Eriksen, at han kommer og fortæller om, hvad vi skal stemme om, og om, hvorfor Folkebevægelsen anbefaler at stemme nej til at afskaffe forbeholdet. Du får også lejlighed til at stille spørgsmål.
Den 2. februar i år udtalte vores udenrigsminister, at der ikke var behov for ophævelse af vores undtagelser/forbehold over for EU. Det må vel fortsat gælde.
Men efter den 24. februar, hvor Putin startede en krig mod Ukraine, er et flertal i Folketinget pludselig blevet meget ivrige efter at afskaffe forbeholdet og har udskrevet afstemning om det.
Da det er NATO, der kunne reagere militært på den igangværende krig i Ukraine, og ikke EU, skulle man ikke mene, at denne frygtelige krig har noget at gøre med vores forsvarsforbehold. Man kunne få den mistanke, at de partier, som hele tiden har ønsket at afskaffe forbeholdet, blot benytter krigen som en kærkommen lejlighed til at udskrive afstemningen. De forventer vel, at krigen giver dem en fordel.
Alle er velkommen til mødet, der er gratis. Vi giver kaffe og the til at blive varmet på.