AARHUS: Udstilling om Andrej Sakharov
Torvet Dokk1. Tirsdag d. 2.5. til torsdag d. 11.5. 2023.
Officiel åbning kl. 13 tirsdag d. 2.5.
Oplæg i M2 kl. 13.30 af Mag. Scient. Carl Erik Foverskov, Landsledelsen Dansk Russisk Forening, Projektleder i Den Danske Helsinki Komité.
Andrej Sakharov, russisk atomfysiker, menneskerettighedsaktivist og nobelprismodtager, blev født d. 25. maj 1921.
I 2021 kunne man derfor fejre 100-året for hans fødsel. Som fysiker er Sakharov først og fremmest kendt for sin indsats ved udviklingen af den sovjetiske brintbombe, men allerede i midten af 1960’erne begyndte hans arbejde for menneskerettighederne i Sovjetunionen og for international afspænding. Dette fortsatte trods myndighedernes chikane, indtil han endelig under perestrojka fik lov til åbent at arbejde for sine idealer om fred og menneskerettigheder.
I 1975 blev han tildelt Nobels Fredspris for denne indsats.
Europa-Parlamentet indstiftede i 1988 en pris, Sakharov-Prisen, til ære for Sakharov. Den uddeles hvert år til fremtrædende freds- og menneskeretsforkæmpere.
Betydningen af Sakharovs arbejde for fred og menneskerettigheder kan næppe overvurderes. Hans mod og insisteren sammen med hans ry som fysiker gjorde ham til et moralsk fyrtårn både i Sovjetunionen og i Vesten og var stærkt medvirkende til den afspænding, der begyndte i slutfirserne, og som afsluttedes med Sovjetunionens sammenbrud.
Modtagere af Nobels Fredspris 2022 er den hviderussiske forfatter og aktivist Ales Bjaljatskij samt de to menneskerettighedsorganisationer Memorial og Center for Civil Liberties. De hører hjemme i Rusland og Ukraine.
Memorial blev grundlagt i 1987 af aktivister i det tidligere Sovjetunionen. Blandt grundlæggerne var selv en tidligere modtager af Nobels fredspris, Andrej Sakharov.
Udstillingen er arrangeret af Dansk Russisk Forening Midtjylland, FN Forbundet, Den Danske Helsinki Komité for Menneskerettigheder og finansieret af Wisti Fonden.