AARHUS: Stop krigen mod Iran
USA’s og Israels angreb på Iran er en åbenlys krænkelse af ethvert princip om respekt for staters suverænitet og undergraver brutalt FN-pagten.
Angrebet truer med at antænde en regional storkrig i en allerede brændende region med det eneste formål at fremme USA’s og Israels egne planer i Mellemøsten. Det er en krig om militær dominans, skibsruter, olie og andre ressourcer.
Vi beklager dybt, at den danske regering og de danske politikere bakker op om denne politik. Det er hykleri, at de samme politikere kræver overholdelse af FN-pagten, når USA truer Grønland, men selv ser gennem fingre, når det sker mod andre lande.
Vi bakker op om FN’s generalsekretær Antonio Guterres, når han siger: “FN’s charter, verdenserklæringen om menneskerettigheder og instrumenterne i den internationale menneskerettighedslovgivning er ikke en menu. Lederne kan ikke vælge den del, de kan lide, og ignorere resten.”
Angreb udefra vil ikke give iranerne bedre forhold, men i stedet kaos og ødelæggelse. Erfaringerne fra USA’s – og Israels – krige er skræmmende og har medført død, ødelæggelse og ikke-fungerende stater. Det gælder både Irak, Libyen, Afghanistan – og Gaza.
Krigen mod Iran viser også, hvordan USA bruger sine allieredes baser som angrebsramper – blandt andet Cypern – og hvilken trussel baserne udgør for befolkningerne i de berørte lande.
Vi siger nej til, at USA får baser i Jylland. Baserne vil gøre Danmark til bombemål.
Opsig den danske baseaftale med USA!
Demonstrationsmøde tirsdag den 10. marts klokken 17 på Klostertorvet.