AARHUS: Protest mod ulovlig våbeneksport
En række danske virksomheder har vundet ordrer i forbindelse med udviklingen af de F-35-kampfly, som gennem mange måneder har bombet Gaza og dræbt i titusindvis af civile palæstinensere – og netop nu har genoptaget deres bombardementer (18. marts 2025). Det gælder ifølge Forsvarets hjemmeside Terma, Scandinavian Avionics, og Multicut.
De indledende retsmøder fandt sted 25. til 28. februar, og der falder dom fire til otte uger senere, fra og med slutningen af marts.
Amnesty International Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke, Oxfam Danmark og den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation al-Haq valgte i foråret 2024 at sagsøge den danske stat med det formål at få stoppet Danmarks direkte våbeneksport.
Disse organisationer mener, at eksporten er i strid med internationale regler for våbeneksport, fordi Danmark med sine våbenleverancer bidrager eller har bidraget til krigsforbrydelser i Gaza.
Østre Landsret kører sagen, og der skal træffes afgørelse angående to juridiske spørgsmål: Spørgsmålet om såkaldt retlig interesse og kravet om opsættende virkning.
Vi står her, fordi vi som bekymrede og sorgfulde borgere har svært ved at se et Danmark, der bidrager til systematiske krigsforbrydelser mod det palæstinensiske folk. Vi vil med aktionen gøre opmærksom på Danmarks ansvar.
Arrangører: Boykot Israel, Gadekoret for Peace and Justice, Kvinder i Sort, Mellemfolkeligt Samvirkes Palæstina-solidaritetsgruppe Aarhus, Racismefri By – Aarhus for Mangfoldighed og Aarhus mod Krig og Terror.