AARHUS: NEO DADA! Mod højreradikalisme, gylle og hadtale
Per Johan Svendsen udstiller i Café Oskar. Frederik Schütt oplæser digte under ferniseringen.

NEO DADA! MOD HØJRERADIKALISME, GYLLE OG HADTALE! Hvorfor nu lige pludselig Neo Dada?
Fordi dadaismen i høj grad var en protest imod Første Verdenskrigs brutalitet og mod den borgerlige samfundsorden, som havde frembragt krigen.
Dermed blev DADA også et direkte angreb på de borgerlige løgne og finkulturelle kunstopfattelse. Nu er vi der så igen med højreradikalismens angreb på demokratierne (som ikke set siden 1930’erne) og destruktive blodige krige med angreb på mindre nationers ret til selvbestemmelse.
Den kunstneriske linje går først og fremmest tilbage til de revolutionære tyske ekspressionister i 1920’ernes Weimarrepublik; Otto Dix, Georg Grosz, John Heartfield med flere – og de udsprang netop af den tyske Dadaisme.
Min kunst set i historisk perspektiv er således præget af den ekspressive politiske kunst og nærmer sig også, hvad jeg vil kalde magisk realisme.
Med hensyn til tidens dystre uhyggelige begivenheder og perspektiver siger jeg: SE OP, SE UD OG SE JER OMKRING! HUSET BRÆNDER!