AARHUS MED FLERE: 16.-22. maj: Håb og kærlighed – og viljen til at overleve
Palæstina Film Festival for 9. år i træk i Øst for Paradis – med international gæst
Aktuel gæst til filmfestival – på tragisk baggrund
SIDSTE: Kollega og ven til den dræbte Al Jazeera-journalist til årets Palæstina Film Festival i Aarhus
En ven og kollega til den nyligt dræbte palæstinensiske journalist Shireen Abu Akleh, er gæst og taler ved årets Palæstina Film Festival i Aarhus. Det er filminstruktøren Marwah Jbara Tibi, som har instrueret filmen Bread and Butter, der vises lørdag den 21. maj klokken 16:30 i Øst for Paradis. Filmen er produceret for Al Jazeera.
https://pcd.flp.ps/content/bread-and-butter
Stærke følelser, kærlighed, sorg og håb, tilsat humor, er den mangfoldige og bevægende blanding, som indgår i filmene ved årets Palæstina Film Festival i Øst for Paradis i Aarhus.
Åbningsforestilling: Farha – Torsdag d. 19. maj kl. 19.00
Farha er en prisbelønnet film om håb og kærlighed, og om en ung piges vilje til at overleve. 14-årige Farha lever i 1948 i en landsby i Palæstina, hvor hun drømmer om at gå i skole og tage uddannelse. Men hendes liv splintres og forandres for altid, da hendes landsby ved oprettelsen af staten Israel bliver angrebet. Skjult i et lille rum oplever Farha krigens rædsler. Hun er vidne til at landsbyen bliver angrebet og ødelagt, og at indbyggerne flygter.
Filmens instruktør Darin J. Sallam, fra Jordan, er gæst ved festivalen og taler ved forestillingen. Her taler også kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad og Palæstinas ambassadør i Danmark Manuel Hassassian.
Man bliver aldrig for gammel til at blive forelsket
Er udgangspunktet i filmen: Gaza mon Amour – Fredag d. 20. maj kl. 19.00
Filmen er en humoristisk kærlighedshistorie fra det blokerede og indelukkede Gaza, hvor livet også indeholder andet end krig og fattigdom. Den 60-årige fisker Issa, der er single, får et godt øje til den jævnaldrende enke Siham. Og man bliver aldrig for gammel til at blive forelsket, erfarer Issa, så han beslutter, at han vil gifte sig – med Siham. Men hans søster har helt andre planer for, hvem der skal være hans kommende kone, og det går ikke stille af. Prisbelønnet.
Lørdag d. 21. maj kl. 16.30 vises:
I mit hjerte: Årets film af Søren Marcussen, Opgang2. Den viser hans personlige møde med en række palæstinensere i Libanon og Danmark, med beretning om deres liv og historie.
Bread and Butter: Dokumentar af Marwah Jbara Tibi, fra Al Jazeera. Filmen følger en gruppe palæstinensiske mænd fra Vestbredden, der med livet som indsats tager på arbejde i Israel, tvunget af høj arbejdsløshed. ”For brød og smør giver vi vores blod”, siger de.
Søndag d. 22. maj kl. 16.30 vises: Gaza – vi vil bare leve
Prisbelønnet dokumentar med et smukt og livligt portræt af hverdagslivet i Gaza, hvor indbyggerne lever deres meningsfyldte liv i ruinerne af den vedvarende konflikt og krigstilstand. Vi møder 15-årige Karma, pigen der spiller cello med ruinerne af bombede huse som baggrund. Vi er med surferne ude på Middelhavets bølger, hvor vi på en båd også møder 14-årige Ahmed, der drømmer om at blive kaptajn på en stor fiskerbåd.
Palæstina Film Festival
Palæstina Film Festival viser kvalitets spille- og dokumentarfilm, for at give et bredere og mere nuanceret kendskab til Palæstina og palæstinensere, kulturelt, historisk og menneskeligt.
Arrangør: Palæstina Film Festival i samarbejde med Øst for Paradis og Opgang2.
Palæstina Film Festival støttes økonomisk af Det Danske Filminstitut, Aarhus Kommune og Palæstina Kulturfond.
Sponsorer: Sultan Palads, Brabrand. Restaurant Faour, Aarhus. Bazar Slagter, Brabrand. Nabil Travel, København. Younis Minimarked, Brabrand. Khalils Frisør, Brabrand. Turan Malerfirma, Brabrand.
Billetpris: 70 kr. – 5 kr. går til Det Palæstinensiske Skakforbund i Flygtningelejren Shatila ved Beirut.
Billetter og info: paradisbio.dk
Facebook: Palæstina Film Festival
Palæstina Film Festival i andre byer:
Foruden festivalens forestillinger i Aarhus har Palæstina Film Festival i år følgende forestillinger i andre byer, hvor åbningsfilmen Farha vises:
Rødding Bio: Mandag d. 16.5. kl. 18.00.
Arrangør: Palæstina Film Festival i samarbejde med Rødding Bio
Billetter og info: www.roeddingbio.dk
Biffen Odder: Tirsdag d. 24.5. kl. 18.00.
Arrangør: Palæstina Film Festival i samarbejde med Biffen Odder
Billetter og info: biffen-odder.dk
Byens Bio Jelling: Lørdag d. 4.6. kl. 16.00.
Arrangør: Palæstina Film Festival i samarbejde med Biffen Odder
Billetter og info: byensbio.dk

PALFF.DK