AALBORG: Fra gadechikane til vold og kvindedrab: Hvad kan vi gøre?
Kvindehad, chikane og kontrol starter sjældent med vold.
Ofte begynder det i hverdagen – på gaden, online eller blandt venner. I de seneste år har Danmark set en bekymrende udvikling i antallet af partnerdrab, og det kalder på samtale, viden og handling.
Til dette arrangement sætter vi fokus på chikane i det offentlige rum og på, hvordan kvindesyn og magtstrukturer kan eskalere til partnervold og i værste fald partnerdrab. Gennem en paneldebat med politikere, forskere, politi og fagpersoner diskuterer vi, hvorfor denne udvikling sker – og hvem der har ansvaret for at stoppe den.
Efterfølgende giver vi konkrete redskaber til, hvordan man som vidne kan støtte andre, sige fra over for gadechikane og tage snakken med venner om grænseoverskridende adfærd – på en måde, der er tryg og sikker.
Arrangementet henvender sig til alle over 16 år, uanset køn. For forebyggelse er et fælles ansvar.
Vi glæder os til at se dig!
FN-forbundet