Fagforbundene 3F, FH og Dansk Sygeplejeråd er ikke i tvivl: Den korte valgkamp frem mod folketingsvalget den 24. marts skal handle om pension og tilbagetrækning og til en debat om, hvordan sundhedsvæsenet kan styrkes.
3F kræver, at den såkaldte tidlig pension, også kaldt Arne-pension, skal forbedres, så den bliver nemmere at få og bedre økonomisk for de mange mennesker, der har knoklet med hårde fysiske job på arbejdsmarkedet i mere end 42 år.
– Utrygheden blandt vores medlemmer er steget voldsomt det seneste år. Politikerne har hævet pensionsalderen uden at give noget den anden vej. Det holder ikke, siger 3F’s formand Henning Overgaard.
Han henviser til en ny undersøgelse fra methods.dk og Epinion, der viser, at 87 procent af medlemmerne i 3F mener, at ydelsen er for lav til, at tidlig pension er attraktiv for dem. For danskerne generelt gælder det 77 procent.
Vi skal have forbedret Arne-pensionen både på ydelse og anciennitet. Ydelsen skal mindst hæves med 3000 per måned, og folk skal fortsat kunne få tildelt tidlig pension, når de er 64 år.
Henning Overgaard, formand for 3F
– Vi skal have forbedret Arne-pensionen både på ydelse og anciennitet. Ydelsen skal mindst hæves med 3000 per måned, og selv om pensionsalderen stiger, skal folk fortsat kunne få tildelt tidlig pension, når de er 64 år, siger Henning Overgaard.
Han lover folketingskandidaterne kamp til stregen:
– I 3F kommer vi i de næste fire uger til at presse politikerne maksimalt. De må og skal forholde sig til det her spørgsmål, inden vi skal til valgurnerne den 24. marts, siger Henning Overgaard.
Også Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) mener, at spørgsmålet om retten til pension og værdig tilbagetrækning skal stå centralt i valgkampen.
“For mig er én dagsorden vigtigere end alle andre: Retfærdig tilbagetrækning… Det her valg skal handle om respekt. Og om retfærdighed. Nu er det tid til, at Christiansborg leverer klare svar. Tid til at investere i arbejdsmiljøet. Tid til at sikre en værdig udvej for dem, der ikke kan mere. Tid til at sætte tempoet ned i stigningen af pensionsalderen”, skriver formand for FH Morten Skov Christiansen blandt andet i sin blog og fortsætter:
“Det er store beslutninger, vi skal træffe. Om hvilket samfund vi vil være. Om hvem der skal bære byrderne. Og om dem, der har knoklet et helt arbejdsliv, kan se frem til en værdig afslutning.”
Sygeplejersker for et stærkt sundhedsvæsen
Dansk Sygeplejeråd tager statsminister Mette Frederiksen på ordet og forudser også, at den usikre internationale sikkerhedssituation kommer til at fylde i valgkampen.
Men hvor statsministeren først og fremmest taler oprustning mod Rusland – så ser sygeplejerskerne et bedre sundhedsvæsen som en forudsætning for, at det danske samfund kan håndtere krisesituationer.
– Det må og skal være en topprioritet for den kommende regering at sørge for et sundt og sikkert samfund med et sundhedsvæsen, der både leverer høj kvalitet i hverdagen og samtidig er rustet til at håndtere krisesituationer, siger forkvinde i Dansk Sygeplejeråd Dorthe Boe Danbjørg.
Hun påpeger, at det er sundhedspersonalet, der er fundamentet under sundhedsvæsenet – også i hverdagen, når der ikke er krise.
Og det kræver, at der er nok personale:
– Derfor er det en bunden opgave at gøre sygeplejefaget mere attraktivt, så flere vælger det til. Det skal blandt andet ske ved at skabe en bedre balance mellem familie- og arbejdsliv, siger Dorthe Boe Danbjørg.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.