Forud for udbruddet af den aktuelle krig i Gaza mellem de israelske undertrykkere og de undertrykte palæstinensere ligger 75 år, hvor Israel med skiftende intensitet har udøvet etnisk udrensning af palæstinenserne.
De lande, som i dag hedder Palæstina, Israel og Jordan med flere, var britiske kolonier indtil 1947.
I 1917 udstedte den britiske regering “Balfour-erklæringen”, der annoncerede sin støtte til oprettelsen af et “nationalt hjem for det jødiske folk” i Palæstina.
Den jødiske befolkning repræsenterede på denne tid 3 procent af befolkningen i Palæstina med 87 procent muslimer og 9 procent kristne.
Flere krige
I 1936 startede den første palæstinensiske revolution mod briternes afhentning af jøderne fra Europa til Palæstina. Krigene om Palæstina fortsatte lige siden.
Mens den nye krig går videre, er stemmerne forblevet dæmpede i FN, hvor vestlige ledere opfordrer til ro på begge sider, som om der er tale om to ligeværdige parter. Og det bliver ikke ved det. De vestlige ledere viser deres uforbeholdne støtte til Israels “ret til at forsvare sig”, som om den palæstinensiske reaktion mod undertrykkelsen kommer som en stor overraskelse, som om det var første gang, vi ser noget til palæstinensernes befrielseskamp.
Det kræver en masse bedrag og selvbedrag at opretholde denne illusion og en stor indsats inden for spin og propaganda at få apartheid til at ligne en garanti for jødernes sikkerhed og samtidig skjule undertrykkelsen af palæstinenserne.
Er den krig, vi ser nu, blot endnu et uhåndterligt voldeligt sammenstød mellem et oprindeligt folk, der knuses af kolonimagten, drevet af bosætternes følelse af en unik religiøs ret til landet, fordi de er udvalgt af Gud? Eller er vi vidne til begyndelsen på enden på hundrede års kamp, hvor det palæstinensiske folk forsvarer deres hjemland mod det zionistiske projekt, som fortsætter med at stjæle deres jord og gøre dem til fremmede på det sted, der har været deres hjem i århundreder?
Mens vi venter på, hvor fremtiden bærer hen, kan vi imens forvente endnu flere blodsudgydelser, død, vrede, sorg, uretfærdighed og løbende geopolitisk intervention.
Hvad disse begivenheder har gjort klart er, at modstandsånden blandt palæstinenserne – på trods af den fortsatte forfølgelse – bliver forstærket. De nægter at underkaste sig, uanset hvor alvorlige trængsler de står overfor.
Begivenhederne i Gaza har også afsløret, at Israel ikke længere foregiver at acceptere alternativer for at fuldføre bosætterkolonisering af hele det palæstinensiske land, selv om det kræver en flytning af palæstinenserne eller en væbnet version af apartheidregimet.
Defensive eller terroristiske raketter
For israelerne og store dele af Vesten er den grundlæggende fortælling fortsat volden fra en terrororganisation (Hamas), der udfordrer den fredelige og demokratiske stat Israel med terror, hvilket gør Israels svar overbevisende. De stopper de terroristiske raketter fra Gaza og foretager en hård straffelektion med defensive raketter mod Gazas indbyggere for at afskrække fremtidige terrorangreb.
I den nuværende krig er det lykkedes Israel at kontrollere den internationale diskurs ved at tage den vedvarende vold ud af ligningen og få folk til at glemme, hvad 75 års befrielseskamp mod bosætterkolonialismen drejer sig om, hvilket har fået dem, der kun ved lidt om, hvorfor Hamas’ raketter blev affyret, til fejlagtigt at tro, at ødelæggelsen i Gaza var israelsk gengældelse på hundredvis af raketter affyret af Hamas.
Bosætterkolonialisme
I modsætning til Sydafrika, som aldrig har hævdet at være et demokrati, legitimerer Israel sig selv ved at præsentere sig som det eneste demokrati i Mellemøsten.
Det kræver en masse bedrag og selvbedrag at opretholde denne illusion og en stor indsats inden for spin og propaganda at få apartheid til at ligne en garanti for jødernes sikkerhed og samtidig skjule undertrykkelsen af palæstinenserne.
I årtier er det lykkedes Israel at dølge deres apartheid for verden på grund af arven fra Holocaust, som har givet troværdighed til den zionistiske fortælling om behovet for at give ly til de overlevende fra Holocaust.
Den jødiske tilstedeværelse i Palæstina har desuden i bedste koloniherrestil skildret palæstinenseren som et tilbagestående menneske i modsætning til den israelske modernitet. Det førte til en stigmatisering af de to befolkningsgrupper: På den ene side en jøde, der tilslutter sig vestlige værdier, og på den anden side en palæstinenser, der omfavner terrorisme.
Den seneste beskrivelse af palæstinensere kom fra den israelske forsvarsminister Yoav Gallant, da han den 9. oktober proklamerede: “Vi bekæmper menneskedyr, og vi handler derefter”.
Apartheid i Israel
Udvikling på det symbolpolitiske område har ført til nogle sejre for den palæstinensiske kamp. Den Internationale Straffedomstol (ICC) har tilladt en undersøgelse af israelske forbrydelser i Palæstina siden 2015 trods stærk modstand fra Israel og USA.
Desuden har FN og både jødiske og internationale NGO’er ud fra rapporter om tilstanden i Israel og de besatte områder fastslået, at Israel er et apartheidregime.
FN-organet ESCWA’s generalsekretær, Rima Khalaf, udtaler i 2017, at Israel er en racistisk stat, der har etableret et apartheidsystem, der forfølger det palæstinensiske folk.
B’Tselem, en førende israelsk menneskerettigheds-NGO, og Human Rights Watch udsendte rapporter, der er nået frem til samme konklusion: Israel driver et apartheidregime i hele det historiske Palæstina, de besatte palæstinensiske områder såvel som i Israel selv. Selv om denne udvikling ikke lindrer palæstinensernes lidelser, repræsenterer de vigtige symbolske sejre, der styrker moralen bag palæstinensisk modstand mod Israels apartheid.
Vi ved alt for godt, at vores frihed er ufuldstændig uden palæstinensernes frihed.
Nelson Mandela
Afslutningen på det sydafrikanske apartheidregime kan måske pege på en fremtid for palæstinenserne.
På trods af effektiv kontrol over det afrikanske flertal gennem brutale apartheidstrukturer, kollapsede apartheidregimet indefra under vægten af intern modstand og international solidaritet. Eksternt pres omfattede en boykot Sydafrika-kampagne, der vandt bred støtte og støtte fra FN.
Selv om Israel på en række centrale punkter ikke er Sydafrika, er kombinationen af palæstinensisk befrielseskamp, modstand og solidaritet stigende i den senere tid.
Ærkebiskop Desmond Tutu sammenlignede Israels behandling af palæstinenserne med apartheidregimet i Sydafrika.
“Jeg har været vidne til den systemiske ydmygelse af palæstinensiske mænd, kvinder og børn af medlemmer af de israelske sikkerhedsstyrker”, sagde han i en erklæring i 2014. “Deres ydmygelse er velkendt for alle sorte sydafrikanere, der blev korreleret og chikaneret og fornærmet og overfaldet af apartheidregeringens sikkerhedsstyrker”.
Israels følelse af sårbarhed over for det sydafrikanske scenario er tydelig i denne voksende tendens til at stemple Israels kritikere som antisemitiske for på denne måde at lukke munden på dem.
“Our freedom is incomplete”
Gårsdagens terrorister kan være morgendagens statsoverhoveder eller allierede, siger et gammelt politisk ordsprog.
Det klareste eksempel: Nelson Mandela, hvis navn først blev fjernet fra USA’s terrorliste få dage før hans 90-års fødselsdag i 2013, kort før hans død. USA havde tilføjet Mandela og hans organisation, African National Congress (ANC), til terrorlisten i 1980’erne. I den mellemliggende periode blev apartheid afskaffet, Mandela blev demokratisk valgt til præsident i Sydafrika og blev tildelt Nobels fredspris.
I en tale i 1997 på den internationale dag for solidaritet med det palæstinensiske folk bekræftede Mandela sin støtte til palæstinensiske rettigheder:
“Vi ved alt for godt, at vores frihed er ufuldstændig uden palæstinensernes frihed.”
Måske er det også passende at huske Gandhis berømte diktum i denne henseende:
“Først ignorerer de dig, så gør de nar af dig, så bekæmper de dig, og så vinder du.”
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.