Læserbrev
Fremragende indlæg.
Log ind for at svareVestens medansvar for Holocaust
Krigen i Gaza retter atter fokus på Vestens medskyld i og medvirken til, at Holocaust kunne ske. Uden såvel aktiv som passiv støtte havde det ikke været muligt for Nazi-Tyskland at myrde seks millioner jøder, skriver Arne Lund.
|
FN’s rapportør i Palæstina, den italienske menneskerettighedsjurist Francesca Albanese, skriver, “at USA er underkastet den jødiske lobby, og at Europa fortsat er så plaget af skyld over sit medansvar for, at Holocaust kunne ske … at de giver carte blanche til, at Israel, stort set, kan gøre, som det vil i forhold til palæstinenserne”.
Albaneses udsagn om den jødiske lobbys magt i USA og Europas handlingslammelse udløste de vante automatreaktioner: 118 medlemmer af USA’s Kongres forlangte, at hun blev fyret “fordi hun er antisemitisk”.
Det, vi giver os selv lov til, eller det vi lukker øjnene for, er det, der definerer os som mennesker.
I Daily Sabah skrev den tyrkiske psykolog, Burcu Basarn: “Israel og Vesten har intet lært af Holocaust, når de sammenligner Hamas med de tyske nazister. Erindringen om Holocaust burde være en universal lære om at fordømme enhver form for undertrykkelse, uanset hvem det rammer, og hvor det end sker. I stedet udnyttes og misbruges erindringen om Holocaust til at retfærdiggøre den brutalitet, som den israelske hær udøver i Gaza og på Vestbredden, og til at legitimere den israelske besættelse af Palæstina, der har fundet sted siden 1948.”
Hver gang palæstinenserne modsætter sig den israelske besættelse og undertrykkelse, da siger Vesten, “at Israel har ret til at forsvar sig”. Det dækker reelt over den etniske udrensning, der skal realisere zionismens endemål: Mest mulig arabisk jord, færrest mulige palæstinensere.
Det er ikke første gang, hvor Vesten har lukket øjnene for folkemord. Det skete i Srebrenica under borgerkrigen i Jugoslavien, og under folkemordet i Rwanda. Det kan derfor være nyttigt at se nærmere på historikken bag Vestens medansvar for Holocaust, hvilket bidrager til, at Vestens politikere er af den opfattelse, at der er en skyld, der skal sones.
Nationalkonservatismens fødsel
Efter Napoleonskrigene opstod romantikken og nationalismen samt ønsket om, at mennesker med samme sprog og kultur skulle leve afgrænset på et givent landområde. Begrebet den “hjemlige stamme” vandt frem, det samme gjorde kravet om at fjerne det unationale og det fremmedartede.
Parallelt hermed udvikledes liberale og sociale samfundsideer. Fagforeninger og arbejderpartier blev dannet efter de borgerlige “revolutioner” i 1848, og det trængte romantikken i defensiven. De nationalromantiske bevægelser fandt dog snart nye fjender: Parlamentarismen, arbejderbevægelserne, siden også kvinderne. Kirkerne bidrog med deres “jøderne slog Kristus ihjel”.
Pogromer i Østeuropa og Rusland sidst i 1800-tallet sendte tusindvis af fattige jøder vestpå. På trods af den voksende antisemitisme fik jøderne retslig og anden ligestilling fra 1870’erne. Også dét vakte modstand hos de nationalkonservative, og de første antisemitiske partier og bevægelser opstod.
Typisk for tiden er et brev fra Richard Wagner til kong Ludwig II af Bayern:
“Jeg betragter især den jødiske race som den fødte fjende af det racerene menneske og enhver ædelhed i dette og er overbevist om, at især vi tyskere vil blive ødelagt af dem”.
Antisemitismen blev søgt biologisk funderet i en “videnskab”, der skulle legitimere, at man havde at gøre med en laverestående race, der ikke måtte blandes med kristne europæere. Modstanden mod jøderne blev udvidet til også at omfatte romaer, asiatere, afrikanere, afroamerikanere med flere.
De europæiske kolonimagters fremfærd i især Afrika var et forvarsel for Holocaust. Eksempelvis begik tyske soldater folkemord på 10.000 hereroer og 65.000 fra Nama-folket i Sydvestafrika (Namibia), fordi de ikke ville lade sig kolonisere, mens belgierne af samme årsag myrdede millioner i Congo.
Således udviklede en nationalkonservativ hjemstavnsbevægelse sig i løbet af 50-60 år til en chauvinistisk, antisemitisk, imperialistisk bevægelse med bred folkelig opbakning.
Antisemitismen i mellemkrigstiden
Et så stort “projekt” – for sådan blev det også anskuet af nazisternes bureaukrater – som jødeudryddelserne ville ikke kunne gennemføres uden mange menneskers medvirken: Det gjaldt de politikere, bureaukrater og militærpersoner, der satte det i værk. Men også de jernbaneansatte, der stod for transporterne, vagterne i lejrene, naboer, leverandører og så videre.
Holocaustforskeren Hannah Sandorf skønner, at mindst en halv million mennesker kom i berøring med jødeudryddelserne, og de har, som vanligt er, fortalt familie og venner, hvad de oplevede, og hvad de arbejdede med.
Medløberiet i 30’erne var udtalt. Efter annekteringen af Østrig i 1938 kom det Wien-baserede Interpol under tysk kommando. Indtil 1942, hvor de fleste lande meldte sig ud, var Interpols chef, Reinhard Heydrich, leder af nazipartiets øverste sikkerhedsorganer.
Hannah Ahrendt skriver om sin flugt i De retsløse og de ydmygede:
“Vi blev fordrevet fra Tyskland, fordi vi var jøder, men næppe var vi kommet ind i Frankrig, førend vi blev til “boches” (fransk for tyskere). Vi forsøgte at integrere os, troede os i sikkerhed i Frankrig, især da Leon Blum dannede sin folkefrontsregering i 1936… Men da tyskerne invaderede landet i 1940, blev vi igen interneret.”
Det lykkedes Ahrendt at komme til USA takket være den amerikanske konsul, men så heldig var cirka 75.000 franske og udenlandske jøder ikke; de fleste døde i kz-lejrene.
Til trods for at de cirka 100.000 hollandske jøder var velintegreret i samfundet, så blev tyske jødiske flygtninge interneret i lejre – af hensyn til den nationale sikkerhed. Da tyskerne besatte Holland i 1940, var det nemt for dem at sende jøderne til kz-lejrene. Hollands egne jøder fik påbud om at bære den gule Davidsstjerne. Kollaborationen var udbredt, og det gjorde det svært for jøderne at skjule sig. Cirka 75 procent af de hollandske jøder blev myrdet af nazisterne.
I begyndelsen af 30’erne søgte jøder asyl i Schweiz. Det havde kun få held med. Myndighederne var bange for at skulle forsørge jøderne, og at landet skulle blive “jødificeret”, for jøderne passede ikke i kulturen og samfundsforholdene. “Vi er et lille land, og snart er båden fuld”, blev et stående argument, når jødiske flygtninge blev afvist ved grænsen.
Cirka 22.000 jødiske flygtninge fik asyl i Schweiz, endnu flere blev afvist. I 1942 lukkede Schweiz grænserne for jødiske flygtninge, men gav asyl til politiske flygtninge – hvortil jøderne ikke hørte – der kunne forsørge sig selv. Afvisningspolitikken skete under voldsomme protester fra store dele af befolkningen, kirkerne, en del politikere og medier.
“Det var nazisterne”, fortsatte Hannah Ahrendt, “der pressede jøderne ud af Tyskland, vel vidende at der i de nye lande ville opstå en frygt for den jødiske fare. Jo fattigere og jo mere byrdefulde jøderne var, desto større ville modviljen blive.”
I Danmark afviste den socialdemokratiske justitsminister K. K. Steincke i 1938 jøderne som “plattenslagere, der ville belaste det danske samfund”.
Polen: medløb og modstand
Højrenationale og katolske kræfter var fjendtlig indstillet over for de 3,3 millioner jøder – ti procent af befolkningen. De blev set som farlige dyr, der skulle udryddes. For jøderne klædte sig anderledes, de spiste en anden mad, de havde andre religiøse højtider, og så boede de i ghettoer.
Den jødiske forfatter Isaac Bashevis Singer giver et øjebliksbillede i “Shosha”, hvor hans polske barber håber, “at Hitler snart kommer og ryger jøderne ud som væggelus”.
Historikeren Ronald Modras skriver, “at kirken ikke var en uskyldig tilskuer til den bølge af antisemitisme, der hjemsøgte Polen sidst i 30’erne, hvor antisemitismen var stærkest. Kirkens ledelse lagde ikke skjul på deres antijødiske følelser”.
Det kom flere steder til voldelige optøjer og drab på jøder. Sidst i 30’erne blev der indført forbud mod, at jøder færdes i visse bydele og parker i Warszawa.
Den polske regering ville gerne af med jøderne og betalte dem for at emigrere til Palæstina, finansierede den zionistiske bevægelse, trænede jøder i våbenbrug og bevæbnede dem, så de kunne erobre de områder, der tilhørte palæstinenserne. Reelt var den polske regering fødselshjælper for de paramilitære militser Hagnah, Irgun med flere.
Jorden var altså gødet, da tyskerne invaderede Polen i 1939. De fleste polske jøder blev myrdet i dødslejrene, mens mange mistede livet, når polakker og tyskere i forening myrdede løs. I byen Jedwabne hjalp den polske borgmester og frivillige de tyske tropper med at indfange, indebrænde og myrde cirka 2.000 jøder og siden plyndre jødernes boliger.
Utallige modige polakker skjulte jøder – med livet som indsats. Jøder deltog i modstandskampen mod tyskerne – også selvom ikke alle frihedskæmpere brød sig om at have jøderne med – de stolede ikke på dem.
To undtagelser: Italien og Tyrkiet
I starten af 20’erne erklærede Italiens diktator, Mussolini, “at fascismen aldrig ville gøre jøderne til et problem…Italienerne kender ikke til antisemitisme.” Han anså antisemitismen for at være “en tysk synd” og afviste de nazistiske ideer om et herrefolk som nonsens, stupidt og idiotisk.
Det var ikke tomme ord, for i den fascistiske bevægelse var der jøder på alle niveauer, blandt andre Mussolinis nære rådgiver og elskerinde, Margharita Sarfatti. Det varede dog kun til 1938, hvor Hitler tvang Mussolini til at indføre racelove. Modstanden i den fascistiske bevægelse mod den påtvungne antisemitisme var dog fortsat stor, og i flere tilfælde nægtede fascistiske kommandanter at udlevere jøder til tyskerne.
Fra midten af 30’erne og under krigen fik cirka 100.000 jøder asyl i Tyrkiet. Tyrkiske diplomater i Frankrig og Østeuropa udstedte pas til jøder på flugt. Ikke mange i forhold til de 6 millioner jøder, som nazisterne dræbte, men sammenlignet med hvor lidt de fleste europæiske lande gjorde, så er det dog værd at huske.
De velvillige
De tyske nazister havde ikke monopol på antisemitisme, den var overalt i Europa. I alle de besatte lande bistod frivillige og/eller paramilitære grupper med at angive eller indfange jøderne. Men det var de tyske nazister, der åbnede for gashanerne.
Og dog. For længe inden tyskerne kom til Rumænien, havde den pro-tyske diktator Antonescu myrdet en kvart million jøder. Og da tyskerne invaderede Sovjet, var rumænske tropper med, og her benyttede de lejligheden til at skyde eller brænde cirka 30.000 jøder i Odessa. De tyske nazister behøvede ej heller at lære balterne, hvordan de skulle myrde jøder.
Et medansvar påhviler USA, England og Sovjet, der, på et langt tidligere tidspunkt i krigen kunne have grebet ind. USA og England ved at bombe de jernbanelinjer, der førte til dødslejrene. Stalins Røde Hær gjorde holdt lige uden for Warszawa, mens tyskerne myrdede op mod en kvart million civile polakker, jøder og modstandsfolk.
Pave Pius var tavs, afstod fra at gøre sin indflydelse gældende, selvom han vidste, hvad der foregik. Bedre blev det så ikke af, at katolske præster og klostre efter krigen hjalp eftersøgte nazister med at komme til Sydamerika.
Hverdagens tavshed
Inge Deutschkron, jødisk berlinerinde, overlevede krigen ved at gemme sig på lofter og i kældre. Hun skrev i sin dagbog:
“Folk så på, når de jødiske naboer blev ført bort, vidste godt, at de ikke kom tilbage, men alle tav. I stedet talte man om den tomme lejlighed på 3. sal. Frygten for det nådesløse regime var overalt; det gjaldt om at overleve, indtil krigen var forbi.”
Andre dukkede nakken og adlød en ordre. De vidste, hvad der foregik, men hvad kunne den enkelte dog gøre? Sådan tænkte Oscar Schindler ikke. Han gjorde, forholdene taget i betragtning, en betydelig indsats og reddede mange jøder fra døden. Alligevel påtog han sig efter krigen en personlig skyld for ikke at have gjort endnu mere.
Der findes talrige beskrivelser af de, der gjorde modstand mod nazismen, og en del nazister og kollaboratører har også bidraget på forskellig vis. Men de passive og medløberne har, stort set, været tavse, og det er et problem for eftertiden og for historikerne.
Hjælp er der dog at hente i Alberto Moravias roman Medløberen, om en ung italiensk embedsmand, der vil være normal, og som passivt iagttager, hvordan fascismen spreder sig og gør vold på basale frihedsrettigheder. Uforvarende ender han med at angive sin gamle, beundrede universitetslærer.
Anbefales kan også Sebastian Haffners En tyskers historie 1914-1933, om embedsværket, der stiltiende så til, mens nazisterne eroderede statsapparatet.
På initiativ af USA’s præsident Roosevelt blev der i 1938 afholdt en konference i Evian, Frankrig, om de jødiske flygtninges situation. Der deltog 9 europæiske, 19 lande fra Nord- og Sydamerika samt humanitære organisationer. Konferencen blev en fiasko, da der ikke kunne opnås enighed om en fælles flygtningepolitik. Det udnyttede Hitler i sin propaganda, for han ville da gerne lade jøderne rejse, men når nu de andre lande ikke kunne blive enige, så …
Efter 1945
I 1945 var krigen forbi. Kz-lejrene blev åbnet, og verden kunne nu se, hvad blomsten af den europæiske civilisation og kultur havde bedrevet.
Der var jøder, der nægtede at vende tilbage til deres hjemlande. De ville ikke kunne leve blandt deres tidligere naboer, der havde ønsket dem udryddet. For hvordan får man en hverdag til at fungere, når den antisemitisme, der var så udbredt før krigen, nok blev dæmpet noget efter 1945, og nu var mindre åbenlys, men dog fortsat lurede lige under overfladen.
Efter 1945 blev polske jøder i 130 tilfælde angrebet og myrdet af deres naboer. I Kielce blev 42 jøder dræbt af borgere, politi og soldater. Et rygte sagde, at jøder havde kidnappet et kristent barn. De overlevende flygtede ud af byen, og pogromen satte yderligere fart i udvandringen til Palæstina.
Det er i dag strafbart i Polen at omtale den polske antisemitisme før, under og efter krigen. Jødeforfølgelser? – det var noget, tyskerne gjorde.
I takt med at omfanget af jødeforfølgelserne blev almen kendt, ændredes antisemitismen til sympati, og der kom i Vesten en voksende accept af jødernes kolonisering af Palæstina.
Kollektivt ansvar
Filosoffer og teologer beskrev efter krigen nødvendigheden af, at tyskerne (men glemte resten af Europa) påtog sig et kollektivt ansvar, så de kunne komme videre med livet og med nationens moralske genfødsel. En skyld der kunne sones, ved at såvel de der havde begået forbrydelserne, som de der havde ladet det ske, vedgik, hvad de havde gjort. Om nødvendigt hjalp domstolene til.
I Vesttyskland forsøgte jøderne at få erstatning som krigsofre. Det fik de også, dog først fra 1952 og frem til 2020, hvor Tyskland har betalt cirka 600 milliarder kroner til jødiske organisationer og Israel. Også andre fik erstatning, for eksempel SS-soldaternes efterladte.
Skyldfølelsen holdt sig frem til 90’erne og blev med tiden til en voldsom belastning for de yngre generationer. Langt de fleste havde jo taget afstand fra bedsteforældrenes og forældrenes gerninger eller passivitet. I 90’erne kom mange tyskere til den erkendelse, at den tunge skyldbyrde forhindrede Tyskland i at fungere som et almindeligt europæisk land:
“Vi har taget retsopgøret med NS-forbryderne, nu har vi sagt undskyld.”
De færreste europæiske lande har taget ansvar
Det er mere, end man kan sige om de fleste europæiske lande, der troede, de kunne klare det med at dømme de værste kollaboratører og landssvigere kortere eller længere straffe – især kortere. I Danmark blev der efter 1945 afsagt 103 dødsdomme, knap halvdelen blev ændret til livsvarige fængselsstraffe. I 1960 var alle dømte imidlertid blevet løsladt.
I dag afholdes selvrosende mindedage om de 6.000 danske jøder, der undslap til Sverige – uden at nævne de tusinder af tyske jøder, der i 30’erne blev afvist af dansk politi ved grænsen.
Europa ville helst lade jødeforfølgelserne gå i glemmebogen. Man vidste godt, at de havde fundet sted, men sket er sket, og lad os nu komme videre med nye dagsordener: Atomoprustning, truslen fra Sovjet og et velfærdssamfund der var på vej.
Tøvende har europæiske regeringschefer blandt andre Macron vedgået, at de havde et “vist” medansvar for jødeforfølgelserne – i 2017. Og først i 1993 kunne USA’s Bill Clinton tage sig sammen til at udtrykke skyldfølelse på grund af USA’s passivitet. Dog ikke ét ord om hvordan amerikanske firmaer samarbejdede med Nazityskland i 30’erne, og hvordan eksempelvis IBM ved at teste de første hulkort gjorde det lettere for nazisterne at systematisere jagten på jøderne.
Det kræver ikke profetiske evner for at kunne forudse, at en dag vil Vesten undskylde over for palæstinenserne, hvad Vesten lod Israel slippe af sted med. Vores nuværende passivitet omfatter blandt andet en accept af, at Israel systematisk ignorerer internationale love og konventioner, herunder 45 FN-resolutioner om at rømme de besatte områder på Vestbredden, og Vesten bifalder “Israels ret til selvforsvar” med alt, hvad det indebærer af overgreb, militære aggressioner og etnisk udrensning.
Det benægtes fortsat, at Israel har udviklet sig til at apartheidstyre, der er langt værre end Sydafrikas. For i Sydafrika pralede man dog ikke af at være et demokrati, og man indsatte heller ikke hæren og jagerfly mod civilbefolkningen, sådan som det sker i Gaza og på Vestbredden.
Krigen i Gaza viser, at Holocaust ikke er fortid, og at den i disse tider udfolder sig hæmningsløst og med Vestens accept. I dag udført af de hvis forældre og bedsteforældre overlevede og undslap nazisternes forsøg på at udrydde jøderne.
Historien er på mange måder et studie i frihed og adfærd. Hvad har vi, borgerne, i et land frihed til at gøre? Det vi giver os selv lov til, eller det vi lukker øjnene for, er det der definerer os som mennesker.
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
24. december 2023 | 06:30
