Regering kollapset
Venezuela står overfor det mest uforudsigelige valg i årevis
På søndag er der valg i Venezuela. Det meste af oppositionen har forenet sig omkring Edmundo González, der vil sætte turbo på privatiseringer og skrumpe den offentlige sektor via massefyringer.
|
Den 28. juli går venezuelanerne til valgstederne.
Overfor den nuværende præsident, Nicolás Maduro, står højrefløjens hovedudfordrer Edmundo González, som støttes af USA og store dele af den borgerlige opposition.
Valget er afgørende anderledes på ét punkt end de sidste mange valg: Mens størstedelen af oppositionen har boycottet valgene i Venezuela de sidste par år (herunder præsidentvalget i 2018), så har de denne gang lagt alt ind på at mobilisere deres støtter omkring en samlet kandidat.
Et skrøbeligt boom
Venezuela har siden 2021 oplevet økonomisk fremgang. Ifølge tal fra Den Internationale Valutafond (IMF) voksede Venezuelas økonomi med omkring fire procent i 2023. Året før, i 2022 var det tal otte procent.
Opsvinget er særligt båret af de høje globale energipriser, som Venezuela nyder godt af som stor olie- og gaseksportør. I 2024 anslår IMF, at Venezuelas økonomi også vil vokse med omkring fire procent.
På trods af væksten er Venezuelas økonomi kun cirka 30 procent af hvad den var inden krisen som startede i 2014. En historisk depression begyndte, da oliepriserne faldt helt i bund.
Samtidig begyndte USA at indføre sanktioner. De første var af symbolsk karakter i 2015, men i 2017 blev de suppleret af sanktioner der indskrænkede Venezuelas finansielle kreditråderum og – vigtigst – fra 2019 en decideret handelsembargo, samt konfiskering af store dele af landets internationale reserver.
Dertil kom forskellige andre faktorer som forværrede krisen – blandt andet at den venezuelanske regering i årevis havde forsøgt at opbygge en blandingsøkonomi i samarbejde med dele af det venezuelanske borgerskab og derfor var dybt afhængig af denne, mens kapitalisterne valgte at lave investeringsstrejke og sektorer i erhvervslivet deltog i en økonomisk sabotage som indbefattede varesmugling ud af landets grænser.
Også korruption og bureaukratisk fejlstyring i nogle statsvirksomheder spillede en rolle, ligesom manglende initiativer til at gøre sig mindre afhængig af pengene fra olieeksporten.
Men efter syv år med krise begyndte det at vende i 2021.
Opsvinget i Venezuela er dog endnu skrøbeligt. Mens olieproduktionen lå på 350.000 tønder olie dagligt i 2020 under de allerværste amerikanske sanktioner, så eksporterer Venezuela nu igen 851.000 ifølge tal fra OPEC.
Til gengæld er den del af BNP som skabes udenfor oliesektoren ikke vokset stort. Derfor er opsvinget skrøbeligt og både afhængigt af Kinas indkøb af råstoffer og af verdensmakedet generelt, ligesom det også spiller ind om USA’s sanktioner bliver opretholdt eller ej.
Fra kupforsøg til forhandlinger
Fra 2019 forsøgte USA et direkte og utilsløret statskup for at vælte Nicolás Maduro. Juan Guaidó, oppositionens forholdsvis ukendte parlamentsformand, udråbte sig som præsident og fik USA’s og EU’s støtte, selvom han ikke havde skyggen af reel magt.
Selvom han forsøgte både en decideret militæropstand (i april 2019) og senere gav vævrende støtte til en paramilitær invasion (maj 2020), så slog det hele fejl. I 2022 drog han ud af Venezuela, til Colombia, hvorfra den nye Petro-regering smed ham ud, hvorefter han drog til USA og nu er i eksil. Han er generelt glemt i nyhedsbilledet både udenfor og indenfor Venezuelas grænser, et symbol på en fuldstændig fejslåen politik fra amerikanernes side.
Efter Ukraine-krigens udbrud i 2022 indførte USA et stop for import af russisk olie. Derfor havde de pludselig nogle kortsigtede behov for olieleverancer, som tvang dem ind i forhandlinger med Maduro (som de indtil da havde nægtet endda var legitim præsident!).
Det betød, at USA langsomt begyndte at sætte nogle af sanktionerne på pause og der blev åbnet delvist op for samhandel med Venezuela. En række forhandlinger fandt sted mellem USA og Venezuela, samt den lokale pro-amerikanske opposition, blandt andet i Mexico, på Barbados og i Qatar.
Det eneste der er sikkert nu er, at vi står overfor en turbulent situation, hvor modsætningerne bliver enormt skærpet. I sådan en situation kan en ny revolutionær bevægelse også blive født.
Forhandlingerne førte til at den venezuelanske regering frigav nogle fanger, bl.a. de implicerede amerikanere i den paramilitære invasion i 2020, samt andre som f.eks. tidligere efterretningsofficer Miguel Rodríguez Torres og en håndfuld andre.
Omvendt gik USA med til at lempe på sanktionerne, men kun skridt for skridt. Samtidig stillede USA krav om at den borgerlige oppositions kandidater kunne deltage uden restriktioner ved præsidentvalget i 2024.
Efter fiaskoen med Juan Guaidó var USA begyndt at se mere imod den del af oppositionen som ledes af Henrique Capriles Radonski (tidligere guvernør for delstaten Miranda, som også har deltaget i en række kupforsøg, men som siden 2020 har haft en mere moderat taktik).
Det var da også denne sektor som dominerede oppositionens forhandlingsdelegation i Barbados i august-september 2023. Men blot en måned efter, i oktober 2023, vandt den mest yderligtgående del af oppositionen, omkring Maria Corina Machado, en enorm sejr ved oppositionens primærvalg til at finde en præsidentkandidat.
Men Corina Machado fik kort efter besked fra Venezuelas valgråd CNE (Consejo Nacional Electoral) om at hendes opstillingsberettigelse var ugyldig, hvilket den havde været i en årrække inden da. Efter at hun ankede beslutningen valgte højesteret at stadfæste den.
Den situation har USA og EU brugt som begrundelse for at sætte spørgsmålstegn ved valget allerede inden resultatet foreligger. De har også brugt det som undskyldning for at genindføre sanktioner mod Venezuela, med start i april 2024. I starten af juli har Maduro dog sagt, at han nu har genstartet forhandlinger med USA. Hvilken indflydelse det får vides endnu ikke.
Oppositionens stedfortræder-kandidat
Maria Corina Machado er ikke nogen ny eller ukendt politiker. Tilbage i april 2002 støttede hun det kortlivede statskup mod Hugo Chávez og underskrev kup-præsidenten Pedro Carmonas dekret, som blev stoppet da en massiv folkelig og militær bevægelse væltede kuppet.
Derefter opbyggede hun en oppositionel NGO kaldet Súmate, som modtog over 3 mio. dollars i støtte fra USA gennem deres NED-program. I 2005 bød daværende præsident George W. Bush hende velkommen i det hvide hus til indgående samtaler om “demokrati i Venezuela”.
Efter Chávez død i 2013 var Machado med i en voldelig opstand, i 2014, som blev kendt som “la salida” (udgangen) og som havde det proklamerede mål at gennemtvinge øjeblikkeligt regimeskifte. Igennem hele 2019-krisen valgte Machado også at støtte de hårde amerikanske sanktioner mod Venezuela og talte endda for direkte udenlandsk militær intervention i Venezuela.
De venezuelanske myndigheder havde således reele argumenter for at igangsætte en åben retssag mod Machado med henhold til hendes offentligt kendte deltagelse i diverse kupforsøg. I stedet har man forhalet processen og endte op med et administrativt forbud mod hendes deltagelse som kandidat i valgprocesser.
Det viser desværre, at Maduro-regeringen i høj grad benytter retsvæsenet arbitrært efter forgodtbefindende, og bruger administrative midler i stedet for en klar politisk kamp.
Efter at det stod klart at højesteret fastholdt beslutningen om at udelukke Machado som kandidat, valgte hun – og det meste af oppositionen – at forene sig omkring Edmundo González, en 74-årig tidligere diplomat. Han anses for at være en stedfortræder-kandidat for Machado, som er hende der reelt kører hele kampagnen med vælgermøder og demonstrationer.
Deres kampagne repræsenterer både et mål om regimeskifte, men også en restruktureringsaftale med IMF, en accelerering af privatiseringerne, planer om at skrumpe den offentlige sektor via massefyringer, en underkastelse under amerikansk imperialisme og et opgør med alle de symbolske rester af den bolivariske revolution.
Arbejderklassen betaler for krisen
De seneste seks år har Nicolás Maduros regering på afgørende områder drejet til højre. Man har indført specielle økonomiske zoner for at tiltrække udenlandske investorer. Overenskomster er blevet ophævet med et specielt dekret, det berygtede Memorandum 2792.
Lønninger er blevet fastfrosset. De offentlige udgifter er blevet skrumpet ind. En række virksomheder, som tidligere har været statseje, er blevet privatiseret gennem lyssky processer, to eksempler er supermarkedskæden Abastos Bicentenario og gødningsfabrikanten AgroPatria.
Samtidig er uligheden steget enormt, med nogle dele af statsbureaukratiet (de såkaldte “nuevos ricos”, de nye rige), som har lukreret med forretninger og eksorbitant korruption.
Det blev endda for meget for Maduro-regeringen selv, som i 2023 og 2024 fængslede en række ex-ministre og embedsmænd i en gruppe omkring Tareck El-Aissami, tidligere vicepræsident, som havde stjålet milliarder af dollars i det der blev kaldt PDVSA-krypto-skandalen.
Udenlandske firmaer, særligt tyrkisk, iransk, kinesisk og russisk kapital, er blevet tildelt favorable licenser til oliehandlen. I Bolívar-delstaten har regeringen desuden åbnet op for udenlandsk minedrift i det store projekt Arco Minero.
De offentligt ansattes vilkår er blevet forringet igennem et dekret fra ONAPRE, det nationale budgetkontor.
Fælles for hele denne politik er, at regeringen har ladet arbejderklassen betale prisen for krisen. Mens Venezuela nu for tredje år i træk står med positiv vækst på BNP, så har arbejderne ikke set nogen tilsvarende genskabelse af minimumslønnen.
Tværtimod er lønningerne blevet fastfrosset over en længere periode, mens inflationen fortsat er høj (i 2023 var den på 189 procent, hvilket er højt, omend lavere end andre år i Venezuela). Ifølge tal fra Ecoanalitica fra maj i år, så tjener 65 procent af befolkningen blot 100 dollar månedligt.
Den situation har ført til en lang række strejker og intensivering af klassekampen. I starten af 2023 var der strejker i næsten alle Venezuelas 24 delstater, anført af skolelærerne.
For at dæmpe utilfredsheden valgte Maduro-regeringen at optrappe forfølgelsen af fagligt aktive, som i mange tilfælde er blevet fængslet.
De seneste eksempler på det er Daniel Romero fra stålvalseværket Sidor og før ham tillidsmanden Jean Mendoza fra Masisa. På 1. maj, arbejdernes internationale kampdag, blev en uafhængig faglig demonstration desuden angrebet i Caracas af motorcyklister hyret af regeringen.
Kommunistpartiet udelukket for opstilling
Også på den politiske front har regeringen i stigende grad brugt bureaukratiske manøvrer.
I 2021 blev et lokalvalg i Barinas pludselig suspenderet, fordi en “forkert” kandidat havde vundet. Ved et omvalg vandt oppositionen så igen, hvilket viste at manøvren var et gigantisk selvmål for regeringen.
En stor del af de bureaukratiske manøvrer har handlet om at censurere kritik fra venstrefløjen.
Allerede i 2020 så vi hvordan regeringen arbitrært intervenerede i uafhængige venstrefløjspartier, PPT (Patria Para Todos, fædrelandet for alle) og Tupamaros, for at frarøve dem deres juridiske status og dermed deres formelle ret til at opstille til valg.
På det tidspunkt valgte en række venstrefløjsorganisationer at stifte en valgalliance, APR (Alianza Popular Revolucionaria, den folkelige revolutionære alliance), som benyttede Kommunistpartiet (PCV)’s valgregister til at stille op ved parlamentsvalget i december 2020. Som vi beskrev dengang fik APR omkring 2,7 procent af stemmerne, og fik et enkelt mandat i parlamentet.
Men efterfølgende kørte regering hele sit apparat i stilling for at stoppe den sidste uafhængige valgliste til venstre for regeringen. Således allierede regeringen sig med en gruppe tidligere PCV-medlemmer, som pludselig hævdede at de afholdt en “kongres” imod den demokratisk valgte ledelse.
Derefter gik valgrådet CNE (Consejo Nacional Electoral) – og højesteret – med til at disse individer skulle overtage kommunistpartiets jurdiske register og kunne bruge det til ikke at stille selvstændigt op ved valg, stik imod partiets demokratiske beslutninger. Med andre ord har regeringen kuppet PCV’s valgregister.
Dette er en ekstrem udemokratisk fremgangsmåde, som regeringen har brugt for at udelukke kritikken fra venstrefløjen. Desværre har denne udvikling også ført til at APR, som var et beskedent, men dog vigtigt samlingspunkt for venstrefløjen, er gået i opløsning.
PCV har skandaløst besluttet sig for at anbefale en uafhængig borgerlig kandidat, Enrique Marquéz, som er årelang oppositionstilhænger, og i dag taler om klasseforsoning som sit hovedslogan. En udvikling som har svækket PCV’s troværdighed helt enomt i øjnene på mange aktivister i baglandet i Venezuela.
PPT har omvendt valgt ikke at anbefale nogle kandidater ved præsidentvalget.
Perspektiver
Det er umuligt at spå præcis om hvad der sker ved valget. Situationen i Venezuela er lige nu en stilhed før stormen, hvor det flyver rundt med rygter og spekulationer. Meningsmålinger viser vidt forskellige prognoser, hvor nogle spår stort flertal til Gonzalez, mens andre omvendt har Maduro øverst.
Der er en enorm utilfredshed med den nuværende situation, men det er også rigtigt at regeringen stadig har en ‘hård kerne’ af støtter som formentlig ligger mellem to-tre millioner mennesker.
Ved sidste præsidentvalg, i 2018, var der et betydeligt stemmespild på højrefløjen, hvor blandt andet den evangeliske præst Bertucci fik omkring 10 procent af stemmerne som gik tabt.
Han stiller op igen, ligesom veteranen Claudio Fermín, der begge kan trække betydelige antal stemmer væk fra højrefløjens hovedkandidat Edmundo González.
Omvendt eksisterer dette stemmespild ikke på venstrefløjen, fordi regeringen har manøvreret for at lukke alle valglister til venstre for regeringen ned.
Dertil kommer en række restriktioner som har besværliggjort det for de mellem tre-fem millioner stemmeberettigede venezuelanere i udlandet at stemme, hvilket formentligt også kommer til at favorisere regeringen.
Hvis Maduro vinder en kneben sejr, sådan som en nylig lækket rapport fra meningsmålingsinstituttet Datanalisis antyder, så vil det næppe blive accepteret af Maria Corina Machado og USA.
De vil sandsynligvis igangsætte nye optøjer. Amerikanerne vil presse på, både retorisk og med sanktioner, mens Machado vil appellere til særligt Trump og republikanerne om at gøre det til et under-tema i den amerikanske valgkamp.
Der spekuleres også i, om hvorvidt Maduro frivilligt vil overdrage magten hvis han taber eller om vi vil se en “forhandlet overgang” som i Nicaragua i 1990’erne, hvor sandinisterne indgik forhandlinger med Violeta Chamorra om en række initiativer der gjorde at de fortsat beholdt noget af magten, blandt andet Forsvarsministeriet.
Det skal bemærkes, at den nyvalgte præsident i Venezuela først bliver indsat fra januar 2025, så der er et halvt år til eventuelle forhandlinger om en overgang.
Der er enorme interesser på spil, fordi dele af regeringsbureaukratiet – og hæren – har opbygget store forretningsforetagender og ikke kun står til at miste dem, men også til at blive forfulgt, hvis de mister magten.
Hvis Edmundo González vinder, vil modsætningerne imellem dem der ønsker en forhandlet overgang og de radikale oppositionsfolk som er drevet af hævngerrighed også komme op til overfladen.
Derudover skal det nævnes, at der fortsat er dele af aktivisterne i den bolivariske bevægelse, chavismen, som – på trods af regeringens markante højreskred – fortsat ser denne som et bolværk mod imperialismen og frygter for en fremtid med Machado i Miraflores-paladset.
Samtidig med at der er en betydelig desillusionering med regeringen, så er der også en modstand mod højrefløjen, ikke mindst på grund af deres historik med voldelige kupforsøg og støtte til udenlandske invasioner og sanktioner.
Noget der ved tidligere valg har afholdt mange fra at stemme på dem, omend det er svært at forudse hvor stor en effekt det vil have denne gang.
Det eneste der er sikkert nu er, at vi står overfor en turbulent situation, hvor modsætningerne bliver enormt skærpet. I sådan en situation kan en ny revolutionær bevægelse også blive født – ud af de uafhængige fagforeninger, bøndernes bevægelse på landet, de unge i slumkvartererne i storbyerne og de dele af chavismen som ønsker et alternativ til den nuværende situation.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
25. juli 2024 | 21:15
